Hvilke stel husker du?: Tallerkener og tekander, der skaber minder

Måske er det berøringen af porcelæn mod huden, smagsoplevelsen, selskabet eller det æstetiske og funktionelle design. Uanset hvad, er der mange af os, der husker farmødre, fødselsdagskager og fester, når vi igen sidder med samme kop eller kaffekande i hånden mange år senere.

Forfatter og designkritiker ved Politiken Lars Hedebo Olsen har skrevet bogen ”Danske Stel - fra blå blomster til grov glasur”, som også er en udstilling på Clay. Den viser, at stel både er designhistorie, kulturhistorie og personlige historier. Vi dykker ned i tre af fortællingerne sammen med forfatteren.

- Flora Danica er det mindst folkelige stel. Det er megadekoreret, det er virkelig smukt, og så er det så dyrt, at ingen af os nogensinde får fingrene i det, siger Lars Hedebo Olsen om stellet, der er det eneste stel fra den kongelige porcelænsfabrik, der stadig bliver malet i Danmark.

I Glostrup sidder porcelænsmalerne og skaber omkring 1200 steldele af Flora Danica hvert år, så der findes alligevel mennesker, der har råd til at købe det kostbare stel, der blev skabt i slutningen af 1700-tallet formentlig som en forsoningsgave til den russiske kejserinde Katarina, men som var så lang tid undervejs, at den botanik- og keramikinteresserede kejserinde døde, inden stellet kunne sejles af sted.

Flora Danica er på den måde et godt eksempel på, at porcelæn og stel var noget, der oprindeligt kun blev skabt til de kongelige, de adelige og borgerskabet. Som med så mange andre ting er traditioner, mode og levemåder sivet ned gennem samfundslagene. Det gælder også stel. Den kongelige porcelænsfabrik - nu Royal Copenhagen - blev grundlagt i 1775, og dengang bestilte de, der havde råd, komplette stel med tallerkener, fade og terriner til mange personer. Det var ikke muligt at købe en enkelt kop eller et æggebæger og samle sammen over tid. Ifølge Lars Hedebo Olsen opstod der dog med tiden kollektioner af stel, og på herregårde og ved hoffet blev servicepersonalet inspireret af opdækningerne og begyndte selv at samle. Og det blev bredt ud til store dele af befolkningen.

- Der var mange - især kvinder - der op gennem det 20. århundrede samlede på et stel fra konfirmationen. Men med tiden blev det klassiske stel udvandet. Nu samler man også steldele, men på en anden måde, hvor man sampler - altså blander og mikser sit eget udtryk fra forskellige stel, og blandet med Hay og Ikea, siger han.

Flora Danica var et enormt projekt, der blev betalt af kongehuset. Men hvem der fik idéen til det, er usikkert. Det, man ved, er, at der i 1790 blev bragt et eksemplar af første bind af bogværket ”Flora Danica” fra Christiansborg til porcelænsfabrikken. Flora Danica-illustrationerne blev kopieret en til en over på porcelænet, og de latinske navne på planterne blev skrevet på bagsiden. Man gik ikke på kompromis med de videnskabelige tegninger, selv om de passede dårligt til porcelænskopperne eller kanderne. Stellet, der aldrig kom til Rusland, blev, og bliver stadig, benyttet af det danske kongehus. Og på Rosenborg Slot kan man se en stor del af det udstillet.

Porcelænsdelene med mælkebøtter og mosetroldurt, valmuer og andre vildtvoksende danske planter bliver som nævnt stadig produceret. Det var ude af produktion mellem 1803 og 1863, men har ikke været stoppet siden. Det bliver først malet, når en del er bestilt, og der bliver dekoreret mellem 1200 og 1300 dele om året i Glostrup.

- Det er det eneste stel fra Royal Copenhagen, der stadig bliver håndmalet i Danmark. Det musselmalede, Blå Blomst og resten af stellene bliver fremstillet og malet i Asien. Det er lidt ærgerligt, at vi ikke har været bedre til at beholde og passe på produktionen af dansk design, siger Lars Hedebo Olsen, der forresten altid bliver mindet om sin moster, når han ser Flora Danica-stellet - for hun malede selv porcelæn og gav den gas med blomsterrankerne.

Lars Hedebo Olsen har et blik for design og stel, så når han ser ”Matador”, lægger han mærke til detaljer, de fleste af os ikke har set. I bankdirektørens stuer bliver der drukket kaffe af kongeligt porcelæn, men i køkkenet må kokkepigen Laura hælde sin kaffe på kopper af fajance; stentøj, der er lidt mere porøst end porcelæn, og derfor ikke holder lige så længe.

- Det var ligesom hos min mormor og morfar, der ikke var velhavende. De havde også stel af fajance. Nogle tynde og billige kopper, men som de elskede og passede på, fordi det var dem de havde, siger forfatteren.

