Annonce
Klumme

Hvilken titel? Strikkedesigner

Lotte Bliddal.

I juli måned 2019 handlede min klumme om min strikkebesættelse og intet mindre end meningen med mit liv.

Min besættelse af mit strikkeeventyr er ikke aftaget, og jeg drømmer stadigvæk om at blive intet mindre end en verdensberømt strikkedesigner.

Eftersom jeg nu på syvende måned er gået amok i mit strik, konstaterer jeg - i bagklogskabens ulidelige klare lys - at jeg simpelthen i lighed med mange andre strikkere har set lyset og har strikket mig ud af en periode med stress og depression. For mit vedkommende er mine op- og nedture aldrig så slemme, at jeg har sygedage eller bliver medicineret. På trods af dette forhold er det skønt at have en hobby, som er i stand til at tømme mit hoved for tanker. Når jeg strikker, sker der intet i knolden på mig. Der er bare tomhed og fokus på næste maske. Det er fantastisk.

Som erstatning for min periode med stress og depression er jeg til gengæld røget ind i en manisk periode, hvor jeg ikke sover ret meget, og hvor de fleste af mine tanker kredser om strik og nye strikkeprojekter. Mani rimer på storhedsvanvid i mit hoved samt en tro på, at alt i hele Universet kan lade sig gøre. Vejen fra tanke til handling og til større konsekvenser kan være og er i nogle tilfælde kort.

Siden min sidste klumme om strik færdiggjorde jeg mine strikbukser og fik efter store besværligheder plads til måsen. Jeg offentliggjorde mine bukser på Facebook-gruppen Strik og kun Strik, og igen væltede det ind med kommentarer. En strikkebogsforfatter kontaktede mig, og så blev jeg spurgt til, om jeg ville deltage i hendes kommende bog "Samtaler om Stik og Hækling". Det sagde jeg naturligvis ja til. I november måned modtog jeg bogen, og nu til det vilde: I bogen omtales jeg som "strikkedesigner", og så er der ellers billeder af mine strikbukser og min kjole, som jeg begge strikkede uden opskrift. Derfor titlen. Nu mangler jeg alene at blive "verdensberømt :-)

Hvem havde i øvrigt nogensinde set den komme? At jeg skulle blive interesseret i kreative sysler? I hvert fald ikke hverken mig selv eller min nærmeste familie.

Sikkert heller ikke min lærer i gymnasiet, Mona, som gav mig et 6-tal i et eller andet kreativt fag i 1992, fordi jeg sammen med min daværende kæreste og hans venner lavede en ret så unik og endnu mere provokerende og i disse #MeToo tider 100 procent politisk ukorrekt film baseret på Gevalias reklame "Hvad byder du uventede gæster?" (Jeg mindes alt for tydeligt en scene, hvor min eks klædte sig ud som vor lærer, puttede en pude i bukserne på måsen, løb rundt i et hus og støvede af. Så kom der en indbrudstyv på besøg, og så var der en sex scene, hvor der blev brummet "åhhh Mona Mona". Til sidst blev der drukket Gevalia i sofaen. "Filminstruktøren" kom senere på Filmskolen og fik sin uddannelse der. På trods af alle vores 6-taller og, som jeg husker det, en smule drama på Herning Gymnasium. Indrømmet - vor lærer havde en pæn portion humor, eftersom hun gav os alle 6 for en sex-video.

Siden buksernes færdiggørelse i sommerferien er det blevet til en efterårsjakke og et sjal. Begge store projekter. Lige nu er jeg i gang med et par nye bukser. Min ægtefælle har nemlig nedlagt veto mod, at jeg bruger mine først strikkede bukser i arbejdssammenhænge. Han synes jeg ligner en bjørn med den lodne brune uld. Det er derfor nu mit mål at prøve at strikke et par elegante bukser, som kan anvendes i arbejdssammenhænge. Måske det bliver disse bukser, der kommer til at gøre mig verdensberømt.

Annonce
Min ægtefælle synes jeg ligner en bjørn med den lodne brune uld. Det er derfor nu mit mål at prøve at strikke et par elegante bukser, som kan anvendes i arbejdssammenhænge. Måske det bliver disse bukser, der kommer til at gøre mig verdensberømt.
Lotte Bliddal i eget strikdesign. Privatfoto
Lotte Bliddal i eget strikdesign. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Samskabelse er vejen frem i rundkørslen

Vi kommer ikke uden om det … Det offentlige har ikke råd til at betale for alle de ønsker, borgerne har til forbedringer og forskønnelser af vore fælles omgivelser. Men så er det jo godt, når borgerne kan tage sagen i egen hånd … Tag bare rundkørslen i Astrup ved Femvejen lige uden for byen; af lokale kaldt "Danmarks grimmeste" af slagsen. Om det passer, vil være et oplagt emne til en rundbordsdiskussion. Men køn var den i alt fald ikke, overgroet som den var med ukrudt. Kommunen havde dog ikke pengene til at gøre noget ved den. Men så tog folk i Astrup sagen i egen hånd. En flok frivillige påtog sig opgaven med at omdanne den til "Danmarks smukkeste rundkørsel". Det skete ved, at folk lagde kræfterne sammen: Per Kjær, der driver maskinstationen, stillede maskine til rådighed. Landmand Vagn Lindy Petersen i Skjern havde noget jord til at ligge efter en staldudvidelse, som kunne bruges, så onsdag blev der flyttet 400 kubikmeter jord. Svæveflyvepladsen i Ejstrup bidrog med et træ, som Kristian Ahle selv gravede op. Nu mangler de frivillige bare at få plantet rododendron i fem farver, så er "Femvejens Andels Rundkørsel", som den - måske ikke helt mundret - er kommet til at hedde, klar til at springe ud det kommende forår i al sin glans. Det hører med til historien, at rododendronerne selvfølgelig udbydes på andele, og at anlægsgartner Ole Christensen står for indkøb af planterne. Kommunens rolle i hele historien har i dette tilfælde været lydhørhed over for de lokale ønsker, og hurtig tilladelse til, at de frivillige kunne gå i gang. I andre tilfælde ser man i stigende grad, at der er tale om egentlig samskabelse; altså at kommunen og lokalsamfundene i fællesskab bidrager til at løse opgaver, som kommunen ikke har råd til alene at løse - for eksempel etablering af cykelstier. Man kan selvfølgelig mene, at opgaverne bør betales fuldt ud af kommunen. Men ofte vil det være ensbetydende med, at de ikke løses - eller i bedste fald først om mange år - og så er det da bedre, at parterne i fælles forståelse skaber noget sammen. Ellers havde Astrup næppe været på vej til at få "Danmarks smukkeste rundkørsel".

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Sidste bold er endnu ikke slået: 20 års kamp om rigmandens ulovlige tennisbane på Klitten

Annonce