Annonce
Klumme

Kærligheden skal være i dem

Annonce

I torsdags på Kristi himmelfartsdag hørte vi, hvordan en sky tog Jesus bort fra disciplenes øjne. Dermed sluttede en meget kort periode i menneskehedens historie, hvor Gud kunne ses med det blotte øje i denne verden. Evangelisten Johannes, der har skrevet dagens tekst, dvæler i sine skrifter en hel del ved spørgsmålet om, hvordan et menneske kan se Gud. ”Ingen har nogensinde set Gud”, siger han i sit evangeliums første kapitel. Men da Gud sendte sin søn til verden, blev det på en måde muligt at se Gud. Evangelisten fortsætter nemlig: ”den Enbårne, som selv er Gud, som er i Faderens favn” (Johannesevangeliet 1,18). Dette er overraskende. Hvordan kunne man ”se Gud” i den Enbårne søn? Gennem hans mirakler og undere? Gennem den magt og myndighed, han optrådte med? Evangelisten Johannes understreger noget andet: Han var ”i Faderens favn”. Jesus kom ikke til verden for at demonstrere guddommelig magt og myndighed. Men for at vise guddommelig kærlighed. Ingen har nogensinde set Gud. Men den evige kærlighed mellem Faderen og Sønnen har Kristus åbenbaret os. At Gud blev synlig denne korte periode i menneskehedens historie handlede ikke først og fremmest om, at så skulle vi kunne se, at Gud er virkelighed. Men det handlede om, at vi skulle kunne se, at Gud er kærlighed. Mennesker skulle se, at det inderste i Guds væsen er kærlighedens væsen. Når vi taler om Treenigheden – at Faderen og Sønnen og Helligånden er tre personer i guddommelig enhed, så er det kærlighedens enhed, der er tale om. Når nogen mødte Jesus, så mødte de kærlighedens Gud.

Og så blev det påske, og det blev Kristi himmelfart, og en sky tog igen Kristus bort fra deres øjne. Alt er igen som før – ingen kan se Gud. Og alt er forandret! Johannes gentager senere i Ny Testamente sætningen fra begyndelsen af sit evangelium: ”Ingen har nogensinde set Gud” (Første Johannesbrev 4,12). Men hvor han som svar på denne påstand i sit evangelium pegede på den guddommelig kærlighed – Sønnen i Faderens favn –, så peger han nu et andet sted hen, hvor vi ser Guds kærligheds synlige udtryk i verden. Nu siger han: ”Ingen har nogensinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os”. Altså: ligesom Gud i en kort periode var til stede – synlig og tilgængelig – i Jesus, så enhver kunne se Guds kærlighed; sådan vil han nu være til stede – synlig og tilgængelig, så enhver kan se Guds kærlighed, når vi elsker hinanden! Og det er præcis, hvad Jesus beder om i den bøn, som er evangeliet til i dag. Han beder for sine disciple, og ”for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig”. Jesus beder for os! Han beder om, at vi må spejle den guddommelige kærlighed, som han kom for at gøre synlig i verden. Jesus har én bøn for den kirke, som nu skal til at etableres. En bøn som er helt afgørende for, om det vil lykkes, at verden gennem kirken må kunne se Gud. Han beder om, at vi ”må være ét” ligesom Faderen og Sønnen er ét i guddommelig kærlighed.

Man kunne nemt argumentere for, at denne bøn aldrig gik i opfyldelse. At projektet mislykkedes. At kirkens historie blev en lang historie om splittelser, stridigheder og magtkampe. Men der er også en anden side af historien. Helt fra oldkirkens dage blev kirken et tilløbsstykke. Underligt, når kristne blev forfulgt og mistede deres privilegier, hvis de lod sig døbe og blev en del af kirken. Hvorfor gjorde de det så? På grund af kærligheden. Kirken blev et unikt fællesskab, hvor mænd og kvinder, rige og fattige, trælle og frie var fælles, var lige, var ét. Alle skel blev brudt ned i det kristne kærlighedsfællesskab. Og mennesker var villige til at miste job, ære, penge, ja livet for at blive en del af dette varme kærlighedens fællesskab. Jesus beder om, at vi må blive ét, ”for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem”. Det er Jesu bøn for os. Det er målet med at vi samles hver søndag til gudstjeneste i kirken: At vi her må få lov at se Gud. At vi her gennem troens fællesskab må få lov at møde kærlighedens Gud. Og at verden herigennem må se Guds kærlighed.

Prædiketekst til 6. søndag efter påske kan læses i Johannesevangeliet 17,20-26.

Han beder om, at vi må spejle den guddommelige kærlighed, som han kom for at gøre synlig i verden. Jesus har én bøn for den kirke, som nu skal til at etableres. En bøn som er helt afgørende for, om det vil lykkes, at verden gennem kirken må kunne se Gud. Han beder om, at vi ”må være ét” ligesom Faderen og Sønnen er ét i guddommelig kærlighed.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce