Debat

Hvornår var du sidst tapper?

Tapperhed: Hvornår var du sidst tapper? Da jeg fortalte til nogle venner, at jeg i serien om de kristne dyder skulle skrive om tapperhed, lød et svar: ”Det er vist et af de ord, som er blevet lagt på kirkegården” – et ord, der ikke bruges mere. Det dækker over en måde at forholde sig til omverdenen på, som måske ikke længere er så moderne: At holde ud. At stå fast. At holde tårerne tilbage, at holde hovedet højt også i nederlaget. At handle modigt, ikke for sin egen skyld, men for andres.

Men som med så meget andet, der er blevet umoderne, er det netop tapperhed, der nu bliver efterspurgt – f.eks. når Svend Brinkmann skriver om at stå fast og turde sige fra.

Da jeg var barn, lærte jeg, at man skulle være tapper og ikke græde, når man havde slået sig. Frem for alt ikke græde, når andre så på det. Om det var tapperhed eller falsk stolthed er jeg ikke sikker på. Nu er det ikke længere moderne at holde følelser tilbage. Det bliver bemærket, at Theresa May uden at fortrække en mine lader skældsordene fra sin partifæller regne ned over sig. I vores tid er vi blevet mere vant til at det er godt at vise følelser, at vi skal tale ud om det, vi tænker og føler, og at vi skal handle på vores følelser: Hvis vi føler, at noget er galt, så skal vi ændre på situationen.

Det er alt sammen svært at være uenig i. Alligevel rummer tapperhed som ideal et kald til at sætte sig selv og sine egen følelser til side og på en måde være det, man ikke er: Være sig stærk, når man føler sig svag, være modig, når man er bange, tage andre i forsvar, når man selv bliver angrebet.

Forsvaret Medalje for Tapperhed uddeles for særlig indsats i kamphandlinger og andre farefulde situationer. Begrundelserne for tildelingen er det ikke bare mod og dristighed: Heltemodet ligger i den uselviske indsats for at redde andre uden hensyn til sin egen sikkerhed. Tapperhed er at bevare sig selv som menneske også under forfærdeligt pres udefra.

Tapperhed over for fjenden kender vi bedst, men tapperhed over for vennerne? I er digt taler om den østrigske digter Ingeborg Bachmann om at uddele en medalje for den tapperhed, der skal til for at modstå eller modsige vennerne, ens egne. Den tapperhed kan der være heftigt brug for i det nære liv og på det større plan, et mod til at sige imod og sige fra - ja, lad os bare tage det, som vi taler meget om, men også har svært ved at gøre noget ved, fordi det nemlig kræver tapperhed: Mobningen. Fællesskabet om at være de mange, der går imod den ene. Det kræver tapperhed at vende sig imod den flok, man selv er en del af og stille sig på mobbeofferets side.

Og det kræver tapperhed at holde ud. Det meste af den tapperhed, der leves, får ingen medaljer. Den stille udholdenhed over for sygdom, når den er udsigtsløs. Den daglige tapperhed, der holder sammen på familien, holder modet oppe hos andre. Den, der dag for dag tager fat på en opgave, der skal gøres, uanset hvor håbløst det ser ud.

Når de kristne dyder i kunsten symboliseres med syv forskellige kvindeskikkelser, så står tapperheden med en søjle. Det giver mening: Søjlen er stærk og rank og bærende, udholdende. Men søjlen er oftest knækket. Det er et symbol på, at tapperheden kommer til udtryk i nederlaget. Der findes situationer, som vi ikke kan ændre på, og lidelse, som vi ikke kan eller vil flygte fra. Der bliver tapperheden og udholdenheden afgørende. Et billede på den tapperhed ser vi i dag, Palmesøndag: Jesus, der rider på et æsel ind i Jerusalem, vel vidende, at det vil koste ham livet. Måske er det netop på kirkegården, vi møder den største tapperhed.

Marianne Christiansen
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Redningsaktion på fjorden: Lys fra mobiltelefon reddede ung sejler

Skjern

Mand omkom i solouheld i morges: Blev erklæret død på stedet

Ringkøbing

Vandringsmænd slog deres egen rekord: Fynboer indsamlede 85.553 kroner til kritisk syge børn

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Den indre varulv hyler, og det lyder ikke kønt

Da den sidste danske ulv i 1813 blev skudt ved Estvadgård lidt sydvest for Skive, var der næppe én, der fældede en tåre i den anledning. Da slet ikke de bønder på egnen, hvis får nu kunne være i fred. I et mangelsamfund som det danske for 200 år siden var der ganske enkelt ikke plads til ulven. I de mellemliggende par århundreder har næppe nogen skænket ulven en tanke - endsige savnet den. Den var ikke længere en del af den danske fauna. At den skulle vende tilbage, var der meget få, der havde fantasi til at forestille sig. Ikke desto mindre var det, hvad der skete omkring 2009, og lige siden har ulven forårsaget en slags kulturel borgerkrig i Danmark, der er helt ude af proportioner i forhold til dyrets indvirkning på den danske natur og dens formodede trussel eller mangel på samme mod mennesker. Skal man være lidt grov, kan man sige, at ulven har fået den indre varulv bragt frem i mange danskere. Det er ikke kønt. Som Anette Lund Andersens store reportage i Dagbladet i dag dokumenterer, er det rent ud forbløffende, i hvilket omfang og med hvilken lidenskab, mennesker engagerer sig i striden om ulven. Man tager sig til hovedet i vantro over en "ulvehader", der skyder en ulv med riffel ud af vinduet på sin bil. Og man flår sig i håret af frustration over en "ulveelsker", der truer folk på livet, og begår hærværk mod en lokal kirke for at understrege sit synspunkt. Mellem disse yderligheder er der alle mulige holdninger, der dog generelt tenderer mod det stadigt mere polariserede - hovedsageligt på grund af de forbistrede asociale medier, der nærmest pr. automatik synes at forstærke alle holdninger i ekstremistiske retninger. Det billede, Anette Lund Andersen tegner i sin reportage, er dybt forstemmende. Det fortæller om en debat og dens deltagende aktører, der synes at have mistet al proportionssans, evne og vilje til at lytte til andre menneskers synspunkter. Lederskribenten her føler sig fristet til at citere sin gamle, afdøde fars tilbagevendende kommentar, når medmennesker af den ene eller den anden grund bevægede sig ud ad en tangent: "Har de ikke andet at gå op i?!?" Det er måske dér, problemets rod ligger.

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Testmøllesag i nye problemer: Skal finde 20 millioner til lovet lufthavnsudstyr

112 For abonnenter

Sejler du en lille smule, når du sejler? Sådan er reglerne for berusede sejlere

112

Ung sejler blev reddet i land - nu mangler båden

Sommerland

’Lille Louisiana’ ligger i Videbæk: Jeg blev helt imponeret, da jeg så bygningen

Annonce