Annonce
Sport

Juraprofessor: Tiltale af ishockeyspiller er usædvanlig

Arkivfoto: Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det er sjældent, at voldshandlinger i forbindelse med sport bliver til strafferetlige sager, siger professor.

Skubber man hårdt til et andet menneske på gaden eller hamrer en albue i vedkommendes ansigt, er der formentlig tale om en klokkeklar voldshandling, som kan straffes af domstolene.

Men foregår det samme på en fodboldbane eller i en ishockeyhal, er der en anden grænse, og strafferetlige sager er sjældne.

Det påpeger Lasse Lund Madsen, der er professor på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet og forsker i idrætsjura, efter at ishockeyspilleren Kristian Jensen torsdag blev tiltalt for vold under en kamp af anklagemyndigheden.

- Det er usædvanligt, da man fornuftigvis har en meget konservativ fortolkning af det her, fordi man i meget vid udstrækning lader sporten håndtere det selv.

- Der er også det lavpraktiske element, at hvis man først åbner op for det, kan man have 117 voldssager hver weekend eller 10-20 voldssager ved hver eneste fodbold- eller ishockeykamp. Der skal derfor noget mere til end normalt, siger professoren.

Under en kamp i Metal Ligaen i september blev Frederikshavn White Hawks' Kristian Jensen først væltet omkuld af Odense Bulldogs' Lucas Bjerre Rasmussen.

Jensen rejste sig derefter og greb fat i Rasmussen bagfra og rev ham omkuld.

Da Rasmussen lå på isen uden hjelm, slog Jensen ham i hovedet én gang, før han blev bremset af dommere og spillere.

Kristian Jensen blev af disciplinærudvalget i Danmarks Ishockey Union idømt en karantæne frem til 1. december, men sagen føres nu videre uden for isen.

- I Sverige var der sidste år en dom, hvor en ishockeyspiller relativt uprovokeret angreb en modspiller i nakkeregionen, mens han løb og ikke var opmærksom på det. Han lå vist også bevidstløs og kom på hospitalet.

- Den endte i den svenske Højesteret, hvor de sagde, at det var så groft, at det resulterede i en fængselsstraf, siger Lasse Lund Madsen.

Han nævner til gengæld fodboldkampen mellem Danmark og Sverige i 2007 som et eksempel på det modsatte. Her slog Christian Poulsen svenske Markus Rosenberg i maven langt væk fra bolden. Danskeren blev politianmeldt, men slap for tiltale.

- Han gav ham en mavepuster, og det havde ikke noget at gøre med spilafviklingen og var en klokkeklar voldshandling.

- Alligevel valgte Københavns Politi ikke at rejse tiltale, fordi de sagde, at der gælder andre fortolkninger af voldsbestemmelsen i forbindelse med sportsudøvelsen.

- Underligt nok rejste anklagemyndigheden pludselig tiltale i en næsten identisk sag mellem amatørspillere for et par år siden. Østre Landsret frifandt imidlertid, og det var netop med henvisning til, at der gælder en anden grænse i sport, når en spiller forløber sig i kampens hede, siger juraprofessoren.

Men der er selvfølgelig en grænse, understreger juraprofessoren.

- På et eller andet tidspunkt bliver voldshandlingen så grov og har så lidt med spillet at gøre, at man siger, at grænsen er overskredet. Og så bliver det trukket fra sportens verden over i den strafferetlige verden, siger Lasse Lund Madsen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det lyder godt, men: De passer ikke på Danmark

Det er så let at stille sig op og sige, at ”jeg passer på Danmark”. Det lyder godt. Man virker handlekraftig. Men når man som Mette Frederiksen er statsminister, har man andre forpligtelser end at gå med de nemme og populære løsninger, som hun gjorde, da hun præsenterede regeringens bud på, hvordan vi forhindrer terrordømte i at planlægge og udføre mere terror, når de er sluppet ud af fængslet. En regeringschef har pligt til at vælge løsninger, der holder sig inden for rammerne af, hvilken type land vi gerne vil være. Og her svigtede Mette Frederiksen. Hun foreslår nemlig, at personer, der har afsonet en dom for terror, kan forbydes at færdes i bestemte områder og have kontakt til bestemte personer i op til ti år. For at undersøge, om de overholder forbuddet, skal politiet have ret til uden dommerkendelse at trænge ind i deres hjem og undersøge deres computere. Det er her, statsministeren glemmer sin forpligtelse over for retsstatens principper. Grundloven siger helt uden dikkedarer i paragraf 72, at både husundersøgelser og undersøgelser af borgernes kommunikation kun kan ske efter en retskendelse. Der står dog også, at man kan lave love, der giver undtagelse fra paragraffen, og det er så dét, regeringen vil gøre. Men det er grundlæggende helt forkert. Regeringens forslag om at øge straffene for terror og terrorrelaterede forbrydelser betragteligt er helt i orden. Det er også rimeligt at udstede forbud om ophold og kommunikation for denne ekstraordinært usympatiske gruppe af forbrydere. Og spark dem endelig ud af landet, når der er lovhjemmel til det. Det må bare aldrig blive andre end en domstol, der gør domstolenes arbejde. Magtens tredeling er et princip, der ikke må fraviges. Hverken politikere eller myndigheder skal afsige domme eller udstede retskendelser. Det skal kun dommere. Det har regeringens normale støtter forstået, men de borgerlige partier sikrer flertallet til endnu et skridt væk fra retsstaten. De skulle skamme sig. De passer ikke på Danmark.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];