Annonce
Danmark

Italienske traumer tårner sig op: I Nembro behandles corona-overlevere for PTSD

De bærer usynlige sår. I Nembro - det sted i Bergamo, pandemien ramte hårdest - er der brug for krigspsykolog. En af de mentalt arrede er 47-årige Monica, som mistede både far og bedstemor: - Lyden af en ambulance gør mig stadig angst. Vi møder hende, gransker Italiens corona-traumer, og finder en solstråle af ungdommeligt håb.

Italien: Tag et stykke papir og tegn dit værste traume. Placer armene over kors på din brystkasse, og klap med fingrene skiftevis på højre og venstre side af skulderen. Den kropslige stimulering af hjernen bruges til at ændre dine værste minder fra at være så at sige “fastfrosne” til at blive funktionelle igen.

Psykoterapien kaldes EMDR, Eye Movement Desensitization and Reprocessing, og er et værktøj til at arbejde med forskellige former for posttraumatiske symptomer. Angst, panikfølelse, sorg. Krigsflygtninge og voldtægtsofre behandles med EMDR. Og i Nembro i Norditalien også corona-overlevere.

Til gruppesessioner i den lokale kirke tegner mænd og kvinder ambulancer, hospitaler og ligposer. De tegner deres ægtefællers, forældres eller bedsteforældres sidste krampagtige vejrtrækning; øjeblikket hvor deres kære føres ind på skadestuen; identificeringen af kolde kroppe i lighuset.

- Jeg brugte samme teknik, da jeg behandlede syriske børn, som var alene på flugt fra krig, forklarer Stefania Bonomi, som er psykoterapeuten, der leder traumemøderne i Nembro.

I den lille landsby, som er en provins til Bergamo, bor cirka 11.000 mennesker. Under den første coronabølge i foråret døde 185. Det er 18 gange flere, end hvad der plejer at dø i byen på en gennemsnitsmåned. Nembro blev den værstramte by i den værstramte region i det værstramte land.

Mange på Stefania Bonomis hold har ikke mistet én, som står dem nært. De har mistet flere. Og nogle af dem er så meget i chok og fornægtelse, at de endnu ikke har været på kirkegården, hvor deres kære ligger begravede.

- De er ulykkelige, bange og vrede. Og der er stadig meget i Nembro, som minder dem om traumerne, siger psykoterapeuten.

Det italienske skrækscenarie set indefra

I andre lande, der ser vi nu, hvordan militæret henter ligposer i lastbiler. Alt det her, det sker i Europa, men der skal Danmark ikke hen,” sagde statsminister Mette Frederiksen den 30. marts. Hun talte om Bergamo, og siden har det italienske skrækeksempel været et tilbagevendende argument for nedlukninger og forsigtighedsprincip.

Men hvad var det helt præcist, der udspillede sig i Bergamo for knap et år siden? Hvorfor gik det så galt? Og hvordan står italianerne tilbage i dag?

Avisen Danmarks Emil Jørgensen er i Italien for at finde svar.

Annonce

Toppen af isbjerget

Nembro er et mikrokosmos på de mentale senfølger, som pandemien kommer til at have for hele Italien. Og det er ikke dem, der bliver talt mest om.

I løbet af de kommende uger runder det sydeuropæiske land 100.000 COVID-19-dødsfald. Anført af den britiske mutation hærger den tredje bølge, og smittetalene stiger. For tredje gang på mindre end et år lukker Italien delvist samfundet ned igen i dag, mandag den 1. marts: 28 dage efter at restauranter og caféer åbnede, skal italianerne nu igen bruge en tilladelse fra myndighederne for at forlade deres byzoner.

Små erhvervsdrivende er ved at gå nedenom og hjem, og statsgælden galoperer afsted. I 2021 regner Italien med at registrere den største gæld siden anden verdenkrig - 158,5 procent af bruttonationalproduktet.

Den økonomiske desperation, presset på sundhedsvæsenet og udrulningen af vaccinerne stjæler politikernes og mediernes opmærksomhed. Men den psykiske regning kan ende med at blive uoverskuelig - både for alle de efterladte og de næsten tre millioner italienere, som har haft virussen og overlevet den.

En stor undersøgelse lavet af Italian Society of Neuropsicopharmacology i slutningen af januar konkluderede, at 42 procent af de overlevende lider af angst og søvnløshed. 28 procent har posttraumatiske stresssymptomer, og de forventer 800.000 nye depressioner. Præsidenten for den neuropsykologiske forening kalder det for "toppen af isbjerget".

Annonce

Den manglende afsked

Monica Smeieri er en af dem med psykiske problemer. Hun er 47 år, engelsklærer i Nembro og går til Stefanias gruppesessioner i kirken. I marts mistede hun både sin far og sin bedstemor, og siden da har tilværelsen været låst fast i angst og smerte.

I vores første telefonsamtale, før snakken overhovedet er kommet i gang, undskylder hun.

- Jeg er lidt ustabil, for ambulancerne er begyndt at køre igen, og der er et mindre smitteudbrud på min skole. Det gør mig meget urolig.

Når Monica skal tegne sit største traume, har hun to ligeværdige kandidater at vælge imellem.

Det første er fra den 7. marts, 2020. Klokken var 19.30 og hun sad og spiste aftensmad med sine tre børn på 14, 15 og 18, da fastnet-telefonen ringede: Hendes far var død, dagen efter han var blevet indlagt på et plejecenter.

Det andet brændmærkede minde er fra 10 dage senere.

- Den 17. marts vækkede telefonen mig om natten, siger Monica, før stemmen knækker, og lyden af gråd tager over i nogle få sekunder.

Så genfinder hun ordene.

- Og så fik jeg besked om, at min bedstemor var død.

I konfrontationen med traumerne strammer spørgsmålene og skyldfølelsen som en hjelm om hovedet på hende. Hun tænker på, at hun aldrig fik sagt farvel, og hun grubler over, hvor paniske faren og bedstemorens sidste tanker må have været.

- De må have følt sig så ensomme. De må have undret sig over, hvorfor jeg ikke var der.

Stemmen knækker igen.

Annonce

Færdig med at rejse

Dagen efter besøger jeg Monica Smeieri i Nembro. Iført hvide jeans, en lyseblå bluse og en rank holdning byder hun på espresso i sin lejlighed, hvor bøger står stablet fra gulv til luft og kunst pryder væggene. Hun smiler høfligt. Men bag hendes blå øjenskygge, er sorgen svær at skjule.

- Jeg bryder mig ikke om at fortælle offentligt om det her. Men jeg synes, det er vigtigt, at omverdenen forstår, hvad vi har gennemlevet, og hvilken angst vi oplever nu, siger hun.

- Jeg føler, at det er min pligt.

For halvanden måned siden, før hun startede i terapi, kunne Monica slet ikke tale med nogen om de her ting. Det meste af 2020 handlede slet og ret om overlevelse.

Og hun er ikke alene. Historierne er forskellige, men traumet er det samme for rigtig mange i Nembro.

- Når jeg går på gaden med venner og en ambulance i udrykning kører forbi, ser jeg det samme i deres øjne, som jeg selv føler: absolut rædsel.

Vi sidder i køkkenet. Over bordet hænger en kæmpe opslagstavle med farverige og lykkelige familiebilleder og ferieminder. Der er et af hendes far og hende, da hun var en lille pige. Og der er fotos fra de mange rejser i verden, som Monica har været på: Fra Fez i Marokko til København i Danmark.

- At rejse er det bedste jeg ved. Det eneste der giver mig ro. Men jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde finder modet til at gøre det igen, siger hun, mens vi betragter opslagstavlen sammen.

Den rummer også Monicas livsline: Hendes tre børn.

- De giver mig håb, siger hun.

Annonce

Se hvem der taler

Og det er ikke kun Monica Smeieris børn, der er repræsenterer faklen af håb i Nembro. Det gør alle landsbyens unge mennesker.

Nogle hundrede meter fra engelsklærens hjem - gennem charmerende stræder med skæve, sandfarvede og hvidkalkede bygninger, op ad skrånende veje, hvor italienske pensionister går ture med hænderne foldede på ryggen - ligger ungdomsskolen. Her har italianere i den sidste fase af teenageårene og starten af 20’erne transformeret tragedien til vild intiativrigdom. I sommer lavede de en festival under overskriften, "Post-corona - hvordan kan vi blive bedre?”. Og i løbet af efteråret og vinteren har de lavet et væld af forskellige samtalepodcasts om stort og småt i lokalsamfundet.

- Podcastene ender altid med at handle om covid-19, selvom det ikke er meningen. Men det fylder bare så meget, fortæller Valentina Savoldelli, en ung kvinde i gruppen.

Podcastholdet, som hedder Senti Chi Parla (Se hvem der taler), har inviteret den danske journalist på pizza og risotto i ungdomsklubben. 15-20 unge mennesker sidder rundt om et stort bord. Den 40-årige krølhårede præst Don Matteo Cella er her også. Han er limen, der får det hele til at hænge sammen, forklarer de. Og han er også den eneste af Nembros fem præster, der ikke blev ramt af corona i foråret.

Flere griner, da jeg beder dem om at beskrive Nembro.

- Det er ingenting, siger en.

- En helt almindelig lille italiensk by som tusinde andre, siger en anden.

Af tragiske corona-omstændigheder blev det lille landsbysamfund genstand for global opmærksomhed. Verdens største avis, New York Times, skrev om stedet i foråret. Nu er Avisen Danmark her. Og udfritter de unge mennesker for svar på store spørgsmål om livet.

- 2020 tvang os alle sammen til at tilbringe meget tid med os selv. Og pandemien har også vist, at måden vi agerer på individuelt gør en forskel. Så vi vil gerne gøre en forskel, siger Letizia Bonetti på 22 år.

Annonce

Lettelsens latter

Men Letizia har også sine egne monstre at slås med. I tre måneder i foråret var hendes far indlagt på intensivafdeling med corona. Tre måneder, hvor hun husker alt, hvad hun lavede.

Faren kom hjem. Men forskrækkelsen har ikke foretaget sig. Og det har ej heller alle hendes venners traumer. Alene med de fire fra Senti Chi Parla der taler bedst engelsk, bliver stemningen for tung. En pige på 21 bryder sammen i gråd, da hun fortæller sin historie: Hun mistede begge sine bedsteforældre og fik aldrig sagt farvel.


Vi er kede af det. Men vi er ikke kede af det hele tiden. Den her oplevelse har gjort os alle sammen stærkere.

Letizia Bonetti


De andre i gruppen trøster hende med ord, men ingen kram. De har vænnet sig til, at de ikke må røre ved hinanden. Snøft og latter af lettelse blander sig sammen. Den slags grin der erstatter gråd, når man først er kommet af med alt det salte.

Mattia, Letizia, Alice og Valentina deler et kollektivt traume. Men de har besluttet sig for at være stærke. For sig selv, for Nembro og for Italien.

- Vi er kede af det. Men vi er ikke kede af det hele tiden. Den her oplevelse har gjort os alle sammen stærkere. Det har fået os alle sammen til at rykke tættere sammen, siger Letizia Bonetti, mens de tre andre nikker.

- Vores liv er ikke forbi. Vi har håb. Og vi har fået en anden forståelse for, at vi skal sætte pris på livet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce