Annonce
Danmark

Jasmin: Jeg skulle have haft en plejefamilie allerede som baby

Det bedste for mig ville have været, hvis jeg var kommet til en fast plejefamilie, allerede da jeg var fem måneder gammel, siger Jasmin Heilmann, der nu er 18 og læser HF i Thisted. Foto: Lea Milakovic Hansen
Jasmin skulle ikke være vokset op hjemme hos sin mor i Thisted. Allerede da hun var baby, stod det nemlig klart, at det ikke var et hjem for et barn, mener hun

Jasmin Heilmann elsker sin mor, fordi hun er kærlig og vil hende det bedste. Men moren er også alkoholiker, har svigtet igen og igen og har givet Jasmin en svær start på livet.

Jasmin elsker sin far, for han kaldte hende sin lille prinsesse, og han mente det. Men hun har ingen erindring om, at faren nogensinde boede sammen med hende og moren. Husker ham som en hyggelig mand, der sad og drak på pubben med de andre fiskere. Han var der ikke.

Det er sådan, det er: Børn elsker deres forældre, og forældre elsker deres børn. Selv i de mest udfordrede familier. Og sådan er det også for Jasmin.

Alligevel mener hun ikke, at hun skulle være vokset op hjemme hos sin mor i Thisted. Allerede da hun var baby, stod det nemlig klart, at det ikke var et hjem for et barn, mener hun

- Jeg er sikker på, det ville have været bedst for mig, hvis jeg var kommet til en fast plejefamilie, allerede da jeg var fem måneder. Det ville have givet mig de faste rammer og den tryghed og sikkerhed, jeg havde brug for siger Jasmin Heilmann.

Annonce

Alkohol

60.000 har en far eller mor, der har været indlagt med en alkoholrelateret lidelse.

Børn af forældre med alkoholmisbrug bliver fjernet fra forældrene fem gange hyppigere end børn fra familier uden alkoholmisbrug.

Kilde: Blå Kors

Var en lille voksen

Hun er 18 år i dag, og hun har haft sit at bøvle med. Men hun er alligevel nået til et sted i livet, hvor mange ting fungerer. Hun deler en lejlighed med sin bedste veninde, Freya, og de går i samme klasse på HF i Thisted. De to har kendt hinanden lige siden de var helt små. Siden dengang, Jasmin tit kom over til hende og fik den tryghed hos Freyas familie, som hun ikke fik, når det var for kaotisk derhjemme. Det var dengang, Jasmin var en lille voksen, fordi hendes mor ikke rigtigt var den voksne.

- Min mor var kærlig, og hun puttede mig og krammede mig. Hun fik også smurt madpakke og sendt mig afsted. Men så kom vennerne, og så var de tit fulde, når jeg kom hjem fra skole. Jeg havde mange bekymringer, man ikke skal have, når man er et barn, siger Jasmin Heilmann.

Det var heller ikke grøntsager og bøf, der prægede menuen hjemme. Tit hentede Jasmin mad på grillen. Der var meget Jasmin forsøgte at holde styr på.

- Hvis vi skulle nogen steder med toget, og hun røg og drak, selvom man ikke måtte, var jeg bekymret. Og når hun faldt i søvn, skulle jeg jo sørge for at vække hende, så vi kom af ved den rigtige station, siger hun.

Kunne ikke komme i pleje

Hendes daværende kommune, Hanstholm, som nu er en del af Thisted Kommune, vidste godt, at den var gal hjemme hos Jasmin. Hun kom i såkaldt aflastning allerede fra hun var fem måneder. Det vil sige, at hun et par weekender om måneden boede hos en stabil og normal familie. Men det var ikke helt nok.

- Min mor ville faktisk gerne have, at jeg kom i permanent familiepleje, men det ville kommunen ikke, siger Jasmin Heilmann.

Hun husker, hvordan sagbehandleren var hjemme hos dem, hvor problemerne og morens fuldskab ikke var til at overse. Men der skete ikke noget fra kommunens side.

Først da Jasmin var ni år, kom hun til at bo hos plejefamilien på fuld tid, og det var den samme familie, som hun var i aflastning hos. En familie med et stort hjerte, som har gjort en stor forskel for hende, siger Jasmin i dag.

- Jeg har haft en god barndom der. Det blev lidt sværere som teenager, men det er vidst meget almindeligt, siger hun.

Det bedste for mig ville have været, hvis jeg var kommet til en fast plejefamilie, allerede da jeg var fem måneder gammel, siger Jasmin Heilmann, der nu er 18 og læser HF i Thisted. Foto: Lea Milakovic Hansen

En mors kærlighed

Der er også andre årsager til, at Jasmin kan se fremad og tør drømme om at flytte til Aalborg og blive klar til at gå på universitetet. Måske blive noget inden for kommunikation. En af dem hedder Freya og veninden, bofællen og klassekammeraten, som har været der lige siden, de var små.

