Annonce
Ringkøbing-Skjern

Kære alle: Sørg nu for at ligge grundigt i sprit de næste uger

Her er mit lille pitstop: Håndspritsautomaten på redaktionen! Foto: Christian Baadsgaard
Annonce

For en sjælden gangs skyld ser det ud til, at min planlægning har været optimal! Efter meteorologernes vurdering skulle varmen være på vej, og herfra skal blot lyde en stor tak, for i de næste tre uger holder jeg ferie.

I år bliver det til ture ud i det danske sommerland. Jeg har besluttet mig for at genopdage Sønderjylland, stærkt ansporet af genforeningsjubilæet og ikke mindst to gange læsning af Anna Elisabeth Jessens fantastiske roman Om Hundrede År, der følger en sønderjysk familie fra 1914 til 2014.

Jeg nyder at køre ud med kaffekande og madpakke, men i år er der en ekstra faktor i planlægningen. Er der menneskelig tæthed?

Min omfattende samling af fobier har nemlig fået et nyt medlem i sin midte. Jeg plejer at have det meget anstrengt med højder, dybder, rækværk og mange trapper. Eksempelvis har jeg været på Møn, men endnu ikke set Møns Klint fra postkort-siden, fordi mine hænder blev svedige og det snurrede på første sal ved synet af den uendelige trappe. Bridgewalking på den gamle Lillebæltsbro er fuldstændig udlukket, omend jeg synes, det var et genialt beskæftigelsesprojekt, som statsminister Stauning satte i gang i en krisetid. Tænk hvis han bare havde sat de ledige til at klaske fuglekasser sammen?

Nok om det. Min nye forbi er opstået i forbindelse med coronaen, og nu har jeg det bedst med, at folkemængden ikke kommer mig for nær. Man kan sige, at jeg er blevet en distanceret personlighed.

Og så er der det der med spritten...

Journalist Christian Baadsgaard

Jeg kan ikke gå forbi en spritdispenser uden lige at skulle have noget sprit på hænderne. Når de bliver gnedet ind, så kommer de op til snuden, og jeg foretager en dyb indånding. Det er dejligt med et bette snif.

Jo, der er forskel på konsistens og aroma. Der er de helt friske. Så er der de lidt dybere, der har en stænk af noget ubestemmeligt. Så er der de velduftende, hvor man bare har lyst til at tage et strint mere. Selv håber jeg, at de kommer med en lavendel-udgave, for jeg er blevet ret så betaget af lavendel, siden jeg lå i et karbad med netop beroligende lavendel...

Men der er også de steder, hvor man tænker, om de er kommet til at bytte rundt på opvaskemiddel og håndsprit. Sådan noget fik jeg på hænderne i en kirke forleden, så hvis der er en salmebog med sammenklistrede sider, så kender jeg årsagen.

Når alt kommer til alt, så er det ikke vanskeligt at være påpasselig. Men når man ser store folkeskarer vandre direkte forbi dispenserne, og man ser, hvor tæt folk er villige til at stå i kø, så bliver jeg bekymret, og det er ikke mindre i denne uge, hvor smitten er steget. Her kan jeg ikke lade være med at tænke: Gad vide, hvad jeg skal skrive om, når jeg vender tilbage fra tre ugers ferie?

Bliver det historier om steder, der lukker ned på stribe? Bliver det historier om familier, der er ramt af tragedier, fordi coronaen er kommet forbi? Bliver det historier om folk, der svæver mellem liv og død - og hvis de overlever - kommer til at få et liv med senfølger? Eller skal man skrive nekrologer?

Og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der lige nu spekulerer på hvad der venter om bare få uger.

Hvad tænker sygeplejersken? Hvad tænker ambulance-redderen? Hvad tænker lægen? Venter det store inferno for dem lige om lidt?

Hvad med iværksætteren, der har sat alt på højkant for en drøm? Vælter det hele lige om lidt? Og hvad med den bankrådgiver, der kommer til at hive stikket ud på netop den drøm?

Hvad med den chef, der skal ud at fyre folk, fordi ordrebogen kan blive fuldstændig blank?


Jeg plejer at have det meget anstrengt med højder, dybder, rækværk og mange trapper. Nu har min omfattende samling af fobier fået et nyt medlem i sin midte.


Skulle man være i tvivl, så er coronaen ikke bare en lille influenza, der passerer forbi. Det er en potentielt dødbringende sygdom, og noget, der kan efterlade mennesker med ar på krop og sjæl, udover at den kan sætte en kæmpe kæp i samfundets hjul. Alligevel ser det ud til, at bekvemmeligheden har vundet over påpasseligheden.

Det er ærlig talt lidt tankevækkende, at folk er meget gode til at smøre sig ind i faktor 50 for at undgå solens skadelige stråler og en postkasserød hud, men når der så skal hentes lækkerier ved ishuset, så står man glad og gerne mange sammen - til trods for, at man for blot få måneder siden kiggede ind i et uhyggeligt billede fra andre egne af verden.

Coronaen har vist det moderne menneskes svagheder. Vi har haft det så godt, at vi ikke troede, at der kunne komme en storm og blæse vores rede ned, selvom vi egentlig burde vide, at storme er noget helt naturligt.

Selvom det har været moderne at udvise samfundssind i de seneste måneder, så er vi ikke gode til at tilsidesætte egne behov. Tålmodighed er en vigtig faktor for at blive fri for corona-risikoen, men tålmodighed er slet ikke et af det moderne menneskes styrker. Men hvorfra skulle det moderne menneske også lære det?

Mens alt gik godt, glemte vi tålmodigheden som en dyd i sig selv. Langsommelighed og ro blev skubbet til side af effektiviteten, for det var jo kun godt, hvis det gik hurtigt.

Nu håber jeg bare på, at de næste tre uger bliver rolige, og så håber jeg bare, at folk vil vælte sig i spritten og holde tilpas afstand, så jeg også kan få noget andet end corona at skrive om, når jeg vender tilbage.

Og hvis der så ikke er sprit, og folk er i tvivl om, hvor lang tid, man skal vaske hænder, så har jeg lige et tip med strejf af Sønderjylland: Bare syng omkvædet af Ta en tur mæ´ æ spritte i helt almindelig tempo, så kommer det til at passe!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Skjern

Medarbejder er smittet: Folkeskole sender 130 børn og otte lærere hjem

Ringkøbing-Skjern

Ny strategi: Ansatte i hjemmeplejen og på ældrecentre bliver tilbudt corona-test

Annonce