Annonce
Indland

Journalist og ven: Pundik ville ikke være tilskuer til livet

Carl Redhead/Ritzau Scanpix
Tidligere chefredaktør på Politiken Herbert Pundik er død. Han havde opnået, hvad han ville, fortæller ven.

Den tidligere chefredaktør på Politiken gennem 23 år, Herbert Pundik, er søndag aften sovet stille ind i sit hjem. Han blev 92 år.

Men han havde haft et langt liv, oplevet og gjort så meget, at han var tilfreds, fortæller Anders Jerichow, der er mellemøstkorrespondent på Politiken, og i mange år har været en god ven til Pundik.

- Han følte sig som en overlever. Han var parat til, at det skulle være slut.

- Han havde gjort, hvad han kunne som aktivist. Han ville ikke se på livet og den politiske udvikling omkring sig som tilskuer oppe fra tredje række. Han ville selv være med til at påvirke det - både som kritiker og journalist, siger han.

Herbert Pundik var i flere år udenrigskorrespondent på Politiken, hvilket blandt andet kastede en Cavlingpris af sig. Fra 1970 til 1993 var han chefredaktør.

- Han havde altid blik for, hvordan han selv kunne forandre ting, og hvordan han kunne hjælpe mennesker, der havde brug for hjælpen. Det var sådan, at han fungerede som chefredaktør og som mange andre af de roller, han havde.

- Han tænkte, hvad kan jeg gøre for at forandre noget. Han var altid parat, og hans dør stod altid åbent, siger Anders Jerichow.

Pundik var formet af sin jødiske slægts fortid. I 1907 flygtede hans fars familie til København fra Ukraine. I 1943 var Herbert Pundik med, da familien under Anden Verdenskrig igen måtte tage flugten. Denne gang til Sverige.

Og det er ifølge Anders Jerichow især den oplevelse, der har præget Pundiks liv.

- I oktober 1943 sad han i gymnasiet, hvor rektor pludselig kommer ind og beder Pundik om at komme udenfor. Pundik skulle skynde sig hjem til sine forældre og sige, at de ikke måtte overnatte hjemme næste nat, fordi besættelsesmagten ville deportere jøderne.

- I det øjeblik følte han, at han var blevet gjort til flygtning i sit eget land. Hans lektie fra den oplevelse var, at man er nødt til at handle. Han værdsatte i resten af sit liv, at der var nogle danskere, der havde handlet i det øjeblik, fortæller han.

Herbert Pundik havde to lande. Israel og Danmark. Da han var chefredaktør på Politiken pendlede han fra Tel Aviv til København.

10 dage om måneden var han i Tel Aviv hos sine børn og hustru, Sussi, og de resterende dage var han i København.

- Han var et internationalt menneske, fordi han hørte hjemme flere steder. Han blev en bro mellem Israel og Danmark og en primær fortolker af Israel for danske politikere.

- Hans hjem i Tel Aviv blev et mødested for politikere på besøg i Israel og kunne sætte en debat i gang, siger Anders Jerichow.

Herbert Pundik stiftede Politikens Frihedspris, som stadig uddeles den dag i dag.

Han har haft sit eget kontor på Politiken i alle årene. Hver eneste weekend leverede han klummer til avisen - indtil i efteråret hvor sygdom ramte.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Samarbejde kan være en kur mod butiksdød

De findes allerede mange steder - samarbejdsaftaler. Det gælder i hvert fald i foreningslivet. Her har mange klubber og foreninger på den ene eller anden måde slået pjalterne sammen for at sikre, at der er deltagere nok på de forskellige hold, og det kan være både badminton, fodbold, gymnastik eller noget helt fjerde. Alternativet har i mange tilfælde været at lukke ned, og det med at lukke ned fører sjældent noget positivt med sig. I en helt anden boldgade kan det meget vel være, at netop et samarbejde kan give god mening - nemlig når det drejer sig om at holde liv i de lokale butikker. Butiksdøden har i årevis hærget i mange af kommunens talrige landsbyer. Som regel har de lokale kæmpet til det sidste for at holde liv i dagligvareforretningen, men alt for mange gange har de måttet kaste håndklædet i ringen, og landsbyen står uden butik. Sidste år var det Stauning, der var igennem denne proces, da Brugsen lukkede. Her endte historien heldigvis lykkeligt sidst i 2019, idet Brian Pedersen overtog forrretningen, der fortsætter som en Min Købmand. Forhåbentlig bakker de lokale op om den! Nu er det andelsbutikken i Velling, der er i klemme. For nylig sagde købmanden op, men forretningen drives dog videre af behjertede frivillige. Men det går ikke for godt med økonomien, og findes der ikke en løsning, risikerer Velling at stå uden dagligvarebutik med de konsekvenser, det får for lokalsamfundet. Det bliver alt andet lige mindre attraktivt at bo i byen, når der ikke er en butik. I tirsdags var der ekstraordinær generalforsamling om butikkens fremtid. Der var blandt de fremmødte borgere opbakning til at forsøge at drive butikken videre. Og så var der en gæst, der slog de optimistiske strenge an - købmanden fra Stauning. Efter hans mening er der bestemt baggrund for en dagligvarebutik i Velling - og han kunne godt se sig selv i et samarbejde mellem de to købmandsbutiker. Det er endnu ikke bestemt, hvad et samarbejde helt konkret skal bestå af, men det lyder fornuftigt. Skal dagligvarebutikkerne i landsbyerne overleve, må de i mange tilfælde finde utraditionelle løsninger. Det kræver dog, at kunderne bakker helhjertet op. Ellers kan det være lige meget med de gode intentioner og flotte ord på en generalforsamling.

Annonce