Jasmin har også været en del af Lær for Livet arbejder for at styrke anbragte børns læring og livsduelighed. Et fast mentor fra programmet er også blevet en nøgleperson i hendes liv.

Men først og sidst er der også en mor og en far, som har elsket hende, selv om de var ret dårlige til at være forældre.

Faren døde for nogle år siden, og ud over Jasmin efterlod han sig 13 andre søskende og en stribe ekskoner og -kærester.

Og så er der moren.

- Jeg måtte skære forbindelsen til min mor i et års tid, fordi jeg ikke kunne klare at blive skuffet, hver gang hun igen ikke kunne være sammen, som de havde aftalt. Vi fik heldigvis kontakt igen, og hun betyder meget for mig. Jeg snakker i telefon med min mor hver dag.

Det bedste for mig ville have været, hvis jeg var kommet til en fast plejefamilie, allerede da jeg var fem måneder gammel, siger Jasmin Heilmann, der nu er 18 og læser HF i Thisted. Foto: Lea Milakovic Hansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Jorden kalder: Det er nu, vi har pligt til at tænke nyt

Debat: Hvis vi vælger at se coronakrisen som et wakeupcall, hvad er det så for et budskab, planeten sender os? Og måske nok så interessant: Hvordan kan vi mennesker bedst lytte og tage ved lære? Alvoren gik for alvor op for de fleste af os anden uge i marts, og siden da har vi måttet vænne os til en ny virkelighed med skræmmende hast. Coronaen har ramt de moderne samfund og økonomier, hvor vi er allermest sårbare: Accelererende smittetal, dødstal - og ikke mindst arbejdsløshedstal, taler deres alt for tydelige sprog Jorden rundt. Vi vestjyder kan vælge at trøste os med, at vi bestemt ikke lever i den mest udsatte del af verden: Vores grundlæggende samfundsorden er uhyre stærk, vi er disciplinerede, og vi har i fællesskab bevist vores evne til at handle samlet og resolut. Uanset, at krisen uden tvivl bliver hård og omsiggribende, vender hverdagen i Danmark på et snarligt tidspunkt tilbage til noget, der ligner en normaltilstand. Samtidig bør vi dog også se coronakrisen som et wakeupcall, og gribe påskedagenes nedetid som en kærkommen anledning til at genoverveje, hvorfor vi i grunden lever og disponerer vores tid, som vi normalvis gør. Coronakrisen har ikke gjort hverken problemet med global opvarmning eller behovet for en gennemgribende, grøn omstilling mindre aktuelt. Til gengæld udstiller nedsmeltningen af arbejdsmarkedet på tydelig vis, hvor direkte vores moderne markedsøkonomi påvirker naturen omkring os: Allerede få dage efter nedlukningen af Danmark kunne man måle, hvordan luftkvaliteten i de større byer var blevet markant forbedret. Vi lever i et rigt og privilligeret samfund, hvor vi har alle muligheder for igen at få økonomien i gear og komme tilbage på fode. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er nu, i takt med at staten pumper uhørt massive investeringer ud i samfundet, vi også har en forbandet pligt til at tænke nyt? Spørgsmålet er, om det ikke er nu, mens krisen kradser, vi skal lægge fundamentet til en anderledes grøn, og bæredygtig økonomi? Det er oplagt at initiere de nødvendige hjælpepakker, så de virker som en gigantisk gulerod til fremme af bæredygtig business. Samtidig må vi udvise det nødvendige mod til at svinge stokken, og afgiftpålægge fossil energi, i en grad hvor det virkelig nytter (og flytter) noget. Som Klimarådet har vist, er der ingen vej udenom ubehagelighederne, hvis vi for alvor ønsker at leve op til vores egne ambitiøse 70 procents-reduktionsmål. Lad os derfor i slipstrømmen på coronakrisen stå sammen og tegne konturerne af en grøn økonomi, hvor lokale fødevarer og serviceydelser - og i det hele taget ting, der bliver skabt lokalt - er relativt billigere, og dermed konkurrencedygtige. Selv om vi så hver især måtte få færre penge mellem hænderne, vil den reelle, oplevede købekraft stadig være formidabel. Personligt drømmer jeg om små velorganiserede lokalsamfund i landsbystørrelse, med alt fra smede og slagtere, til sygeplejersker og sjælesørgere -og ikke mindst den uundværlige drømmer og tosse; en hverdag, og en verden, hvor vi ikke behøver at flytte hverken os selv eller vores varer over vanvittige afstande, og fint har tid til at dyrke vores grøntsager, passe vores husdyr, og lære vores børn at lære verden at kende; måske gå på jagt, eller fiske lidt på fjorden. Tænk Dunbars antal, og overvej et øjeblik hvordan det kan gøres: Tænk dig et byrum, indrettet på vores børns, og ikke hverken bilernes, eller ejendomsudviklernes og realkredittens præmisser: Grønne rekreative arealer, med planter, insekter og liv, hvor der ellers bare er veje, asfalt og beton; snoede vandveje, og cykelstier og trailspor. Eltogene og de tilbageværende autostradaer så langt ude af byerne som muligt. Tænk dig tilsvarende samfundet indrettet til mennesker - ikke arbejdskraft og forbrugere - og hvordan det kan blive, den dag vi faktisk på alle niveauer bliver ansporet til at drømme og lege og finde på; hvor incitamentstrukturen tilgodeser selv de mindste små udbrud af virketrang og skaberlyst, og der er forretning i at konstruere tingene så gedigent og gennemtænkt, at de også holder og står om hundrede år. Tænk dig, at det er muligt at skabe en anstændig levevej som lokal skrædder, fordi systemet bonner de reelle omkostninger ved det stangtøj, vi ellers frejdigt har hentet hjem fra den anden side af kloden, og som nu med ét slag er ubetaleligt dyrt. Tænk dig, at det rent faktisk er muligt at leve af at reparere cykler i et lille hyggeligt værksted på havnen. Tænk dig, at dit eget surdejsbrød, bagt på mærkelige, lokale kornsorter, ikke bare er bedre, men også billigere end fabriksfremstillet bakeoff, hvor alle ingredienser skal trilles frem og tilbage over kontinentet i lastbil. Tænk dig, at det vrimler med små køkkener, hvor passionerede mennesker laver takeaway fra bunden, eller du bare kan slå dig ned ved et langbord - og hvor de folk, der sidder der i forvejen, gerne rykker sammen og kommer hinanden ved. Tænk dig, at det at pille Nordsø-rejerne i Marokko for at køre dem tilbage til Nordeuropa er lige så dyrt og besværligt, som det lyder absurd, og at vores husdyr må leve af lokale afgrøder, fordi idéen om at rydde regnskov i Sydamerika og sejle sojaen halvvejs rundt om Jorden er lige så omkostningstung, som den strider mod ethvert bæredygtighedsprincip. Tænk dig i det hele taget, at prisen for moderne, industrielt landbrug, og den ledsagende, og endnu mere sindssyge plantebeskyttelse, afspejler de miljømæssige konsekvenser én til én. Tænk dig, at genetisk modifikation er strafbart i samme grad som overtrædelser af patentlovgivningen, og krænkelser af kommercielle producenters ophavsret i øvrigt er det i dag. Tænk dig, at prisen på elektronik og plastic står i forhold til de blivende ar, minedriften og olieudvindingen efterlader på planeten; at olieselskaberne skal plante en hektar skov for hver tønde olie, de pumper op af undergrunden, og at mineselskaberne skal investere halvdelen af deres overskud i sociale projekter, der hvor de rekrutterer deres arbejdskraft. Tænk dig, at konkurrenceparameteret per excellence er at bruge mindst mulig energi og efterlade det mindst mulige impact på planeten - og nej - ikke bare baseret på noget så excentrisk gammeldags som etik og moral, men simpelhen fordi det er sådan, vi har valgt at konfigurere økonomien, og det er dét, der bedst betaler sig på både kort og længere sigt. Og mens du alligevel lader fantasien få frit slag, så tænk dig engang, hvor dejligt det ville være, at du ikke altid havde så f∙cking travlt, og evig og altid skulle tjekke din f∙cking telefon; at du var i stand til at unde dig selv lidt kreativ nedetid, kunne sove som et barn om natten, og vågne både veludhvilet og klar på en skøn, ny dag, med masser af heureka-øjeblikke og åbne muligheder. ... I virkeligheden alt det, der er indbefattet, når du forestiller dig paradislivet på en afsondret, tropisk ø - bare hér, hjemme i Naturens Rige, hvor årstiderne skifter, og vi kender og elsker hinanden, og hinandens mere eller mindre udtalte særheder. Jeg ville elske den hverdag - hands-on - ikke mindst fordi det, der trænger til forandring i vores moderne, naturfjerne hverdagsliv, er alt andet end vores dejlige naboer, horisonten og havet.

Danmark

Lis’ mand blev formentlig smittet på sygehuset: - Jeg ville gerne have haft en anden afsked

Annonce