Annonce
Debat

Hvor blev tankerne om minimalstaten af: Uden velstand ingen velfærd

Lørdagens klummeskribent så gerne, at Anders Fogh Rasmussen fik held med sine tanker om minimalstaten. Arkivfoto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix 

I et frit samfund er der ikke plads til andet end en minimalstat,” konkluderede Anders Fogh Rasmussen i sit ideologiske værk ”Fra socialstat til minimalstat.”

Der er kun få danske politikere, der har begået et manifest, der har en dybde og en stringens som ovennævnte værk.

Hans-Christian Blichfeldt-Christensen skriver klummer til lørdagens avis

Da jeg læste det første gang i midten af halvfemserne, var det, som om Griegs ”Morgenstemning i ørkenen,” fyldte rummet; det kan blive noget stort, dette her.

Annonce

Jeg vidste godt, at den tungfærdige danske velfærdsstat, der som den invasive hyben i klitlanskabet breder sig i det uendelige og institutionaliserer enhver afkrog af samfundet, ikke vil forandres til en minimalstat, fordi Venstres daværende næstformand havde udgivet en bog.

Dog havde jeg et helhjertet håb om, at dette værk med sin intellektuelle tyngde ville blive en saltvandsindsprøjtning i den overordnede politiske debat om, hvilken retning Danmark skulle gå i.

Bogen fik en blandet modtagelse, og Janteloven gjorde sit arbejde.

Når Anders Fogh Rasmussen henviste til Luther, Kant, Kierkegaard eller Aristoteles, havde han misforstået dem, mente mange, der var ansat på de højere læreranstalter; som om nogle havde patent på Aristoteles.

Minimalstaten var alligevel for kontroversielt et emne at diskutere for det frisindede Danmark; landets aviser bugnede med billeder af hulemanden med sin kølle, og landets statsminister Poul Nyrup Rasmussen rev for åben skærm sider ud af Anders Fogh Rasmussens bog. 


Det mest bedrøvelige var forfatterens eget svigt. Da Anders Fogh Rasmussen fik magt, som han havde agt i 2001.


Men det var ikke så galt. Nej, det mest bedrøvelige var forfatterens eget svigt. Da Anders Fogh Rasmussen fik magt, som han havde agt i 2001, distancerede han sig hurtigt fra den bog.

Jeg har selv overværet, hvordan Anders Fogh Rasmussen på Venstres landsmøde udskammede Venstrefolk, der forsøgte at holde den liberale fane højt, f.eks. kredsen omkring Søren Pind.

Borgerlig politik bør fra gry til kvæld kredse om frihed, velstand og sikkerhed. Vel at mærke velstand og ikke velfærd. Det sidste er ganske let, for det handler blot om overførelsespolitik; politikerne indfører velfærdsordninger for at begunstige et vælgersegment, f.eks. Arne-pensionen, og lader andre vælgergrupper finansiere ordningen.

Det er i længden Ebberød Bank, men hvad gør det, når det virker? Det første, at skabe velstand, er til gengæld svært, fordi det betyder indsnævring af den offentlige sektor.

Og selv om både Eurostats og OECDs indekser år ud og år ind dokumenterer, at det formedelst skattetrykket er meget dyrt at bo i Danmark, anfægter disse tankevækkende og skræmmende realiteter efterhånden færre og færre politikere. 

I stedet for at animere til en generel skattepolitisk debat er tavsheden om disse indekser slående.

Det eneste indeks, der skaber røre, er Gini-indekset, som måler den økonomiske ulighed, og her ligger Danmark på en særdeles tilfredsstillende plads, (På OECD’s nyeste er vi det 7. mest lige land i organisationens regi).

Ikke des mindre skal koefficienten ikke bevæge sig et par promiller imod stigende ulighed, før det foranlediger studier på RUC, forarger venstrefløjen og nedbøjet rødme i borgerlige rækker.

Siden daværende socialminister Eva Kjær Hansen i JP i 2005 drejede 180 grader og udtalte, at ulighed skaber en dynamik, der - bevares - gør de rige rigere, men også gør de fattige rigere, og efterfølgende irettesattes af statsminister AFR, har ingen borgerlige politikere turdet tage bladet fra munden.

Der er ellers tale om liberalisme for dummies, thi kun når kagen bliver større, vil der være mere at deles om.

Med Frederik den Store af Preussen, ”En regering skal være sparsommelig, fordi de penge, den modtager, kommer fra dets folks blod og sved. Det er rimeligt, at hver enkelt bidrager til at hjælpe med at dække regeringens udgifter. Men det er ikke rimeligt, at han deler halvdelen af ​​sin årlige indkomst med staten.” 

Ja, det er umoralsk og tillige både makro-og mikroøkonomisk bundforkert.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hvide Sande

'Hvide Sande' har stadig førstepladsen i danskernes tv-hjerter - og er nu kommet med i eksklusiv klub

Annonce