Annonce
Debat

Baadsgaard og tastaturkrigen: Jeg forstår godt, at folk bliver sære i hovedet

Nu slipper verden for at høre på Donald Trump, men tænk om folk bare havde sagt nå til hans dumheder på Twitter. Måske er tiden inde til, at vi overvejer kraftigt om nye opdateringer også skal stjæle vores temperament og tid, mener klummeskribent Christian Baadsgaard. Arkivfoto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Annonce

Mon der ikke i de danske hjemmeskoler er forældre, som sender deres elever ud i haven for at brænde noget krudt af, opgivende over det energioverskud, som corona-livet ophober? For helt ærligt: Det har aldrig været sundt for mennesker, hvis ikke de har noget at tage sig til. Så ender de med en masse indestængt vrede, og det bliver der kun bøvl af. Jeg kender efterhånden flere eksempler på folk, der ikke magtede et arbejde, men i deres lediggang fik de så lidt at gå op i, at arbejdsevnen absolut ingenting fejlede, når det kom til at lave intriger og ballader.

Netop det tænker jeg på i disse dage, hvor verden endnu en gang er af lave. Vi har set, hvordan konspirationsteorier kan smitte meget værre end coronavarianten fra Helvede, og hvad det kan medføre. Tastaturerne gløder og nettet syder. Hvis ikke det er det ene, så er der nok det andet, som galden kan hældes ud over. Så er det, jeg kigger væk fra skærmen og tænker, om der var nogle voksne, som kunne trænge til at komme ud og få forbrændt nogle kalorier i den vinterfriske luft. Måske også for at få lidt andet at gå op i, end lige det, der popper op på skærmen.


Det kan godt være, at vi skal til at spise mindre kød for at være klimavenlige, men blodtørsten i dette indelukkede debatklima kan få Grev Dracula til at ligne en veganer.


Vil man se, hvor skralt det står til, så skal man bare melde sig ind i nogle Facebook-grupper - eller, hvis man godt kan lide at få stryg, afgive en kommentar i en tråd. Der skal nok være nogle til at sætte uvorne folk på plads, og især coronaen har vist os, at Danmark sidder på en hidtil ukendt intelligtensreserve af folk, der ved, hvordan sådan en lille virus skal fikses. Men det er ikke det eneste, disse vise folk kan øse af.

Forleden fandt jeg eksempelvis ud af, at jeg i mit liv har spildt fire år på at få en uddannelse som journalist. Det skete, da jeg læste et af kommentarfelterne om Jes Dorph-interviewet i Aftenshowet. Debattørerne vidste simpelthen alt om interview-teknik og kunne oplyse om, hvordan værten skulle have gjort. Jeg vidste det ikke selv, men ifølge disse eksperter, så stiller man kun kritiske spørgsmål, hvis man personligt har noget imod den, man interviewer… Ser man det? Nå, men som fagmand har jeg dog lige en indskydelse: Det vil være ret befordrende for disse folks dybsindige analyser, om de kunne kende forskel på punktum og komma, og måske også, at navneord ikke skal skrives med stort. Lidt grundlæggende stavefærdigheder ville heller ikke være af vejen, men jeg kan ikke udelukke, at de ikke er i godt selvskab med det, eller bare siger hvor herre bevares. Man burde glæde sig over den demokratiske deltagelse i debatten, men Facebooks algoritmer gør, at de aldrig bliver udfordret på deres verdensopfattelse. Tværtimod vil de blive ved med at være i et hul med lidt for mange roser, engle og magi på profilbilleder, et sted hvor man skriver hej søde til folk, man aldeles ikke kender, alt for mange ja-tak-tilbud, og endnu flere del hvis du er enig.

Bedre er det ærlig talt ikke ovre på Twitter, der indtil for nylig var Donald Trumps hovedkanal – og faktisk passede Twitter yderst godt til ham, for det er stedet for folk, der mener, at de selv har ret og alle andre tager helt fejl. Meterlange tråde med folk, der hugger på hinanden – og jeg ved godt, at det er mange journalisters favoritbeskæftigelse at sidde der og pladre om stort og småt, og nu lægger jeg mig ud med min egen faggruppe - men hvis jeg var chef, så ville jeg spørge, om ikke de kunne tænke sig at begynde at lave noget? Eventuelt at arbejde med det, de får løn for!

Når jeg ser, hvor meget tid, der bliver brugt inde i de cirkler både det ene og det andet sted, så forstår jeg godt, at folk efterhånden er ved at blive sære i hovedet, nedlukning eller ej. For det kan ikke være sundt at sidde og kigge efter, hvad man nu skal være knotten over, hvem man nu skal skælde ud på, eller hvem der nu skal irettesættes. Før eller siden tager folk også skade af at ryge i kødhakkeren i tide og utide, eller at sidde for at holde øje med, hvilket bytte rovdyrene nu kaster sig over. For det kan godt være, at vi skal til at spise mindre kød for at være klimavenlige, men blodtørsten i dette indelukkede debatklima kan få Grev Dracula til at ligne en veganer. Her mistes proportionerne, og måske er her svaret på, hvorfor folk efterhånden er blevet så nærtagende, at de bliver sure og forurettede over de mindste bagateller. Nogle taler om generationsforskelle. Så kan man spørge, hvilken generation, der har tilbragt mest tid bag en skærm?

Formentlig bliver det bare endnu værre i fremtiden. Men der er også folk, der bare ryster på hovedet og i det stille siger, at de ikke orker alt det ævl, så de holder sig langt væk, hvilket man efterhånden får forståelse og sympati for. Men det er faktisk synd for alle. Især for den fælles samtale, for verden er ikke sort-hvid, og livet er ikke enten kun mildt harpespil eller tunge tordenskyer. Der kunne besindige sjæle være med til at udfylde spændet, men tiden er tilsyneladende ikke til besindighed. Det kommer vi til at bøde for senere.

Facebook og Twitter er blevet verdens puls. Men den, der sidder med stetoskopet, må spørge, om blodtrykket er ved at springe op og ud af måleren. Måske er den seneste tids tåbeligheder en påmindelse om, at vi skal være bedre til at sige nå, hver gang en ny opdatering vil stjæle temperament og tid. Bare ignorere det. For hvis vores eneste indtryk og livsindhold kommer fra en lille skærm, så kan verden måles i tommer, og i så lille en verden kommer mennesker til at gå op i småting. Hvem kan være tjent med det?

Og tænk lige, hvor gode de seneste fire år kunne have været, hvis vi havde været bedre til at sige nå og lade det fare, hver eneste gang Donald Trump fyrede endnu en dumhed af?

Journalist Christian Baadsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce