Annonce
Hvide Sande

Københavner om hotel på kysten: 'Værelset udmærker sig ved at være mere skrabet end en fængselscelle'

På hotellets hjemmeside tager et af værelserne på Hvide Sande Hotel sig sådan ud - altså med lamper ved sengene. Foto: Fra hjemmesiden hssh.dk
I forbindelse med et besøg på restaurant Kommandobroen by Grantland indlogerede mad- og vinredaktør Søren Frank fra Berlingske sig på Hvide Sande Hotel. Det blev angiveligt en noget blandet fornøjelse.

Hvide Sande: Søren Frank, der er mad- og vinredaktør på Berlingske, har i en nylig anmeldelse af Kommandobroen by Grantland uddelt fire store stjerner til restauranten i Hvide Sande. Til gengæld har journalisten fra hovedstaden ikke ret meget godt at sige om havnebyens hotel, hvor han havde en enkelt overnatning i midten af juli i forbindelse med anmeldelsen.

- Værelset udmærker sig ved at være mere skrabet end en fængselscelle og uden sengelamper, der ser ud som om, de er skruet af for nylig, skriver Søren Frank blandt andet om sit besøg på vestkysten.

I artiklen fortæller han videre, at det var en tjener på Kommandobroen by Grantland, der i telefonen havde forklaret, at der kun er ét hotel i Hvide Sande; 'sådan et fiskerhotel':

- Men ellers ligger den nærmeste indkvartering ifølge tjeneren i Ringkøbing, 25 kilometer væk, så vi giver fanden i det og indkvarterer os på Sømandshotellet, fastslår Søren Frank i artiklen om overnatningsstedet, der retteligt hedder Hvide Sande Hotel.

Annonce

Jeg funderer over, om en gæst monstro har taget lamperne med hjem, eller om værten måske er bange for, at en fisker kan gøre skade på sig selv med sådan en installation

Søren Frank, mad- og vinredaktør på Berlingske, i omtale af Hvide Sande Hotel

Ubemandet morgenmad

I sin artikel kan Berlingskes mad- og vinredaktør ikke helt slippe det med manglende lys ved sengene:

- Jeg funderer over, om en gæst monstro har taget lamperne med hjem, eller om værten måske er bange for, at en fisker kan gøre skade på sig selv med sådan en installation, skriver Søren Frank.

Jytte Koudahl, der hjælper til med den daglige drift af Hvide Sande Hotel, forklarer, at det i forbindelse med installering af nye sengegavle var nødvendigt at fjerne de eksisterende sengelamper. Der blev bestilt nye i IKEA, men det trak ud med leveringen:

- Der går nogle dage uden sengelamper på nogle af værelserne. Det er ret uheldigt, at det lige er på det tidspunkt, han (Søren Frank, red.) er her, siger Jytte Koudahl, der mener, at kritikken er uberettiget.

Hun henviser blandt andet til, at Hvide Sande Hotel på den populære hjemmeside booking.com i år er gået fra en karakter på 7,1 til 7,5:

- Det er ikke bare sådan ligetil. Det er jo gæsterne, der bedømmer, og vi hører fra mange, at hotellet er hyggeligt, og at her er en dejlig atmosfære, tilføjer Jytte Koudahl.

En positiv overraskelse

Mens Danmarks længst regerende madanmelder altså var ret godt tilfreds med serveringen hos Kommandobroen by Grantland i Hvide Sande, er det vist småt med stjerner til byens hotel. Mod slutningen i artiklen skriver Søren Frank dette:

- Og så var det ellers tilbage til det ubemandede sømandshjem, hvor vi vågnede op til en lige så ubemandet morgenmad bestående af en papæske per mand fra Hvide Sande Bageri med et hvidt rundstykke, lidt Lurpak og en kanelsnegl.

Jytte Koudahl forklarer, at Hvide Sande Hotel ikke har et køkken, og derfor fremgår det også tydeligt på hotellets hjemmeside, at 'vi tilbyder ikke morgenmad':

- Æsken skal ses som en service. Man kan tage den eller lade være. Vi får mange kommentarer fra gæster, der synes, det er en lækker service, siger Jytte Koudahl.

