Annonce
Sport

Juraprofessor: Tiltale af ishockeyspiller er usædvanlig

Arkivfoto: Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det er sjældent, at voldshandlinger i forbindelse med sport bliver til strafferetlige sager, siger professor.

Skubber man hårdt til et andet menneske på gaden eller hamrer en albue i vedkommendes ansigt, er der formentlig tale om en klokkeklar voldshandling, som kan straffes af domstolene.

Men foregår det samme på en fodboldbane eller i en ishockeyhal, er der en anden grænse, og strafferetlige sager er sjældne.

Det påpeger Lasse Lund Madsen, der er professor på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet og forsker i idrætsjura, efter at ishockeyspilleren Kristian Jensen torsdag blev tiltalt for vold under en kamp af anklagemyndigheden.

- Det er usædvanligt, da man fornuftigvis har en meget konservativ fortolkning af det her, fordi man i meget vid udstrækning lader sporten håndtere det selv.

- Der er også det lavpraktiske element, at hvis man først åbner op for det, kan man have 117 voldssager hver weekend eller 10-20 voldssager ved hver eneste fodbold- eller ishockeykamp. Der skal derfor noget mere til end normalt, siger professoren.

Under en kamp i Metal Ligaen i september blev Frederikshavn White Hawks' Kristian Jensen først væltet omkuld af Odense Bulldogs' Lucas Bjerre Rasmussen.

Jensen rejste sig derefter og greb fat i Rasmussen bagfra og rev ham omkuld.

Da Rasmussen lå på isen uden hjelm, slog Jensen ham i hovedet én gang, før han blev bremset af dommere og spillere.

Kristian Jensen blev af disciplinærudvalget i Danmarks Ishockey Union idømt en karantæne frem til 1. december, men sagen føres nu videre uden for isen.

- I Sverige var der sidste år en dom, hvor en ishockeyspiller relativt uprovokeret angreb en modspiller i nakkeregionen, mens han løb og ikke var opmærksom på det. Han lå vist også bevidstløs og kom på hospitalet.

- Den endte i den svenske Højesteret, hvor de sagde, at det var så groft, at det resulterede i en fængselsstraf, siger Lasse Lund Madsen.

Han nævner til gengæld fodboldkampen mellem Danmark og Sverige i 2007 som et eksempel på det modsatte. Her slog Christian Poulsen svenske Markus Rosenberg i maven langt væk fra bolden. Danskeren blev politianmeldt, men slap for tiltale.

- Han gav ham en mavepuster, og det havde ikke noget at gøre med spilafviklingen og var en klokkeklar voldshandling.

- Alligevel valgte Københavns Politi ikke at rejse tiltale, fordi de sagde, at der gælder andre fortolkninger af voldsbestemmelsen i forbindelse med sportsudøvelsen.

- Underligt nok rejste anklagemyndigheden pludselig tiltale i en næsten identisk sag mellem amatørspillere for et par år siden. Østre Landsret frifandt imidlertid, og det var netop med henvisning til, at der gælder en anden grænse i sport, når en spiller forløber sig i kampens hede, siger juraprofessoren.

Men der er selvfølgelig en grænse, understreger juraprofessoren.

- På et eller andet tidspunkt bliver voldshandlingen så grov og har så lidt med spillet at gøre, at man siger, at grænsen er overskredet. Og så bliver det trukket fra sportens verden over i den strafferetlige verden, siger Lasse Lund Madsen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Politisk opbakning til Sommerfuglen skyldes stedets kvaliteter

Læserbrev: Sommerfuglen er kommunes nye fritidstilbud til børn og unge med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Kongstanken er at have ét lokalt fritidstilbud af høj pædagogisk kvalitet i stedet for at benytte aflastningspladser på forskellige institutioner i egen og andre kommuner. Jeg er citeret i Dagbladet søndag for at sige, at den politiske opbakning til Sommerfuglen skyldes behovet for at få stedet fyldt op. Det er en udtalelse, der taget ud af en sammenhæng. Den politiske opbakning til Sommerfuglen hænger helt og aldeles sammen med tilbuddets kvaliteter. Børn med funktionsnedsættelser har svært ved at finde fritidsaktiviteter, der kan rumme deres udfordringer, og det begrænser muligheden for at knytte venskaber. Børnene på Sommerfuglen går typisk på specialskole, og det betyder, at de fleste går i skole og skaber relationer uden for deres nærmiljø. Med Sommerfuglen prioriterer vi, helt i tråd med børne- og familiepolitikken, at give børn og unge med særlige behov mulighed for at dyrke fritidsinteresser og danne trygge og nære relationer med andre børn i kommunen. Relationer de kan bygge videre på gennem deres opvækst, så Sommerfuglen bidrager til ambitionen om at skabe gode overgange fra børneområdet til voksenområdet. Politisk har vi besluttet, at Sommerfuglen som udgangspunkt er kommunens tilbud, med mindre der er faglige begrundelser for noget andet. Det har vi, fordi det er et godt tilbud, og fordi målsætningen om at skabe relationer mellem børn og unge på tværs af kommunen fordrer, at de er sammen. Jeg forstår godt, at det kan være en stor mundfuld for børn, unge og forældre at skulle flytte fra et sted, de kender og er glade for. Men jeg ved også, at de børn og unge, der er begyndt i Sommerfuglen, er glade for og trygge ved det. Der er foretaget en faglig vurdering af, hvorvidt hvert enkelt barns behov kan rummes i Sommerfuglen. I de tilfælde hvor det modsatte er konklusionen, er der fortsat et alternativt tilbud. Jeg forstår også godt, at de institutioner, kommunen hidtil har købt pladser hos, er kede af at miste børn. Men i denne sammenhæng er vores opgave som kommune først og fremmest at give børn og unge med særlige behov de samme muligheder, som andre børn og unge i kommunen. Det er klart, at dialogen med de berørte familier og institutioner skal foregå på en god og respektfuld måde. Når vi hører, at det ikke er oplevelsen alle steder, er der naturligvis grund til at vurdere, om vi kunne have gjort det anderledes. Det er i øvrigt helt almindelig praksis.

Annonce