Danmark

Hvem der blot havde råd til at spise jord, myrelever og ristede frøøjne

Flemming Nielsen

At være en halvgammel knark på 70 år betyder, at man har samlet sig en smule erfaring i livet. Selvom en og anden knøs i sin selvoptagethed nok vil mene, at man blot er en "ældrebyrde". Men skidt pyt. De bliver forhåbentlig voksne engang.

Giver jeg mine tanker vinger, husker jeg tydeligt, hvem der for maaaaaaange år siden virkelig var noget: Forskere, der opfandt medicin, som kunne redde millioner af menneskers liv. Videnskabsfolk, der på forskellig vis var med til at skabe en bedre verden at leve i. Kunstnere, der kunne skrive og male og komponere, så selv lagerforvalter Peter Rindal i Kolding måtte overgive sig. Arkitekter, der kunne skabe ting, så selveste Vorherre - måske - kiggede ned og nikkede anerkendende over bygninger, broer og andet, han fik øje på. Ja - man kunne blive ved med at finde eksempler på personer, der var i stand til at skabe fantastiske ting til gavn for menneskeheden.

Og nu til sagens kerne: I de senere år er der dukket genier op i verden, som giver baghjul til opfindere som Edison, Gutenberg, James Watt, Isaac Newton, Louis Pasteur og mange andre genier. Her tænker jeg på "opfinderne" af moderne mad, nemlig kokkene, gastronomerne, madkunstnerne.

For lige at forebygge enhver misforståelse: Jeg holder meget af god mad, men jeg har absolut ikke behov for at spise myrelever, mælk fra vandmænd, jord fra "Guds ager" i Christiansfeld (en kirkegård), ristede frøøjne, henkogte koyvere, testikler fra halvvoksne schæferhunde eller andre smarte påhit.

Hysteriet omkring de "moderne madkreatører" har aldrig været større end nu. Slå op i en avis - og du vil klaske dig i lårene af grin over, hvordan madguruerne bliver feteret og forgudet, desværre også af nogle af mine kolleger, der kalder sig madanmeldere. Og slipper man billigere end 10.000 kr. for ni retter, der snildt kunne ligge i i en tartelet af normal størrelse, har man bare skudt papegøjen.

Og jo - mad er også for mig andet og mere end gullaschsuppe, wienerschnitzel og bøf med løg. Men den "udvikling", dansk gastronomi har undergået de senere år, fremkalder hos mig blot en stille undren, et smørret grin - tilsat en knivspids foragt.

Ingen nævnt - ingen glemt. Men med til at fuldende billedet af de moderne kokke, hører, at når de udtaler sig offentligt, har de ofret både familie, venner, sommerhus og en ældre gravhund for at kunne hellige sig kunsten at skabe, hvad de selv tror er mad i verdensklasse. De sover aldrig - og de har slet ikke tid til at smage på de skivebremser fra en Fordson Major årgang 1959, som skal ligge henslængt i øgleurin fra Smålands skove i 22 timer, 11 minutter og 13 sekunder for at blive perfekte. Og de arbejder, alle genierne, mindst 29 timer i døgnet. Man må jo ofre sig på madkunstens alter.

Velbekomme - også til Jer stakler, der er med til at holde liv i disse "kokke". I virkeligheden hører de hjemme på Holbergs tid, og har de klæder på, er det allerhøjest en kokkehue.

Jeg har lidt ondt af Alexander Fleming. Han opfandt kun penicillinen. Tænk, hvis han havde fundet ud af, at en halv liter økologisk fløde fra en 85 krager - kombineret med en kvart myretue og otte rådne vagtelæg fra Tasmanien, giver den mest delikate forret - så ville vi alle have kastet os i støvet for min næsten fornavnebror, Fleming.

0/0
Annonce
Danmark For abonnenter

Ekspert om Sri Lanka-angreb: - Terroren kommer som en overraskelse

Annonce
Annonce
Danmark

Legoklodser skal hjælpe blinde med at læse

Danmark

Flere elløbehjul i trafikken - trafikråd frygter flere ulykker

Danmark

Se kortet: Så mange børn er vaccineret i din kommune

Kultur For abonnenter

Interview med Niels Skousen: - Ingen aner, hvad der sker i morgen

Debat

Det eneste, det giver mening at stemme på, er miljøet

I tirsdags holdt vi børnefødselsdag for mine to mellemste, som fylder syv i påsken. Det var en skøn fest i sol og vind. Der kom 18 børn og ti forældre; vi spiste frokost i laden, drog på skattejagt ved vandet, og timerne gik med leg og snak, så vi efterfølgende var glade og trætte på allerbedste vis. Det var med andre ord en ganske almindelig børnefødselsdag, og alligevel slog det mig, at meget er sket på de bare ti år, der er gået, siden vi holdt sådan én første gang. Forandringen handler om den måde, vi behandler os selv og vores planet, og det breder sig som ringe i vores måde at prioritere og tænke på. Samtlige gaver i tirsdags var således enten genbrugte eller hjemmelavede, og den spaghetti bolonaise, vi spiste til frokost, bestod af 80 procent grøntsager - alt sammen økologisk eller af egen avl, naturligvis. De små gæster forventede ikke farvestrålende slikposer, men var glade for den ene ispind de fik hver, og ellers blev der spist danske gulerodsstænger og agurker på stribe. Hvor end jeg ser hen i min omgangskreds, er det den vej, udviklingen bevæger sig: Væk fra blindt forbrug, meningsløs travlhed og konkurrence og i retning af frihed, overskuelighed og omsorg. Vi vil gerne være sammen; vil gerne købe brugt og købe mindre generelt, og helt grundlæggende er der ikke meget, vi ikke vil gøre for at hjælpe jordkloden i balance, men vi føler også alle sammen en overvældende magtesløshed i kampen for en mere bæredygtig fremtid. For hvad skal vi hver især stille op, når udfordringerne er så store, og intet politisk lader til at støtte tilstrækkeligt op om den nødvendighed vi så småt ser i øjnene? ”Den ene nabo undlader at flyve, og cykler til arbejde i stedet for at køre bil, mens den anden dropper kød, og ikke vasker sit hår med shampoo”, sagde en af vores gæster rundt om bålet til fødselsdagen. ”Men hver og én giver vi efterhånden op, når vi oplever, at det ikke gør en reel forskel. Så længe hver enkelt dansker udleder seks gange mere CO2 årligt, end jorden kan klare, kan vi ikke løfte opgaven selv, og det føles håbløst.” Vi må have politikerne på banen, for der er behov for en reel, klimavenlig lovgivning og langt mere realistiske rammer at bevæge os indenfor. Op med prisen på kød og på alle fødevarer, som produceres under forurenende og uetiske forhold. Op med prisen på alt det, der belaster klimaet mest og ned med prisen på det, vi rent faktisk ikke behøver have dårlig samvittighed over at investere i – som eksempelvis kollektiv trafik, cykler, genbrugte byggematerialer og så videre. Nu er det heldigvis valgår, og selvom jeg personligt har mange områder, der optager mig, og som er vigtige for min egen lille livskvalitet, er det eneste, det giver mening at stemme på, miljøet. Ganske enkelt og glædelig påske

Danmark For abonnenter

Troels Bech og familien sætter livet på standby i et år: Tager ud i verden på eventyr

Danmark For abonnenter

Hjemme igen efter terrorbomberne: Vi føler os heldige

Danmark

Ny rapport fra Sundhedsstyrelsen: Markant færre børn på Steinerskoler er vaccineret mod mæslinger

Danmark

Se video og billeder: Legende delfiner og hval dukkede op ved dansk kutter