Annonce
Klumme

Kære krænkede og Tinka-hue-fornærmede: Find Den Blå frem i dag

Højskolesangbogen er i dag omdrejningspunkt for DR2, der fra klokken 10 til 22.30 sender Live fra Højskolesangbogen. Arkivfoto: Roland Petersen

Så er det håndboldtid. I de næste uger ved jeg, at jeg skal sidde foran skærmen og se, om Danmark kan gentage pragtstykket fra sidste år og hive guld hjem til nationens ære.

Og allerede i dag skal fjernsynet skal være tændt hele dagen. Men det bliver nu ikke håndbold, det kommer til at handle om, men absolut noget, som er nationen til ære. For i Danmarks Radio fik man for et par år siden den geniale ide at rydde sendefladen til projekt Live fra Højskolesangbogen. I en tid, hvor der ellers primært snakkes om streaming og hvor vi får at vide, at flow-tv er på vej ud, så kunne det have endt som en fiasko. Men det blev en bragende succes, og den gentages i dag på DR2 fra klokken 10 til 22.30.

Sangene fra Højskolesangbogen har fulgt mig, siden jeg begyndte i skole. Med morgensangen blev vi fortrolige med dem, og årstidernes skiften udenfor vinduet fik deres egen melodi i min bevidsthed. Klimaproblemer eller ej, så er det tid til Det er hvidt herude. Om et par måneder rinder vinteren i grøft og i grav. Så summer det af sol over engen, inden vi elsker den danske sommer. Så lysner det over agres felt, hvorefter skoven falmer trindt om land. Til slut hælder året dybt i sin gang. Med jævne mellemrum skrantede Dronning Dagmar i Ribe, Skammel boede sig nør i Thy og ellers stod der tre skalke og tænkte på et råd.

Og nu vil du nok spørge som mi nabo Pe Sme, der bor på nummer 161 i Højskolesangbogen: Hva nøtt er et te? For det skal vi jo spørge om i disse år, hvor det tilsyneladende kun er det, der kan tælles, der har værdi. Jo, jeg fandt ud af, at jeg i virkeligheden kun er en lille brik i et stort puslespil. At uanset hvordan jeg ellers har det, så går verden sin gang. At der var noget før mig, og det eneste, jeg i virkeligheden kan gøre, er at følge Grundtvigs ord i nummer 6: Gøre gavn, mens dagen går, prøve vore kræfter, visse på at gode kår rette sig derefter...

Jeg ved ikke, om du kan huske Tinka. Der er også gået en hel måned, siden Facebook-nationen var i oprør over Tinka-kort og Tinka-huer, men på sin måde var det også et billede på, at der er noget galt i Danmark, selvom John Mogensens klassiker ikke er kommet med i Den Blå. Det fortæller os noget om, at vi er blevet en nation af folk, der vil have mere og mere. Vi er ikke borgere. Vi er forbrugere af dette liv, og kan vi ikke få det, som vi gerne vil have det, så er verden tæt på sin undergang. Og intet er længere for småt til, at vi tør brokke os. Men måske er det lige værd at skænke Jens Vejmand en tanke. Om det var morgen i allerførste gry, eller aftenstjernen skælvede af kulde i sydvest, så sad han der troligt og hamrede sine sten. Jeg håber, at han havde hue på, og jeg er ret sikker på, at han var totalt ligeglad med, om det var en Tinka-hue. Må det være mig tilladt at foreslå de Tinka-skuffede folk, at de skal slå op på nummer 97, Jeg elsker den brogede verden. For så vil de kunne synge, at nok kan de græde, da deres bobler brast, men at det ikke skal lægges verden til last. Og i næste vers vil de så kunne synge, om alt nu også var bedre, hvis livet var en dans på roser?

Måske kunne de sætte sig sammen med den stigende befolkningsgruppe, der lader sig krænke over det mindste - herunder gamle sange fra Højskolesangbogen - og synge netop Jeg elsker den brogede verden. Måske skrue en oktav ekstra op på, at det gælder kamp for frihed i liv og tro. For i den krænkelsesbevægelse, der ses i disse år, ligger der en egoistisk præmis om, at man selv har ret og alle de andre ikke er rigtig kloge, og derfor bør de andre rettes til, så man selv kan få det mest komfortable liv. Hvordan andre så har det, er blevet ligegyldigt. For man fik selv sin ret.

Man kan frygte, at den udvikling tager fart, og at det moderne ord sammenhængskraft netop mister sin sammenhæng. Men det bedste værn er samtalen om vores fælles anliggender, og det ligger i folkeligheden, at man ikke behøver at være enige om alt. Faktisk gør det kun grundlaget bedre, at der er forskellige meninger og at man giver hinanden lov til at udveksle synspunkter. Hverken debatklima eller øvrige klimaer har godt af skrigeballoner, der kun vil lukke varmt luft ud.

Så lad os fortsætte samtalen, både i enighed og uenighed. Lad os synge sammen, og lad os blive klogere på fællesskabet.

For hvem kan kriges, hvis dagen er fuld af sang?

Annonce
Kan vi ikke få det, som vi gerne vil have det, så er verden tæt på sin undergang. Og intet er længere for småt til, at vi tør brokke os. Men måske er det lige værd at skænke Jens Vejmand en tanke.
Redaktionelle journalister på Dagbladet Ringkøbing Skjern.Christian Baadsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Klar til afgang: Et hyldest-pift med togfløjten

Et højt og triumferende hyldestpift med togfløjten. Det er, hvad Skjern Bank og firmaet Hansen & Larsen har fortjent for deres beslutning om i fællesskab at skænke den gamle remise i Skjern til de lokale folk, der går med spændende planer for et ungdomshus i bygningen. Egentlig bør Hansen & Larsen have to pift, for det var dem, der tilbage i 2016 sikrede remisen mod truende nedrivning ved at købe den af Banedanmark. »Banen er en stor del af historien om Skjerns udvikling, så vi har købt den med øje for, at den skal bevares. Remisen skal gerne indeholde noget, der kan gavne befolkningen,« lød det dengang fra Brian Meldgaard, der er medindehaver af Hansen & Larsen. Meget tyder nu på, at det er lige sådan, det kommer til at gå. Efter en flerårig periode, hvor der var stille om den gamle remise, begyndte der sidste år at ske noget. Gentænk Skjern kom på banen, bogstavelig talt, og køreplanen hang godt sammen: En velbesøgt koncertaften blev efterfulgt af en succesrig fondsansøgning, og dermed var projektet sat godt og grundigt på skinner. Med den netop offentliggjorte donation af bygningen er der masser af lys for enden af tunnellen. De 850.000 kroner fra Realdania - i parentes bemærket 100.000 kroner mere, end de frivillige havde søgt om - skal bruges til at sætte facaden i stand. Næste mål er indvendig restaurering af den mere end 100-årige bygning, og her vil det uden tvivl hjælpe gevaldigt på fondenes lyst til at øse penge ud, når det er en forening med egen bygning, som søger midler. Med andre ord har lokale kræfter med en solid fælles indsats sikret håbet om, at Spillestedet Remisen kan slå dørene op indenfor en ikke alt for fjern fremtid. Der er lang vej og meget arbejde endnu, før Remisen kan fløjte klar til afgang - men mon ikke den hidtidige og meget fornemme opbakning vil give endnu flere skjernboer blod på tanden til at give en hånd eller en skilling med for at få projektet til at lykkes? Det må man håbe! Herfra letter vi i hvert fald på lokofører-kasketten i respekt for en flot indsats.

Kultur

Historisk bolighandel: Over 100 år gammel remise doneres til unge frivillige – nu er vejen banet for et folkehus

Videbæk For abonnenter

Skoler og børnehaver i øst: Vi får ikke nok midler til inklusion

Annonce