Annonce
Kultur

'Hvad jeg synes om ringkøbingerne?' - Læs Thorstein Thomsens novelle Ringkøbing-Klip

- Jeg vidste ikke, det var Prins Henrik, der havde lavet Miss Ringkøbing. Det er en cadeau til ham, for jeg troede, det var af en rigtig kunstner, sagde Thorstein Thomsen ved besøget i marts. Arkivffoto: Jørgen Kirk

Gaderne i Ringkøbing er fulde af luft. Vinden samler sig sammen på Torvet, og når den er stor nok, løber den op gennem Nygade uden at spørge nogen om lov. Et tøjstativ griber efter den med slatne arme, der falder tilbage, når den er forbi.

Om aftenen kan man gå ned på havnen og se det, man godt ved. Himlen går ned i havet og forsvinder. Men næste morgen er den tilbage.

Når man rejser fra Ringkøbing, rejser den med. Men hvis man kun har boet her en uge, bliver der bare plads til et par gader eller måske et billede af en pige, der lige har lært at gå, og som vil samle et vissent blad op, der hele tiden løber fra hende.

Annonce
Han tog avisen i hånden. Overskriften hed Kim K og ringkøbingerne. Nedenunder stod: Hvad jeg synes om ringkøbingerne? Hvordan får man øje på dem mellem tyskerne? Skal man kigge efter træsko og hængerøv i bukserne?

Ringkøbing-Klip

Kim K nåede ud til sommerhuset hen på eftermiddagen. Han pakkede ikke sin kuffert ud. Det var gammel vane. Han turnerede meget og levede i den. Men den akustiske Gibsonguitar satte han op i stativet. Han åbnede glasdørene ud til klitterne, og en halv time senere sad han og skrev på en ny sang.

Ved syvtiden tog han bilen ind til Ringkøbing. Her var mange mennesker. Der blev talt tysk omkring ham.

”Hej, Kim K.”

Han smilede mekanisk og nikkede. Han fandt en siddeplads på havnen. Nogle lavede en selfie med ham.

Han drak en ekstra fadøl efter fiskefrikadellerne, og pludselig sad han og talte med en ung kvinde, en journalist på Dagbladet.

”Hvorfor er du i Ringkøbing?”

”For at få skrivero. Min moster har købt et sommerhus ude ved Vesterhavet.”

”Så du kender ikke Ringkøbing?”

”Nej.”

”Hvad synes du om folk her?”

”Hvad jeg synes om ringkøbingerne?” Han smilede skævt. ”Hvordan får man øje på dem mellem tyskerne? Skal man kigge efter træsko og hængerøv i bukserne? Giv mig en chance. Jeg er lige ankommet.”

De lo. Journalisten tog et par billeder.

Senere gik han op til Torvet. Han hørte mandesang fra Hotel Ringkøbing og gik hen mod de folk, der stod udenfor. Sangen kom ud af de åbne vinduer. Sov sødt, lille Jumbo, og visselul. Det var smukt. Og han tænkte, at han ville gøre alvor af det nu. Han ville droppe bandet. Denne gang ville han lave et akustisk album. Han satte solbrillerne i skjortelommen og spurgte kvinden til højre: ”Hvad er det for noget, det her?”

”Det er vægterne.” Hendes øjne var usædvanligt lyseblå. Hun ville sige mere, men han afbrød hende. ”Skal vi gå et sted hen og få en øl?”

”Skal vi ikke blive stående her?”

Da hun lidt senere tog hans hånd, fik han tårer i øjnene. Han følte sig omgivet af tryghed, og det savn, han havde ved ikke at høre til et bestemt sted, satte sig i ham som en længsel. Nye byer, nye kvinder. Han havde fået nok af det.

Senere gik de hjem til hende ad brosten mellem røde huse. Han var 28, hun var 35. Ingen af dem havde børn. Måske var det på tide. Hun hed Astrid.

De spiste morgenmad i hendes gårdhave. Senere kørte han ud og hentede sin guitar og anbragte den i soveværelset. Da han kom ned ad trapperne, havde hun åbnet den lille butik. Der var værksted og udstilling i samme rum.

Han så på hendes hænder. De havde formet alle disse fantastiske ting i papir. Små røde huse, blomster, fisk og også lampeskærme. Måger i forskellige størrelser hang ned fra loftet. Han tænkte, at hendes hænder gav ham den slags tryghed, som et langt forhold er lavet af.

Han tog en brochure. ”Hedder din butik RINGKØBING-KLIP?”

”Jeg er ringkøbingklipper. Verdens eneste.”

”Den eneste ene,” sagde han med et skævt smil.

”Jeg bruger kun papir fra Ringkøbing. Gamle aviser, bykort, den her gamle bog om byen, foldere fra turistinformationen.”

”Okay?”

”Jeg er født i det her hus. Jeg boede nogle år i Tokyo med min daværende mand, der var sendt ud af Vestas. Det var derude, jeg lærte at bruge mine hænder. Nåh, ja. Jeg har nok altid været god til sådan noget.”

”Du er ringkøbinger helt ud i fingerspidserne.”

”Det hedder ringkøbingenser.”

”Er det ikke lige meget?”

Hun så hen på væggen. ”Du går vel heller ikke rundt og siger neger og perker?”

”Nejnej. Sorry.”

En lille klokke ringede, kunder kom ind. Hun slog over i tysk.

Om natten havde hun fortalt, at hun havde boet i Berlin et år. Hun havde ikke snakket om Tokyo. Ikke et ord. Måske var det noget dårligt med eksmanden.

Han gik op og skrev på en ny sang.

De spiste aftensmad i haven. De gik i seng klokken otte, og igen følte han en voldsom længsel efter at høre til et sted.

De stod op klokken seks, spiste morgenmad og snakkede, indtil hun åbnede butikken, og han gik ovenpå til guitaren.

Nogle timer senere kom hun op til ham. Han sad på sengekanten med guitar og papir og blyant.

Hun smed en avis på sengen. Dagbladet. Der var et billede af ham på forsiden. Hun så hen på væggen, mens hun talte. ”Hvis du vil gøre mig en tjeneste, pakker du din guitar nu og går.” Hun forsvandt.

Han tog avisen i hånden. Overskriften hed Kim K og ringkøbingerne. Nedenunder stod: Hvad jeg synes om ringkøbingerne? Hvordan får man øje på dem mellem tyskerne? Skal man kigge efter træsko og hængerøv i bukserne?

Han løb ned ad trapperne og ud i butikken. ”Men Astrid. Det var ironi. Man kan ikke se ironi på tryk, vel?”

”Det er sikkert rigtigt.” Hun arbejdede videre uden at se på ham. ”Men man kan godt se arrogance på tryk. Og det har jeg prøvet i ét forhold. Det har jeg ikke brug for igen.”

”Men Astrid …”

”Vil du ikke nok bare gå?”

Han så rundt i butikken. Solen ramte nogle af de små figurer af ringkøbingpapir. En måge drejede langsomt i en fiskeline henne ved vinduet.

Så gik han op, lagde sin guitar i kassen og forlod hende, som han havde forladt så mange kvinder.

Han havde lidt svært ved at finde bilen. Der sad en parkeringsbøde i forruden. Selvom han havde penge nok, gjorde det ham vred. ”Lorteby!”

Han kunne ikke sove om natten. Lyden fra havet irriterede ham.

Næste morgen pakkede han bilen og kørte tilbage til sit liv med de mange byer og de mange kvinder.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce