Annonce
Læserbrev

Kære forældre. Det er lykken at have en håndværker i familien

Debat: Cirka 100.000 unge fra blandt andet Midtjylland er nu gået i gang med deres muligvis sidste år i folkeskolen, inden de skal til at vælge deres videre uddannelsesvej. Og overvejelserne er mange både hos de unge selv og deres forældre. For hvad er det bedste valg, og hvilken retning skal man vælge for at få de bedste job- og karrieremuligheder?

For de fleste unge – 72 procent i 2018 – bliver kursen traditionelt sat mod gymnasiet og endnu tre år med teoretisk undervisning som forberedelse til en efterfølgende, akademisk uddannelse. For en langt mindre del – 20,1 procent i 2018 – falder valget på en erhvervsuddannelse, som er skræddersyet til at udstyre de unge med nogle helt konkrete færdigheder, der sender dem direkte ud på arbejdsmarkedet.

Men hvorfor er der ikke flere unge, der søger mod erhvervsskolerne? En stor del af forklaringerne skal formentlig findes i rendyrket vanetænkning – ikke mindst hos forældrene. Gymnasiet betragtes som det ”finere” valg, især hvis man er bogligt dygtig, mens erhvervsuddannelserne er for dem, ”der ikke kan komme på gymnasiet”. Og i takt med at Danmark har udviklet sig til et videnssamfund, er det blevet stadig mere naturligt for mange unge at vælge gymnasiet. Det til trods for, at tal fra de senere år viser, at op mod en femtedel af alle dem, der tager en studentereksamen, stadig ikke er begyndt på en videregående uddannelse 27 måneder efter, de har fået huen på hovedet.

Alligevel er der tale om vaner og fordomme, som kan være svære at gøre op med. Men det er nødvendigt, hvis vi ikke om ganske få år skal stå med en akut mangel på dygtige faglærte. Samtidig er der meget langt fra de traditionelle forestillinger om det fysisk nedslidende og lavbetalte kæft, trit og retning-liv som håndværker til den virkelighed, man møder eksempelvis i nutidens tekniske brancher som el, industri og vvs.

Her er der tale op højt specialiseret arbejde, hvor man både som lærling og udlært eksempelvis kommer til at stå i spidsen for den grønne omstilling eller den teknologiske udvikling indenfor eksempelvis automatisering og robotteknologi. Det er fag, hvor man kan se frem til et bredt udvalg af job-, karriere- og videreudddannelsesmuligheder – og til en løn, der lige fra starten langt overgår det, man får med mange akademiske uddannelser.

Arbejdet som for eksempel elektriker, vvs-energispecialist eller industritekniker er topmoderne fag, hvor det gælder om at have både hoved og hænder skruet rigtigt på. Noget, der også går igen på mange andre erhvervsuddannelser. Samtidig har netop virksomhederne i de tekniske brancher åbnet op for et rekordhøjt antal lærlinge. En tendens, der ser ud til at fortsætte.

Derfor, kære forældre og unge: Der er ingen grund til, at hverken unge eller deres forældre bruger det sidste folkeskoleår på at følge den slagne kurs mod gymnasiet. I stedet er der brug for at slippe vanetænkningen og åbne øjnene for erhvervsskolernes tilbud og muligheder. Vi har brug for jer!

Annonce
Martin Rosborg. Pressefoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce