Annonce
Indland

Johanne er ovre: DMI målte vindstød af stormstyrke

Blæsevejret Johanne ramte natten til fredag flere steder i landet. Her i Vorupør ved vestkysten fredag morgen.

Selv om man i løbet af natten målte vindstød af stormstyrke, slår DMI nu fast, at det ikke var en storm.

Efter en nat med kraftig regn og blæsevejr fortæller DMI nu, at Johanne ikke var en storm. Men der blev målt vindstød af orkan- og stormstyrke.

Det betyder, at Johanne alligevel kommer på DMI's stormliste og dermed er den niende af sin slags i august siden 1891.

Flere steder blev der målt vindstød af storm- og orkanstyrke. Det kraftigste var i Limfjorden, hvor vindstødene nåede op på orkanstyrke med 34,4 meter i sekundet.

Nationalt var der særligt vindstød over 21 meter i sekundet. Det kræver flere vindstød over 24,5 meter i sekundet, før man kan kalde Johanne en storm.

Tidligere har vi været længere inde i august, før vi har set et kraftigt blæsevejr som dette. Senest var 20. august 1990.

Det er ellers ikke normalt, at der er voldsomt vejr om sommeren. Vi har en blæsevejrssæson, der hører mere til i vinterhalvåret, hvor temperaturforskellene mellem luftmasserne i syd og nord er større.

Ifølge seniorklimatolog hos DMI John Cappelen er det tilfældigt, hvornår sommerblæsevejret rammer.

- Det sker jo indimellem, og det er tilfældigt hvornår. Det er tilfældigheder, når atmosfæren indretter sig, så vi får et lavtryk, som giver augustblæsevejr. Ligesom det er tilfældigt, at vi har haft hedebølge og tørke i lang tid.

Hvorvidt vi vil se flere tilfælde i de kommende år, har John Cappelen svært ved at svare på.

- Med global opvarmning vil vi se flere usædvanlige vejrhændelser, men det er svært at sige, om Johanne er en del af den udvikling, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce