Annonce
Livsstil

Jesper Borup mødte Jesus: Vi har behov for at kunne tale om vores tro

Jesper Borup blev bekræftet i sin vej i livet, da han som ung mødte Jesus. Hver dag siden har han tænkt på mødet, der gav ham en tro på sig selv og på at han var på rette vej. Foto: Nils Svalebøg
Der skulle gå 20 år, før den fynske radiovært Jesper Borup fortalte åbent om sit møde med Jesus, indtil da holdt han det til sine nærmeste. Men hvorfor er det så svært at tale om vores tro? Og hvorfor tror vi, at andre vil rynke på næsen ad den? Jesper Borup har gjort det til sin mission at skabe et rum for at tale om tro - på en hel dagligdags måde.

Jesus vandrede ind i hans toværelses Vesterbro-lejlighed en forårseftermiddag i 1998. Solidt placeret i en lænestol sad Jesper Borup og kiggede ud ad vinduet. Pladeafspilleren havde lige løftet pickuppen fra Pet Shop Boys-skiven.

Nærmest ud af øjenkrogen kunne den unge journalistelev se en skikkelse i kjortel og sandaler komme gående mod sig. Med det samme vidste han, at det var Jesus. Ikke fordi han genkendte ham, men som en form for instinktiv viden. Uforklarligt og uden tvivl.

Det var også det, der var essensen af Jesper Borups møde med Jesus. Det udryddede tvivl. Lod hans tro stå stærkt. Både på Gud og på sig selv. På sin vej i livet.

Alligevel fortalte han ingen om mødet med den mytiske person. Til gengæld undersøgte han, om han var død. Sindssyg. Sovende. Hallucinerende. Men inden i var han sikker på, hvad der skete. Han var bare ikke sikker på, hvordan verden ville reagere på det.

- Jeg var meget forsigtig i forhold til at fortælle andre om det. Jeg ville gerne fastholde oplevelsen, uden at den blev negligeret eller inficeret af andres tolkninger eller reaktioner. Andres ord skulle ikke komme ind og definere, hvad der var sket. Og jeg var ved at blive journalist, så jeg var bange for, at jeg ville komme til at fremstå utroværdig. Jeg holdt altså igen og fortalte kun de allernærmeste om det, siger Jesper Borup, der er journalist og radiovært på P1.

- Jeg er ikke særlig bibelstærk, men jeg ved, at der står, at der er en tid for alting. Og jeg var sikker på, at der nok skulle komme en tid, hvor jeg kunne fortælle denne historie, tilføjer han.

Efter næsten 20 år blev det tid.

Annonce

Jesper Borup

Dansk radiovært, journalist og forfatter.

Specielt kendt for sit arbejde med konstruktiv journalistik, #kbhalarm og som vært på P4-Fyn og P1.

Medforfatter til flere bøger om journalistik og medvirker i bogen ”Vi mødte Jesus – og hvad kommer det andre ved?” af Charlotte Rørth (2017).

Er født i 1971 i Svendborg.

Har tre børn.

Mødet med Jesus

I 2017 fortalte han første gang sin historie offentligt. I Charlotte Rørths samtalebog ”Vi mødte Jesus – og hvad kommer det andre ved?”, den anden om emnet, delte han i detaljer besøget fra Jesus den eftermiddag i 90’erne. Fra farven af gruset på fødderne, hænderne uden naglemærker, hyrdekjortlen og ansigtet, der minder om Russell Crowes – bare i en 20 kilo lettere udgave.

- Det står tindrende klart. Det er sådan en oplevelse, som står lige så tydeligt i dag, som den gjorde dengang. Og jeg har tænkt på den hver dag siden. Ikke hele tiden, men på et tidspunkt i løbet af dagen, altid, siger Jesper Borup og genkalder sig detaljerne:

- Han kommer gående henimod mig og stiller sig til højre for mig. Jeg har ikke direkte øjenkontakt med ham, men jeg sidder lidt og oplever det hele et øjeblik. Og er stille. Jeg kan se på ham, og jeg kan mærke, at han udstråler varme. Der er et lys omkring ham, som på en eller anden måde også kommer ud fra ham. Det er ikke sådan, jeg forestiller mig en aura ser ud. Det er mere end det. Der er også en varme i lyset. Mens jeg sidder der, jeg kan mærke ham og se ham. Og jeg har en oplevelse af, at han kigger på min brystkasse med et blik, der fuldstændigt gennemborer mig på en behagelig måde.

Derefter sker noget, der er svært at beskrive. Jesus kigger ind i Jesper Borups kerne. Det, der er hans dybeste eksistens – summen af erfaringer, tanker, tilvalg og fravalg, følelser, kærlighed. Af alt.

- Og jeg har en fornemmelse af, at han ser min kerne. Han siger ”Det er okay, det har min fulde accept, og det er okay”. At det er skidegodt, at jeg er mig. Det er fuldstændig accept og tillid. Det er en fuldkommen kærlighedsoplevelse, siger Jesper Borup, da han finder ordene.

I det hele taget kan det være svært at sætte ord på tro. Og svært at finde de rigtige ord til at beskrive sådan en oplevelse, mener Jesper Borup. For hvordan undgår man at forfladige en så betydningsfuld begivenhed? Og hvordan afværger man, at det hele lyder som hokuspokus i andres ører?

- Jeg kalder det ikke en åbenbaring eller et syn, for det er religiøse termer, der har deres helt egne historier. Det var ikke det, det var. Det var et møde. Men det var også noget, jeg ikke selv var herre over. Jeg havde ikke siddet i dage og uger og bedt til, at jeg skulle møde Jesus. Jeg sad der bare, og så kom han gående forbi, og viste mig det, han havde at vise mig, siger han.

Hvad har oplevelsen betydet for dig?

- Der var en masse ting, der faldt på plads for mig både i mit private og professionelle liv. Det fjernede min tvivl om, hvad jeg skulle med mit liv, og hvilken vej, jeg skulle gå. Det fjernede min tvivl om min tro. Det var en momentan afklaring på nogle spørgsmål, som jeg havde gået og tumlet med, forklarer Jesper Borup.

Dele sin tro

Det sagde ”bang”, fortæller han, da han læste forfatteren Charlotte Rørths fortælling om sit møde med Jesus. I sin første bog brød hun et tabu og skrev om både sit eget og andres møder med Guds søn fra Bibelen. Fortællinger, der ofte havde meget tilfælles.

Og braget inden i Jesper Borup indvarslede, at tiden til at tale om det korte, betydningsfulde møde med Jesus, var kommet.

- Jeg har i mange år gået og været nervøs for, hvordan folk ville reagere, når jeg fortalte det. Men jeg blev kun mødt med forståelse, interesse og nysgerrighed. Folk har tit lidt mystiske historier fra deres eget liv. Noget som de selv retrospektivt rubricerer som religiøse erfaringer. Mange går også og tumler med et billede af Gud, som de ikke helt kan få på plads, og så vil de bare gerne snakke om det. En af grundene til, at jeg stod frem og fortalte min historie, var, at jeg ikke selv havde kunnet finde nogen samtidige fortællinger at spejle mig i. Jeg har nok altid tænkt, at det var sådan nogle historier, der hørte Biblen eller middelalderen til. Men der har været vidnesbyrd hele vejen op gennem historien og er det stadigvæk. Det, synes jeg, er interessant, siger han.

Hans åbenhed har givet meget respons. Meget mere, end han mærker i sit daglige arbejde som journalist på en landsdækkende radio. Det er tankevækkende, synes han, for indsatsen har ikke været stor. Han har bare fortalt om et 20 år gammelt øjeblik.

- Der er et stort behov for at tale om tro. I dag er der kun to måder at tale om tro: Enten taler man ikke om det, eller også taler man på et højt akademisk niveau som teolog. Men for mig og se mangler der et rum, hvor man kan tale om tro på en mere dagligdags måde. Hvis jeg har en mission, så er det at bidrage til det, siger han.

- Vores tro er jo en del af os. Ligesom vi er født med to arme og et hoved, er vi også født med troen. Den er en del af at være menneske. Så selvfølgelig har vi brug for at tale med hinanden om det. Men de seneste 50 år er udviklingen gået mod, at tro ikke er noget, vi vil være ved. Det er ikke en del af den offentlige samtale. Troen er nærmest eroderet fra vores daglige sprogbrug. Men det nytter ikke noget, at vi bilder os selv ind, at vi skal gå med vores tro selv. Den forsvinder ikke. Den skal ikke udslettes. Og selvfølgelig har vi brug for at tale med hinanden om den, siger han.

Selv taler han kun og missionerer ikke. Indimellem får han en ubændig lyst til at blive præst. Men indtil videre holder han foredrag, og stiller sin oplevelse og refleksioner til rådighed.

Ligesom han var overladt til selv at fortolke og forvalte sin oplevelse, da Jesus vendte sig og gik ud ad Vesterbrolejligheden igen, lader han sine tilhørere tage det, han tilbyder, som de vil. Som de kan bruge det.

Kunne du tænke dig at møde Jesus igen?

- Egentlig ikke. Jeg kunne bedre tænke mig, at han viste sig for nogle andre. Det tror jeg også, at han gør. Jeg tror ikke, jeg kan bede om mere. Jeg fik det øjeblik, siger Jesper Borup.

Jesper Borup blev bekræftet i sin vej i livet, da han som ung mødte Jesus. Hver dag siden har han tænkt på mødet, der gav ham en tro på sig selv og på at han var på rette vej. Foto: Klaus Knakkergaard
P1-radiovært Jesper Borup mødte Jesus som ung. Det gav ham en tro på sig selv og på Gud. Nu håber han, at vi danskere vil blive bedre til at stå ved og tale om vores tro. Foto: Nils Svalebøg
Der gik mange år, inden Jesper Borup offentligt fortalte om sin oplevelse med Jesus. Han var bange for, hvordan folk ville reagere på historien - men han har kun mødt forståelse og nysgerrighed. Foto: Nils Svalebøg
Radioværten Jesper Borup mener, at vi har glemt, hvordan vi taler om tro. Enten er det ikke noget vi snakker om, eller også er samtalen på et teologisk niveau. Han håber, at vi vil være bedre til at snakke om tro i dagligdagen og dele den med hinanden. Foto: Nils Svalebøg
Jesper Borup fortalte om sit møde med Jesus i Charlotte Rørths bog "Vi mødte Jesus - og hvad kommer det andre ved?" i 2017. Det var første gang han offentligt fortalte sin historie. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Beklageligt men vigtigt: Danmarks Naturfredningsforening demonstrerer ikke sin magt

Læserbrev: I Dagbladet lørdag den 22. februar bliver Danmarks Naturfredningsforening beskyldt for at demonstrere sin magt af en vred Leif K. Christensen. Til det er der kun at sige, at DN ikke har magt til bestemme noget som helst. Det har myndighederne, og sådan skal det være i en liberal demokratisk retsstat som den danske. DN har derimod som frivillig NGO ret til på lige fod med andre frivillige i civilsamfundet at bidrage til, at borgere og myndigheder sørger for at passe så godt som muligt på miljøet og den natur, som er vores fælles værdier. Men DN bestemmer ikke, om disse værdier bliver beskyttet eller ødelagt. Det er den enkelte borgers, grundejers og myndighedernes ansvar. Hvorfor rette sin vrede mod DN, når problemerne skyldes lovgivning, som Folketinget finder nødvendig, og myndighedernes administration af de givne lovbestemmelser? Hvorfor ikke sætte pris på, at der en frivillig organisation, som holder øje med kommunens administration af lovgivningen og støtter borgere, som med rette gør opmærksom på mulige ulovligheder? Årsagen til vreden er, at kommunens dispensationer til sommerhusbyggeri på nogle beskyttede heder på Holmsland Klit er blevet påklaget af DN til det statslige klagenævn. Det har DN gjort, fordi der er rejst tvivl, om kommunen har handlet korrekt i forhold til lovgivningen om beskyttelse af heder og andre naturarealer, og fordi det er vigtigt at få afklaret ved en statslig myndighed, om det er tilfældet. Om kommunen har handlet korrekt eller ej, det ikke er noget, DN skal bestemme. Det gør klagenævnet ud fra vurderinger af lovbestemmelserne og intentionerne bag disse. Det er ikke et spørgsmål om juristeri, men om, at vi bor i en retsstat, hvor også kommunen skal følge lovgivningen. Hvis DN havde undladt at påklage disse prøvesager, ville det have været DN, der bestemte, at kommunen havde handlet korrekt og kunne fortsætte med at give dispensationer til byggeri på beskyttede heder. Det er ikke op til interesseorganisationer at afgøre den slags, men en statslig opgave. Problemerne er opstået, fordi staten for cirka 50 år siden fastlagde, hvor der ikke kunne bygges sommerhuse på Holmsland Klit, og hvor der ville være mulighed for at udlægge sommerhusområder gennem vedtagelse af lokalplaner. Nogle år senere vedtog Folketinget imidlertid lovbestemmelser, som blandt andet beskytter klitheder og klitter mod f.eks. økonomisk udnyttelse til landbrug, byggeri og anlæg, bl.a. fordi Danmark på europæisk plan har et særligt ansvar overfor disse naturområder. Dog er der mulighed for myndighederne til ”i særlige tilfælde at gøre undtagelser fra bestemmelserne”, for eksempel ved at give dispensation til ændringer på vilkår om, at der tages særlige naturhensyn eller andet steds omlægges landbrugsjord til natur. Disse lovbestemmelser kom også til at gælde alle områder på Holmsland Klit, som ikke var udlagt til sommerhusområde i bygningsvedtægt eller med en lokalplan. Kommunen vedtager alligevel i de efterfølgende år en række lokalplaner, som udlægger beskyttede klitheder og klitter til sommerhusbebyggelse. Kommunen mener ikke, at der skal gives dispensation fra naturbeskyttelsen til byggeri og giver derfor i årene efter et stort antal almindelige byggetilladelser til nye sommerhuse, tilbygninger med videre - også selvom der i nogle af lokalplanerne står, at ansøgninger skal behandles i forhold til naturbeskyttelsen af heder og klitter. Hvis det statslige klagenævn afgør, at det er i overensstemmelse med lovgivningen at give tilladelse til byggeri på beskyttede heder og dispensationer fra beskyttelsen af klitheder, så tager DN det til efterretning. Kommunen kan så give byggetilladelser og eventuelt dispensationer på de arealer i lokalplanerne, som ikke er bebygget, og til tilbygninger, skure og lignende under hensyntagen til naturværdierne og på særlige vilkår. Hvis klagenævnet beslutter, at det er i strid med lovgivningen at give tilladelser til byggeri på beskyttede heder, så er det et problem for kommunen, som i så fald har givet mange ulovlige byggetilladelser og givet mange grundejere forventninger om at kunne bygge i henhold til de kommunale lokalplaner. Kommunen burde i så fald have undladt at vedtage lokalplaner, som omfatter byggeri på beskyttede heder, og staten burde have meddelt kommunen, at der i almindelighed ikke kan gives dispensation fra naturbeskyttelsen af klitheder og andre naturarealer. Under alle omstændigheder er det ikke DN, der er årsag til problemerne. DN er først i 2019 blevet bekendt med situationen, fordi kommunen i mange år ikke har dispenseret fra beskyttelsen af hederne til byggeri med videre, og først nu i år fremsender konkrete dispensationer på grund af den tvivl, der er rejst om kommunens administration. DN har derfor set sig nødsaget til at påklage nogle af kommunens afgørelser til klagenævnet for at få afgjort, hvad der er korrekt administration af lovgivningen – ikke for at demonstrere magt. DN påklager meget få kommunale afgørelser om året og får medhold i langt de fleste ved klagenævnet. Det er beklageligt, at nogle få bygherrer på Holmsland Klit må vente nogle måneder på klagenævnets afgørelse, men det er vigtigt at få afklaret de væsentlige problemer en gang for alle.

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Ørskov: Jeg ville gerne have vidst, at min mor havde fået tilbudt jobbet

Annonce