I midten af 1960’erne kom et arkitekttegnet fajancestel fra Royal Copenhagen, der tidligere var blevet opkøbt af fajancefabrikken Aluminia. Fajancen var blågrå under den fede, gennemsigtige glasur, og alle delene var dekoreret med en helt enkel blå kant. Blåkant tegnet af Grethe Meyer, blev fra starten et voldsomt populært stel.

- Hun gik til stellet på en meget videnskabelig og saglig måde, og hun tegnede i lang tid, før hun satte medarbejderne på den kongelige porcelænsfabrik i gang. Det skulle være funktionelt, praktisk og være god klassisk dansk smag ligesom Børge Mogensen-møbler, siger Lars Hedebo Olesen.

Grethe Meyer skabte en fordybning under kanten på de dybe tallerkener, så man nemt kunne bære dem til bordet. Hun sørgede for, at alt, selv te- og kaffekander, kunne stables og dermed fylde så lidt som muligt i køkkenskabene. Grethe Meyer var selv enlig mor i en lille lejlighed og opfyldte sine egne behov for et pladsbesparende stel, da hun tegnede Blåkant.

- Men det løb måske lidt af med hende undervejs, for omfanget af steldele blev enormt. Og køber man tallerkener på et loppemarked, er det ikke sikkert, de passer i størrelsen til dem, man har, fordi det er lavet i så mange dele, at det er helt umuligt at overskue, siger designkritikeren, der selv sætter den store salatskål fra Blåkant-stellet på bordet, når han dækker op til middagsselskab.

Han supplerer den med blomstrende skåle fra Sydfrankrig, et arvet fad og musselmalede tallerkener. Alle ting, der har hver deres historie for ham. Men det er også ting, der har en designmæssig reference til hinanden. For den blå kant, der er malet af den kvindelige arkitekt, refererer til den blå farve, som vi kender fra det musselmalede porcelæn og fra Blå Blomst-stellet, og på den måde trækker det tråde til de to første stel, der blev skabt i Danmark.

- Den blå farve er meget populær på danske stel. Og der er mange, der mikser de forskellige blå og hvide stel, fordi de passer sammen på tværs af stel og på tværs af tid, siger Lars Hedebo Olsen. Blåkant gik ud af produktion ved Royal Copenhagen, men er i dag genoptaget hos Bodum, der dog producerer stellet i porcelæn og ikke fajance.

Det farverige og overdrevne Ursula-stel, skabt af keramikeren Ursula Munch-Petersen, er alt det modsatte af det stringente Blåkant.

”Da hun udviklede stellet,” skriver Lars Hedebo Olsen i sin bog, ”var det efter en periode , hvor man havde skruet så kraftigt ned for farveholdningen, at selv den lille, smalle streg på Blåkant-stellet syntes dristig.”

Faktisk var stellet så farverigt og snedigt udtænkt, at det ikke var muligt at købe alle dele af stellet i samme farve. Man var altså nødt til at mikse de grønne, gule, blå og hvide dele med hinanden, hvis man ville dække et helt bord med Ursula-stellet.

Men det er ikke kun på farveholdningen, at Ursula Munch-Peteresen gjorde op med de stringente og funktionelle stel. Også formen er overdreven, kanderne har fået store næb i stedet for en diskret tud, og hankene er kæmpe og formet, så man ikke kan lade være med at tage fat i dem. Tallerkenerne er ovale, og nogle af dem kan også bruges som låg. Og tekanden har en helt skulpturel form.

- Det er så cool, siger Lars Hedebo Olsen, der ikke kan skjule sin begejstring for 90’er-stellet, som han kalder lige så genkendeligt design som PH-lamper og Arne Jacobsens stabelstole, som Myren eller Syveren.

- Vi har en ret stærk designtradition i Danmark. Vi har allesammen PH-lamper og træstole, der ligner hinanden. Og vi indretter os med mange af de samme ting i vores hjem, som vi opholder os meget i her i Norden. Men når vi dækker bord, så er det individuelt. Så adskiller vi os og viser, hvem vi er. Det er derfor, det er så interessant med stel, og hvordan vi bruger dem. Det er også noget, vi samles om, når vi besøger hinanden og drikker kaffe eller spiser sammen, og måske er det derfor, det er så mindeskabende, fordi det er der, der opstår mindeværdige situationer, siger han.

I bogen skriver Lars Hedebo Olsen, at ”Ursula-stellet er dansk design, når det er bedst, for det er skabt til at blive brugt, og det er tænkt som et både smukt og underholdende indslag i almindelige mennesker dagligdag.”

Selv har han en orange tekande med en stor tud og en kantet hank, og hver gang han laver en kop te, tænker han på keramikeren Ursula Munch-Petersen.