I en kommentar på booking.com skriver en gæst eksempelvis dette: 'Havde ikke forventet, at der var morgenmad. Madkassen var super.' En anden gæst beskriver pakken med morgenmad som 'en positiv overraskelse.'

- Vi er fuldt booket hver dag, så vi er ikke så nervøse, tilføjer Jytte Koudahl.

Avisen har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Søren Frank.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Jorden kalder: Det er nu, vi har pligt til at tænke nyt

Debat: Hvis vi vælger at se coronakrisen som et wakeupcall, hvad er det så for et budskab, planeten sender os? Og måske nok så interessant: Hvordan kan vi mennesker bedst lytte og tage ved lære? Alvoren gik for alvor op for de fleste af os anden uge i marts, og siden da har vi måttet vænne os til en ny virkelighed med skræmmende hast. Coronaen har ramt de moderne samfund og økonomier, hvor vi er allermest sårbare: Accelererende smittetal, dødstal - og ikke mindst arbejdsløshedstal, taler deres alt for tydelige sprog Jorden rundt. Vi vestjyder kan vælge at trøste os med, at vi bestemt ikke lever i den mest udsatte del af verden: Vores grundlæggende samfundsorden er uhyre stærk, vi er disciplinerede, og vi har i fællesskab bevist vores evne til at handle samlet og resolut. Uanset, at krisen uden tvivl bliver hård og omsiggribende, vender hverdagen i Danmark på et snarligt tidspunkt tilbage til noget, der ligner en normaltilstand. Samtidig bør vi dog også se coronakrisen som et wakeupcall, og gribe påskedagenes nedetid som en kærkommen anledning til at genoverveje, hvorfor vi i grunden lever og disponerer vores tid, som vi normalvis gør. Coronakrisen har ikke gjort hverken problemet med global opvarmning eller behovet for en gennemgribende, grøn omstilling mindre aktuelt. Til gengæld udstiller nedsmeltningen af arbejdsmarkedet på tydelig vis, hvor direkte vores moderne markedsøkonomi påvirker naturen omkring os: Allerede få dage efter nedlukningen af Danmark kunne man måle, hvordan luftkvaliteten i de større byer var blevet markant forbedret. Vi lever i et rigt og privilligeret samfund, hvor vi har alle muligheder for igen at få økonomien i gear og komme tilbage på fode. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er nu, i takt med at staten pumper uhørt massive investeringer ud i samfundet, vi også har en forbandet pligt til at tænke nyt? Spørgsmålet er, om det ikke er nu, mens krisen kradser, vi skal lægge fundamentet til en anderledes grøn, og bæredygtig økonomi? Det er oplagt at initiere de nødvendige hjælpepakker, så de virker som en gigantisk gulerod til fremme af bæredygtig business. Samtidig må vi udvise det nødvendige mod til at svinge stokken, og afgiftpålægge fossil energi, i en grad hvor det virkelig nytter (og flytter) noget. Som Klimarådet har vist, er der ingen vej udenom ubehagelighederne, hvis vi for alvor ønsker at leve op til vores egne ambitiøse 70 procents-reduktionsmål. Lad os derfor i slipstrømmen på coronakrisen stå sammen og tegne konturerne af en grøn økonomi, hvor lokale fødevarer og serviceydelser - og i det hele taget ting, der bliver skabt lokalt - er relativt billigere, og dermed konkurrencedygtige. Selv om vi så hver især måtte få færre penge mellem hænderne, vil den reelle, oplevede købekraft stadig være formidabel. Personligt drømmer jeg om små velorganiserede lokalsamfund i landsbystørrelse, med alt fra smede og slagtere, til sygeplejersker og sjælesørgere -og ikke mindst den uundværlige drømmer og tosse; en hverdag, og en verden, hvor vi ikke behøver at flytte hverken os selv eller vores varer over vanvittige afstande, og fint har tid til at dyrke vores grøntsager, passe vores husdyr, og lære vores børn at lære verden at kende; måske gå på jagt, eller fiske lidt på fjorden. Tænk Dunbars antal, og overvej et øjeblik hvordan det kan gøres: Tænk dig et byrum, indrettet på vores børns, og ikke hverken bilernes, eller ejendomsudviklernes og realkredittens præmisser: Grønne rekreative arealer, med planter, insekter og liv, hvor der ellers bare er veje, asfalt og beton; snoede vandveje, og cykelstier og trailspor. Eltogene og de tilbageværende autostradaer så langt ude af byerne som muligt. Tænk dig tilsvarende samfundet indrettet til mennesker - ikke arbejdskraft og forbrugere - og hvordan det kan blive, den dag vi faktisk på alle niveauer bliver ansporet til at drømme og lege og finde på; hvor incitamentstrukturen tilgodeser selv de mindste små udbrud af virketrang og skaberlyst, og der er forretning i at konstruere tingene så gedigent og gennemtænkt, at de også holder og står om hundrede år. Tænk dig, at det er muligt at skabe en anstændig levevej som lokal skrædder, fordi systemet bonner de reelle omkostninger ved det stangtøj, vi ellers frejdigt har hentet hjem fra den anden side af kloden, og som nu med ét slag er ubetaleligt dyrt. Tænk dig, at det rent faktisk er muligt at leve af at reparere cykler i et lille hyggeligt værksted på havnen. Tænk dig, at dit eget surdejsbrød, bagt på mærkelige, lokale kornsorter, ikke bare er bedre, men også billigere end fabriksfremstillet bakeoff, hvor alle ingredienser skal trilles frem og tilbage over kontinentet i lastbil. Tænk dig, at det vrimler med små køkkener, hvor passionerede mennesker laver takeaway fra bunden, eller du bare kan slå dig ned ved et langbord - og hvor de folk, der sidder der i forvejen, gerne rykker sammen og kommer hinanden ved. Tænk dig, at det at pille Nordsø-rejerne i Marokko for at køre dem tilbage til Nordeuropa er lige så dyrt og besværligt, som det lyder absurd, og at vores husdyr må leve af lokale afgrøder, fordi idéen om at rydde regnskov i Sydamerika og sejle sojaen halvvejs rundt om Jorden er lige så omkostningstung, som den strider mod ethvert bæredygtighedsprincip. Tænk dig i det hele taget, at prisen for moderne, industrielt landbrug, og den ledsagende, og endnu mere sindssyge plantebeskyttelse, afspejler de miljømæssige konsekvenser én til én. Tænk dig, at genetisk modifikation er strafbart i samme grad som overtrædelser af patentlovgivningen, og krænkelser af kommercielle producenters ophavsret i øvrigt er det i dag. Tænk dig, at prisen på elektronik og plastic står i forhold til de blivende ar, minedriften og olieudvindingen efterlader på planeten; at olieselskaberne skal plante en hektar skov for hver tønde olie, de pumper op af undergrunden, og at mineselskaberne skal investere halvdelen af deres overskud i sociale projekter, der hvor de rekrutterer deres arbejdskraft. Tænk dig, at konkurrenceparameteret per excellence er at bruge mindst mulig energi og efterlade det mindst mulige impact på planeten - og nej - ikke bare baseret på noget så excentrisk gammeldags som etik og moral, men simpelhen fordi det er sådan, vi har valgt at konfigurere økonomien, og det er dét, der bedst betaler sig på både kort og længere sigt. Og mens du alligevel lader fantasien få frit slag, så tænk dig engang, hvor dejligt det ville være, at du ikke altid havde så f∙cking travlt, og evig og altid skulle tjekke din f∙cking telefon; at du var i stand til at unde dig selv lidt kreativ nedetid, kunne sove som et barn om natten, og vågne både veludhvilet og klar på en skøn, ny dag, med masser af heureka-øjeblikke og åbne muligheder. ... I virkeligheden alt det, der er indbefattet, når du forestiller dig paradislivet på en afsondret, tropisk ø - bare hér, hjemme i Naturens Rige, hvor årstiderne skifter, og vi kender og elsker hinanden, og hinandens mere eller mindre udtalte særheder. Jeg ville elske den hverdag - hands-on - ikke mindst fordi det, der trænger til forandring i vores moderne, naturfjerne hverdagsliv, er alt andet end vores dejlige naboer, horisonten og havet.

Annonce