Annonce
Debat

Inspiration af Peter Plys: Sæt honningkrukker ud til lykkestunder der forsøder din tilværelse

"Det var en kølig solskinsdag, fjorden lå forude, og netop da vi kom, skulle landmanden og hans svoger til at hente kreaturerne hjem fra sommergræs; et smukt øjebliksbillede, som vi stadig snakker om. Min ven er heldigvis helt med på tanken om honningkrukker - og nu skiftes vi til at invitere den anden med til prøvesmagning. Næste gang skal vi besøge Vedersø Præstegård", skriver Birgitte Vinding i denne lørdagsklumme. Arkivfoto: Søren Steffen/Scanpix
Annonce

Da min ven fik at vide, at han kun havde kort tid tilbage at leve i, satte han sammen med sin familie honningkrukker ud over hele landet.

Honningkrukkerne udgjorde små lykkestunder midt i sygdommen. De var noget, familien kunne se frem til midt i kræftbehandlingen. Og de gav pauser fra den viden, de havde: At Henrik snart skulle dø.

En honningkrukke kunne være både helt lille og lidt større. Definitionen var, at det var noget, man kunne glæde sig til og et fristed fra sygdommen.

I begyndelsen var det korte rejser. Senere blev det en frokost på en rar cafe. Eller en tur i den lokale biograf. Det kunne være en køretur i godt vejr, en stille gåtur på en strand, et sidste besøg på et elsket sted.

Henriks søn tog blandt andet sin syge far med på en gocartbane. Her glemte de for en stund, hvor grum virkeligheden var, de vandt over et yngre par - og vendte hjem, mætte af den lækreste honning og glade i øjeblikket.

Henrik havde hentet inspiration fra Politikens tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden, der flere gange fortalte om sine honningdepoter. Var han dog bare blevet ved dét i stedet for at blande sig i den offentlige debat. Og mon ikke, at Tøger Seidenfaden var inspireret af verdens klogeste lille bamse, Peter Plys?

Da jeg havde besluttet mig for, at min klumme skulle handle om Henriks honningkrukker, begyndte jeg for at fundere over, hvilke jeg selv har sat ud.


Mit indtryk var, at jeg alt for sjældent gør en indsats for at liste låget af og smage livets honning. Men i virkeligheden forholder det sig ikke sådan.


Mit indtryk var - altså i begyndelsen af klummetankerne - at jeg alt for sjældent gør en indsats for at liste låget af og smage livets honning. Der er jo alle rejserne, der aldrig er blevet til noget. De mange steder, jeg ikke har været. Oplevelser, der bliver ved drømmen. Jeg bildte mig selv ind, at det var alt for mange timers arbejde, der stod i vejen. Livets vilkår i det hele taget.

Men i virkeligheden forholder det sig ikke sådan. Mit liv er fuld af honningkrukker, der hver især forsøder min hverdag: Tætte stunder med mine børn, de mange spontane gåture og samtaler med min søster, min far der kommer forbi til kaffe, nabobørnene der ofte lige kigger over, et glas vin med gode venner, at sætte mig i sofaen med min digitale avis.

Birgitte Vinding. Foto: Johan Gadegaard

Ikke desto mindre er jeg begyndt at sætte navn på nye honningkrukker. Det er rart at have noget at glæde sig til. Mens coronaen raser, og det ikke er muligt hverken at rejse til græske strande eller europæiske storbyer (jeg skulle selv have været begge dele), glæder jeg mig over at bo i en gudesmuk landsdel, hvor der er rig mulighed for at sætte honningkrukker ud.

For nylig opdagede jeg en vej i Stauning, hvor jeg bor, og som jeg ikke kan huske, at jeg nogensinde har kørt helt ned for enden af. Det gjorde en god ven og jeg derfor den følgende søndag. Det var en kølig solskinsdag, fjorden lå forude, og netop da vi kom, skulle landmanden og hans svoger til at hente kreaturerne hjem fra sommergræs; et smukt øjebliksbillede, som vi stadig snakker om. Min ven er heldigvis helt med på tanken om honningkrukker - og nu skiftes vi til at invitere den anden med til prøvesmagning. Næste gang skal vi besøge Vedersø Præstegård.

Henriks sidste honningkrukke havde hans søn arrangeret. Familien så FCK spille i fjernsynet på værelset på det hospice, Henrik var de sidste dage. Familien var samlet, og der var øl og popcorn. Henrik sov det meste af tiden, men han fik honningkrukken med.

Da Henrik fik at vide, at lægerne ikke kunne stille mere op mod hans sygdom, nåede han at berige denne jord i endnu halvandet år. Men ingen af os ved, hvornår vi skal herfra, måske får vi ikke engang et varsel. Lad os derfor nyde honningen i rigt mål, mens vi kan - der er rigelig af den.

Hvor har du sat dine krukker?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Gør dig klar til store test-weekend: Regionen reserverer tusindvis af testtider til Ringkøbing-Skjern

Annonce