Annonce
Debat

Hvorfor bruge millioner på advokatfirma?

Der er intet nyt under solen i hverken Ringkøbing-Skjern Kommunes svarskrivelse til Statsforvaltningen om det såkaldte fiberudbud eller i artiklen om samme i Dagbladet Ringkøbing-Skjern, i onsdags. Men begge dele efterlader en del løse ender, som jeg gerne vil give dagbladets læsere et mere nuanceret indblik i.

Annonce

Jeg er medejer af og direktør i Air-Net. Min virksomhed er den sidste, som man kan klandre for en advokatregning på foreløbig to millioner kroner.

Det er korrekt, at vi har indsendt en klage samt supplerende materiale til såvel EU-Kommissionen som Statsforvaltningen, men både kommunaldirektør og borgmester har konsekvent hævdet, at alle spilleregler er overholdt.

Hvorfor er det så nødvendigt at bruge millioner af skattekroner på ekstern rådgivning fra dyre topadvokater og dyre tekniske rådgivere?

Vi kan godt forstå sagen

Air-Net har ikke brugt én eneste krone på advokater i denne sag, og vi har ikke haft problemer med at forstå hverken EU's direktiver eller det 24 sider lange responsum fra sidste år, hvor kommunens eget advokatfirma oversatte direktiverne til et endnu tydeligere dansk.

Problemet er, at Ringkøbing-Skjern Kommune har lukket øjnene for de regler, som man ikke brød sig om, og blandet nogle af de øvrige regler sammen, så man kunne gennemføre et »fiberudbud« magen til det, der blev gennemført i 2012.

Air-Net har medvirket positivt i kommunens supplerende tekniske høring, men den model, som kommunen har anvendt, tilgodeser udelukkende kabel-og fiberoperatører og er således ikke teknologi-neutral.

Presset til møde

Endvidere er det usandt, når borgmesteren i sit svar til Statsforvaltningen påstår, at kommunen har indkaldt os til møde. Vi er blevet presset/truet til et møde med kommunens advokatfirma på advokatfirmaets adresse i Aarhus, hvor eneste deltager fra kommunen var en embedsmand.

Vi ønsker selvfølgelig ikke at medvirke i den slags skinmanøvrer, og advokatfirmaet har siden erkendt i en mail, at mødet slet ikke handlede om Air-Nets muligheder for at levere bredbånd til endnu flere husstande i kommunen, men blot var en del af en undersøgelse, om kommunen har overtrådt EU's statsstøtteregler.

Jeg ved ikke, hvor i Ringkøbing-Skjern Kommune EnergiMidt har tænkt sig etablere fiber - med eller uden millioner i statsstøtte. Disse oplysninger - og en masse andre centrale dokumenter i sagen - har kommunen nemlig nægtet at give os aktindsigt i, og der foreligger også en stribe klagesager i Statsforvaltningen omkring dette forhold.

Regler skal overholdes

Ifølge Dagbladet er kommunen nu i dialog med EU-Kommissionen.

Det lyder lidt flot, når virkeligheden er den, at byrådet under en tur til Bruxelles for nylig havde et møde med konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

Ifølge vores oplysninger slog hun på mødet fast, at statsstøttereglerne skal overholdes, og hun ville under ingen omstændigheder diskutere den konkrete sag, men henviste til sine embedsmænd.

Og hos dem kan man altså ikke sniksnakke sig af sted med noget som helst.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce