Annonce
Debat

Ikke påvist: Mødet mellem medmennesker - uden forbehold

Et skilt med "Hold Afstand - vis hensyn - det nye sort" i en butik i Aalborg , onsdag den 24. februar 2021. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

I tirsdags fik jeg svar på en Corona-test. ”IKKE PÅVIST”, lød beskeden heldigvis. Det var en lettelse! Både min kone og jeg havde haft nogle dage med influenza-lignende symptomer. Og en af følgerne, efter at vi havde Corona i foråret 2020, er, at den sygdom ligger meget latent i hukommelsen. ”Åh, nej”, melder tankerne, ”det er vel ikke Corona igen”? Rationelt hænger det ikke sammen, for netop det, at vi har haft det, gør vel, at sandsynligheden for at få det igen er meget lille. Jo, men det er længe siden og afklaret er spørgsmålet ikke om, hvorvidt man kan få det igen. Så derfor, jo mere utilpasse vi bliver, des flere tanker om Corona.

Nu er der gået nogle dage og jeg er tilbage i hverdagen igen. Jeg har dog stillet mig selv det spørgsmål: hvad er det, der sker, når Corona-spøgelset kommer til mig? Min konklusion er, at en frygt bundet op på tre ting indtager mine tanker:

1) Frygten for at være syg – og nu igen! Hvad fører det med sig? Bliver det værre end sidst? Tænk, hvis jeg bliver indlagt! Skal jeg igen igennem en lang periode med eftervirkninger – træthed, hovedpine?

2) En følelse af skyld. Tænk, hvis jeg har smittet nogle. Jeg er jo i kontakt med en del mennesker gennem mit job, også mennesker, der er i fare for at blive alvorligt syge; ja, dø. Og, bagefter, da jeg har fået en negative test, en skyldfølelse over alt det postyr, som jeg har forvoldt. Jeg har jo meldt afbud til opgaver, jeg skulle have udført; kirkelige handlinger, hvor folk regnede med mig, og så meldte jeg afbud. Det var jo ikke Corona. Nej selvfølgelig, så jeg kunne vel godt have holdt den bisættelse alligevel, tænker jeg.

3) Følelsen af at blive lukket inde; ja, at blive isoleret af det store fællesskab og være der, indtil jeg er fri for symptomer. Den isolation har jeg prøvet én gang, oplevelsen af, at folk end ikke tør ringe på dørklokken eller banke på yderdøren af frygt for at blive smittet. Adskillelsen fra sine nærmeste, selv sine børn i samme hus. De bor nedenunder, jeg i et værelse og med toilettet ovenpå.

I denne søndags evangelietekst hører vi om en kana´anæisk kvinde, der kommer til Jesus; ja, maser sig frem til ham, for at bede ham om hjælp. Hendes datter derhjemme lider slemt og hun er overbevist om, at Jesus kan hjælpe.

Jesus er jøde og kvinden kana´anæer. To folkeslag med hver deres historie, kultur og religion. I den verden, som de begge er børn af, går der en skarp linje mellem disse to etniske grupper. Ja, i 5. Mosebog kan man ligefrem læse gudsord til israelitterne, at de: ”ikke må slutte pagt med de omkringliggende folkeslag (hvor netop kana´anæerne nævnes) og ikke vise dem barmhjertighed”.

Jesus følger de regler og afviser kvinden; ja, kalder hende ligefrem en hund, der ikke skal spise med ved husets bord, for det bord er forbeholdt folkene i huset, hans landsmænd, det jødiske folk.

Jesu reaktion og en tekst som den i 5. Mosebog har altid provokeret mig. Man kan da ikke inddele folk på den måde efter etnicitet.

Nej, det gør vi ikke! Og, så dog, for der er noget i fortællingen om den kana´anæiske kvinde, der har fået en ny aktualitet med vore Corona restriktioner.

Den kana´anæiske kvinde må have følt sig udelukket af det gode fællesskab. Hun var forment selskab med jøderne, hvilket endog var beskrevet i deres hellige skrifter. Hun var ikke en del af det udvalgte folk, men en hund, hvis status og plads er af en lavere karakter. Hun måtte ikke gifte sig med dem, for i så fald bragte hun ”en virus” videre, hendes urenhed som kana´anæer. Hun må have båret på en følelse af skyld og skam ved at trodse alle restriktioner og opsøge Jesus.

Det interessante ved fortællingen er, at pointen vender til sidst. Kvinden bliver ved med at insistere på, at Jesus skal hjælpe. Og denne insisteren får Jesus til at ændre standpunkt. Han gør til sidst det, som udsagnet i 5. Mosebog forbyder: Han indgår en aftale (pagt) med hende og viser hende barmhjertighed: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil”. Og datteren bliver rask.

Hvad er det, der sker? Ja, der sker det, at Jesus ser mennesket bag alle regler og restriktioner. Han ser en kvinde i nød. En mor, der elsker sin datter. Et menneske, der i tillid til ham råber om hjælp fra Gud.


Det er udfordringen til enhver af os i denne tid, nemlig at vi på den ene eller anden måde er der for hinanden, trods restriktioner. At vi ser mennesket bag alle ydre love og regler. At vi lægger den indre politibetjent til side, for at møde hinanden som medmennesker.


Budskabet må da være, at Guds barmhjertighed ikke kan begrænses af ydre rammer, hvad enten de er kulturelle, religiøse eller etniske.

Hvad siger det så til os i dag? At vi kan se stort på regler og restriktioner, som vedrørende Corona? Nej, det kan vi ikke bruge teksten til. Men hvad så?

At Guds barmhjertighed ikke er underlagt menneskelige regler. Jesu handling overfor kvinden viser os en guddommelig barmhjertighed, som uden forbehold møder det menneske, som i sin nød henvender sig til Gud

Dernæst, at der er et menneske bag de mange regler og restriktioner. Et menneske, som du og jeg, der har brug for kærlighed, hjælp og fællesskab – brug for at vide, at det ikke er alene.

Det er dette sidste, der er udfordringen til enhver af os i denne tid, nemlig at vi på den ene eller anden måde er der for hinanden, trods restriktioner. At vi ser mennesket bag alle ydre love og regler. At vi lægger den indre politibetjent til side, for at møde hinanden som medmennesker.

Teksten til søndag: Matthæusevangeliet 15, 21 - 28

Mogens Thams, sognepræst i Rindum. Privatfoto


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce