Annonce
Debat

Kære Mette. Er du også statsminister for minkavlernes børn?

Statsminister Mette Frederiksen fik søndagshovedet på, da hun under et besøg på Stolpedalsskolen i Aalborg blev mødt med ordene "en rose til en rose". Men hvor har statsministeren været, når det gælder minkavlernes børn, spørger klummeskribent Christian Baadsgaard. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Annonce

Kære Mette Frederiksen

Jeg ved godt, at du har meget at se til lige i tiden, men alligevel tillader jeg mig at sende dig dette åbne brev, for jeg tror, der er nogle, du har glemt. Flere gange har jeg tænkt: Nej, nu må hun da komme på banen, men du har ikke givet lyd af dig, og da jeg forleden kørte hjem fra arbejde, så kunne jeg ikke lade det vente længere.

For det lugtede noget så skrækkeligt. En sødlig, kvalm lugt fyldte pludselig min bil. Jeg prøvede at åbne vinduet for at få noget luft ind, men det blev bare endnu værre og forvandlede sig til en gasagtig stank. En kilometer længere fremme forsvandt det meste af det heldigvis, om end det stadig sad i næsen. Her i Vestjylland ved vi godt hvad det er: Døde mink i forrådnelse… Det stinker, skulle jeg hilse at sige!

Men vi lever med det. For der er dem, der har det meget værre lige nu – og ved du hvad: Der er børn, der lige nu skal leve i det kaos, som hele minkhistorien har medført, og som for altid får prentet den ubehagelige lugt ind i deres hukommelse, fordi den er lige uden for deres dør derhjemme. Og det er – rigtig nok gættet – derfor jeg tager fat i dig. Du har tidligere sagt, at du er børnenes statsminister, og her er der bare massevis af børn, der lige nu har behov for din medfølelse og omsorg.

Langt væk fra Christiansborgs tykke mure findes der børn, der vokser op i landbofamilier. Så snart de kan gå, kommer de med ud i stald og mark, og så snart de kan nå pedalerne, kravler de op på traktoren. Når de kommer hjem fra skole, skal de ud at hjælpe til, og det er herude, deres fremtidsdrømme tager form. Selvom dyrene før eller siden bliver slagtet, så lærer de at holde af dem og passe på dem. For det ligger dybt i landboerens stolthed, at indsatsen afspejler sig i gode dyr, og det skal man arbejde for. Og det er en opgave, som hele familien tager del i. Derfor rammer det også familien hårdt, når det går skidt, og der er mennesker, der for altid har fået et knæk, fordi de i deres barndom måtte fra gården på grund af krisetider.

Kære Mette Frederiksen. Forestil dig, at du er barn igen. Alt det, dine forældre har arbejdet for, bliver væk på bare få dage. Pludselig dukkede der nogle fremmede op, og nu ligger det hele bare smidt på jorden. Tilmed, så stinker det også. Dine forældre mister deres arbejde og aner ikke, hvad de skal gøre sig til. Al deres opsparing. Deres stolthed. Oveni er det tvivlsomt, om de kan få lov til at blive i deres hus, og måske skal du nu flytte væk fra det, du kender. De græder. Du græder. For I er kede af det. Når du så kommer i skole, er der folk, der ikke vil sidde ved siden af dig, fordi de er bange for om smitten rammer dem. Du kommer jo derfra, hvor alt er gået galt…


Derfor spørger jeg dig, Mette: Var det for meget at forlange, at de børn havde fået en videohilsen fra dig, da det gik i gang? Bare for at vise din medfølelse


Derfor spørger jeg dig, Mette: Var det for meget at forlange, at de børn havde fået en videohilsen fra dig, da det gik i gang? Bare for at vise din medfølelse med de familier, der nu skal en svær tid igennem, og at du fortalte de børn, at du godt forstår, at de er kede af det. Måske også lige at fortælle, at du og regeringen vil hjælpe deres forældre, så de ikke skal være bekymrede – og så til slut en opfordring til deres klassekammerater om at tage sig godt af dem i en svær tid. Bare få minutters video? Når jeg hører om børn fra minkfarme, der trods negative test må høre fra deres såkaldte klassekammerater, at de ikke vil være på skolen samtidig med dem - så er det tid til få at en voksen ind. Med det job, du har, så vil jeg til enhver tid mene, at du lever op til den betegnelse.

Men der kom ingen hilsen, og faktisk undrer jeg mig meget. For i din nytårstale sagde du, at du altid ville være på børnenes side, og så må det da gå forud for alt andet i alt, hvad du foretager dig. Det har vel ikke lige været en impulsbeslutning at slå 17 millioner mink ihjel, vel vidende at familier ville blive ramt af det, og tidligere har vi jo set, at du – sagt med et højstemt lån fra B.S. Ingemann – er børnevennen stor. Især den dag i Aalborg, da du for rullende tv-kameraer fik overrakt en rose med ordene ”en rose til en rose”, og i samme pulje hørte et geled af unger udråbe dig som verdens bedste statsminister. Ja, de kan, de børn. Ganske vist fik de da også stærk hjælp af deres lærer til at udtænke konceptet, men sådan en oplevelse kan skrue søndagshovedet på enhver politiker.

Kære Mette. Danmark er et lille land. Men selv om vi er få, så føles det af og til som landet med de store afstande. Hvad vi har været vidne til i de seneste uger, er historisk, for der er aldrig et erhverv, der er forsvundet med så kort varsel og har efterladt så mange familier i fortvivlelse og usikkerhed. Men samtidig er det sket i en del af Danmark, hvor der tit er langt ind til der, hvor dit skrivebord står. Og derfor kan jeg da heller ikke lade være med at tænke – og undskyld at det overhovedet kan falde mig ind – at hvis det var et andet erhverv i en anden del af landet… Ville Børnenes Statsminister så have udvist samme passivitet?

Kære Mette. I år har du lært os at holde afstand. Det er gledet ind på lystavlen. Børnene har ikke brug for mere afstand, for de skal være med til at rykke sammen for fællesskabet, når der bliver mere stabile tider igen. Du sagde i din nytårstale, at nu skulle næste kapitel i børnenes Danmarkshistorie skrives. Du kunne eksempelvis begynde med en sætning om, at alle børn har brug for opmærksomhed, når de har det sværest.

Alt godt og bedste hilsener Christian Baadsgaard

Journalist Christian Baadsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tarm

Paludan køber konkursramt friskole: Lokale bød forgæves på tvangsauktion

Annonce