Debat

Jeg har sjældent set noget så hjerteskærende

Børnepasning: Som tidligere småbørnspædagog følger jeg så godt som muligt med i, hvad der sker i vore daginstitutioner stadigvæk.

Naturligvis så jeg også fjernsynsudsendelsen på DR2: "Hvem passer vore børn". Især gennem mit fagblad har jeg længe vidst, hvor hårdt de er trængt i institutionerne, og i samtaler med andre seniorer taler vi ofte om, vi er glade for, vi ikke er i arbejde mere under de vilkår.

Denne udsendelse viste, at det er endnu værre, end vi har kunnet forestillet os. Jeg har den allerstørste respekt for de pædagoger der arbejder på vore institutioner under de forhold, og især til dem, der var så modige at stå frem i fjernsynet for at vise det. Jeg har sjældent set noget så hjerteskærende.

Jeg er udmærket klar over, at situationen ikke er ens alle steder, men det var ikke et par særligt udvalgte institutioner, vi fik set. Der kan være stor forskel f. eks. fra kommune til kommune og til, hvor belastet et område, institutionen ligger i.

Er de politikere, der tildeler resurserne til småbørn virkelig ikke i stand til at se, hvor megen skade de gør? De allerførste år er de vigtigste i et menneskes liv. Her bliver ens personlighed skabt, som man skal leve med resten af sit liv. Politikerne er hurtige til at lave love, der kan straffe store børn og unge, når de ikke kan finde ud af at leve efter de skrevne og uskrevne regler.

Til gengæld svigter de de mindste børn med nedskæringer gang på gang, der giver overbelægning på institutionernes børnestuer, underbemanding af pædagoger og lignende, så det ikke er muligt at give børnene tilstrækkelig omsorg og kontakt. Det kan gå ud over børnenes personlige udvikling og resultere i uheldig opførsel om 10-15 år.

Men så kan politikerne jo bare udskrive nogle flere tidskrævende tests, pædagogerne skal bruge tid på. Det er de ret gode til.

0/0
Klumme

Ugens Prædiken: Påskemorgen er som en håbets hilsen fra Guds fremtid

Klumme

Martine om at blive gammel: Måske er det andet end medicin og ømme muskler?

Klumme

Ugens Prædiken: Mere kærlighed, end vi fatter og forstår

Klumme

Kommer du til årets grundlovsfest?

Leder For abonnenter

Bøhtosserne og de sande demokrater

Spalte op og spalte ned er der blevet skrevet om koranafbrændings-tossen. Du ved; ham der fuldt bevidst går efter at lave sine demonstrationer på måder og på steder, hvor hans iskolde og desværre alt for ofte ganske korrekte kalkule er, at bål-og-brand-tosser vil gribe den kærkomne anledning til at lade sig krænke så tilpas meget, at det efter deres indskrænkede verdensopfattelse berettiger til larm i gaden. Og dermed får bål-og-brand-tosserne på imponerende vis bekræftet koranafbrændings-tossens pointe - hvis ellers pointe ikke kan siges at være et alt for pænt ord for den verdensopfattelse, som hadprædikanter af alle farver abonnerer på. Faktisk er der både sagt og skrevet mere end rigeligt om Rasmus Paludan. Derfor er hovedpersonerne i disse linjer ikke hverken den ene eller den anden part i bøhtosse-krigen. Det handler tværtimod om demokratisk forståelse ført ud i en ualmindeligt fornem praksis - og om et par seje gutter fra Holstebro, Abbas Maanaki og Ergin Dogan. De to stod bag et vellykket arrangement i Trekanten i Holstebro, hvor de fik beboerne til at samles om pizza, fodbold og lørdagshygge i stedet for at stille op som medvirkende i provokatørens omrejsende cirkus, der var varslet til at ankomme til byen en lørdag i april. Dermed faldt det sture, sture provkationsnummer til jorden med et stille plask - ganske som den slags har fortjent. Maanaki og Dogan er begge som teenagere kommet i ungdomsklubben Jættehøj og forklarer, hvordan værdierne, de lærte der, var afsæt for deres fredelige moddemonstration: Rasmus Paludan skulle have lov at bruge sin ytringsfrihed til at sige, hvad han ville - men de to brugte deres ytringsfrihed til at argumentere for, at alle lod ham stå alene med sine provokationer og sin dyre politibeskyttelse. En beskyttelse, som der i Holstebro ikke blev den fjerneste brug for. Missionen lykkedes nemlig over al forventning, og der var efterfølgende stor ros fra politikommissær Lilian Jensen, som i Dagbladet Holstebro erklærede sig "pavestolt af den præventive indsats, vi så fra beboerne". Hvor ville det dog være fantastisk, hvis 'Holstebro-modellen' kunne brede sig til andre steder i landet. Københavnske Nørrebro kunne for eksempel lære en hel del. Som Ergin Dogan siger: "Det, Rasmus Paludan står for, er ikke de værdier, som vi har lært at kende i Jættehøj og på arbejdsmarkedet. Vi er bare med til at sprede hans retorik og had, når vi lader os provokere. Han ved udmærket, hvilke knapper han skal trykke på, så det eksploderer. Og jeg tror, det er hans formål." Jeg tror, Ergin Dogan har ret - og siger tak til ham, til Abbas Maanaki og til lærere og pædagoger som dem i ungdomsklubben Jættehøj, fordi de på forbilledlig vis formår at vise, hvad demokrati vil sige i virkelighedens verden.

Klumme

Amagerpigens tak til Bork Havn Efterskole: I var vinden under mine vinger