Annonce
Ringkøbing

Inden ny serie: Anders Aggers interview med 12-årig går viralt i Mellemøsten

Et klip på Anders Aggers facebookside er blevet set over 300.000 gange. Det er også blevet spillet på radiostationer i Oman. Foto: Mingo Nørager / lykkemusic.dk.
Sammen med Anne Hjernøe begiver Anders Agger sig endnu en gang ud i verden. Denne gang går turen til Mellemøsten. Og et klip på Aggers facebookside er gået viralt i et af landene på grund af en ung mand.

Ringkøbing-Skjern/Oman: Det var et helt tilfældigt møde. Anders Agger og Anne Hjernøe var i den lille by Qantab ved kysten i det nordøstlige Oman.

- Vi går sammen med en dansk kvinde, der hedder Rachael McIver, i hendes lille by. Så hører jeg, at der bliver kaldt til fredagsbøn, og vi står lige foran moskéen. Rachael fortæller, at de fleste hverken er sunni- eller shia-muslimer, men en fredeligere udgave, der hedder ibadi. Foran moskéen sidder en ældre mand, der sælger dadler. Og jeg vil gerne spørge ham, om han ikke skal med til fredagsbønnen, så jeg spørger Rachael, om hun vil spørge, siger Anders Agger og fortsætter:

- Men hun kan ikke arabisk, så hun spørger nogle drenge, der står i nærheden, om de måske vil oversætte. En af drengene er Ali, der snakker perfekt engelsk. Han står i shorts og T-shirt på det her tidspunkt, og så spørger jeg, om han ikke skal hjem og skifte. I alt var jeg sammen med ham i fem-otte minutter, siger han.

Annonce

"Vi er alle mennesker"

Videoen, der er gået viralt, er knap et minut langt, som Anders Agger har delt både på sin facebook- og instagramside. Her snakker han med 12-årige Ali Salim al Maskiry.

Drengen fortæller, at han beder fem gange om dagen, men at han også har svært ved at stå op om morgenen. De snakker om, at kristne og muslimer nogle gange ikke forstår hinanden. Anders Agger spørger Ali, hvordan han ser ham som kristen.

- Jeg føler, at alle er ens. Jeg er ligeglad. Vi er alle mennesker, og vi lever på samme måde. Der er ingen forskel på os, svarer Ali Salim al Maskiry.

Videoen er i skrivende stund blevet set flere end 325.000 gange og er blevet delt af 900 personer.

En omvendt Muhammed-tegning

Anders Agger fortæller, at klippet næsten har fået sit eget liv i det mellemøstlige land.

- I morges fik jeg sendt en artikel fra The Oman Observer, der har lavet et protræt af Ali. Via Rachael har vi fået at vide, at radiostationer har spillet klippet, og folk har spurgt, om programmet kan blive vist på omansk stats-tv. Ellers har vi mest mærket interessent på de sociale medier, siger han.

- Vi så ret hurtigt, at det blev delt vildt mange gange. Rachael har skrevet, at det er gået helt amok ved hende. Det har fået sit eget parallelliv. Det er lidt ude af mine hænder, kan jeg mærke. Uden sammenligning i øvrigt, så er det på en måde det omvendte af Muhammed-tegningerne. Det er slet ikke det, det handler om, og jeg synes, portrættet i The Observer er rigtig fint. Det viser, at han stadig bare er en dreng. Han kunne lige så godt bo i Ølstrup egentlig. Det viser, at sådan er folk også i Qantab, siger Anders Agger.

Politiske undertoner

Blandt de mange reaktioner på videoen har der også været nogle mindre positive.

- Jeg kan se i min tråd, at nogle folk har blandet sig med politiske undertoner. De skriver "jaja, men om tre år er han radikaliseret". Normalt lader jeg det bare være, men jeg har svaret nogle enkelte og skrevet, at han altså bare er 12 år, og skal vi ikke bare lade ham være det, siger Anders Agger.

Første afsnit af Anne og Anders i Mellemøsten, der netop foregår i Oman, bliver vist på DR1 mandag den 22. juli klokken 20.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce