Kultur

'Hvad jeg synes om ringkøbingerne?' - Læs Thorstein Thomsens novelle Ringkøbing-Klip

- Jeg vidste ikke, det var Prins Henrik, der havde lavet Miss Ringkøbing. Det er en cadeau til ham, for jeg troede, det var af en rigtig kunstner, sagde Thorstein Thomsen ved besøget i marts. Arkivffoto: Jørgen Kirk

Gaderne i Ringkøbing er fulde af luft. Vinden samler sig sammen på Torvet, og når den er stor nok, løber den op gennem Nygade uden at spørge nogen om lov. Et tøjstativ griber efter den med slatne arme, der falder tilbage, når den er forbi.

Om aftenen kan man gå ned på havnen og se det, man godt ved. Himlen går ned i havet og forsvinder. Men næste morgen er den tilbage.

Når man rejser fra Ringkøbing, rejser den med. Men hvis man kun har boet her en uge, bliver der bare plads til et par gader eller måske et billede af en pige, der lige har lært at gå, og som vil samle et vissent blad op, der hele tiden løber fra hende.

Han tog avisen i hånden. Overskriften hed Kim K og ringkøbingerne. Nedenunder stod: Hvad jeg synes om ringkøbingerne? Hvordan får man øje på dem mellem tyskerne? Skal man kigge efter træsko og hængerøv i bukserne?

Ringkøbing-Klip

Kim K nåede ud til sommerhuset hen på eftermiddagen. Han pakkede ikke sin kuffert ud. Det var gammel vane. Han turnerede meget og levede i den. Men den akustiske Gibsonguitar satte han op i stativet. Han åbnede glasdørene ud til klitterne, og en halv time senere sad han og skrev på en ny sang.

Ved syvtiden tog han bilen ind til Ringkøbing. Her var mange mennesker. Der blev talt tysk omkring ham.

”Hej, Kim K.”

Han smilede mekanisk og nikkede. Han fandt en siddeplads på havnen. Nogle lavede en selfie med ham.

Han drak en ekstra fadøl efter fiskefrikadellerne, og pludselig sad han og talte med en ung kvinde, en journalist på Dagbladet.

”Hvorfor er du i Ringkøbing?”

”For at få skrivero. Min moster har købt et sommerhus ude ved Vesterhavet.”

”Så du kender ikke Ringkøbing?”

”Nej.”

”Hvad synes du om folk her?”

”Hvad jeg synes om ringkøbingerne?” Han smilede skævt. ”Hvordan får man øje på dem mellem tyskerne? Skal man kigge efter træsko og hængerøv i bukserne? Giv mig en chance. Jeg er lige ankommet.”

De lo. Journalisten tog et par billeder.

Senere gik han op til Torvet. Han hørte mandesang fra Hotel Ringkøbing og gik hen mod de folk, der stod udenfor. Sangen kom ud af de åbne vinduer. Sov sødt, lille Jumbo, og visselul. Det var smukt. Og han tænkte, at han ville gøre alvor af det nu. Han ville droppe bandet. Denne gang ville han lave et akustisk album. Han satte solbrillerne i skjortelommen og spurgte kvinden til højre: ”Hvad er det for noget, det her?”

”Det er vægterne.” Hendes øjne var usædvanligt lyseblå. Hun ville sige mere, men han afbrød hende. ”Skal vi gå et sted hen og få en øl?”

”Skal vi ikke blive stående her?”

Da hun lidt senere tog hans hånd, fik han tårer i øjnene. Han følte sig omgivet af tryghed, og det savn, han havde ved ikke at høre til et bestemt sted, satte sig i ham som en længsel. Nye byer, nye kvinder. Han havde fået nok af det.

Senere gik de hjem til hende ad brosten mellem røde huse. Han var 28, hun var 35. Ingen af dem havde børn. Måske var det på tide. Hun hed Astrid.

De spiste morgenmad i hendes gårdhave. Senere kørte han ud og hentede sin guitar og anbragte den i soveværelset. Da han kom ned ad trapperne, havde hun åbnet den lille butik. Der var værksted og udstilling i samme rum.

Han så på hendes hænder. De havde formet alle disse fantastiske ting i papir. Små røde huse, blomster, fisk og også lampeskærme. Måger i forskellige størrelser hang ned fra loftet. Han tænkte, at hendes hænder gav ham den slags tryghed, som et langt forhold er lavet af.

Han tog en brochure. ”Hedder din butik RINGKØBING-KLIP?”

”Jeg er ringkøbingklipper. Verdens eneste.”

”Den eneste ene,” sagde han med et skævt smil.

”Jeg bruger kun papir fra Ringkøbing. Gamle aviser, bykort, den her gamle bog om byen, foldere fra turistinformationen.”

”Okay?”

”Jeg er født i det her hus. Jeg boede nogle år i Tokyo med min daværende mand, der var sendt ud af Vestas. Det var derude, jeg lærte at bruge mine hænder. Nåh, ja. Jeg har nok altid været god til sådan noget.”

”Du er ringkøbinger helt ud i fingerspidserne.”

”Det hedder ringkøbingenser.”

”Er det ikke lige meget?”

Hun så hen på væggen. ”Du går vel heller ikke rundt og siger neger og perker?”

”Nejnej. Sorry.”

En lille klokke ringede, kunder kom ind. Hun slog over i tysk.

Om natten havde hun fortalt, at hun havde boet i Berlin et år. Hun havde ikke snakket om Tokyo. Ikke et ord. Måske var det noget dårligt med eksmanden.

Han gik op og skrev på en ny sang.

De spiste aftensmad i haven. De gik i seng klokken otte, og igen følte han en voldsom længsel efter at høre til et sted.

De stod op klokken seks, spiste morgenmad og snakkede, indtil hun åbnede butikken, og han gik ovenpå til guitaren.

Nogle timer senere kom hun op til ham. Han sad på sengekanten med guitar og papir og blyant.

Hun smed en avis på sengen. Dagbladet. Der var et billede af ham på forsiden. Hun så hen på væggen, mens hun talte. ”Hvis du vil gøre mig en tjeneste, pakker du din guitar nu og går.” Hun forsvandt.

Han tog avisen i hånden. Overskriften hed Kim K og ringkøbingerne. Nedenunder stod: Hvad jeg synes om ringkøbingerne? Hvordan får man øje på dem mellem tyskerne? Skal man kigge efter træsko og hængerøv i bukserne?

Han løb ned ad trapperne og ud i butikken. ”Men Astrid. Det var ironi. Man kan ikke se ironi på tryk, vel?”

”Det er sikkert rigtigt.” Hun arbejdede videre uden at se på ham. ”Men man kan godt se arrogance på tryk. Og det har jeg prøvet i ét forhold. Det har jeg ikke brug for igen.”

”Men Astrid …”

”Vil du ikke nok bare gå?”

Han så rundt i butikken. Solen ramte nogle af de små figurer af ringkøbingpapir. En måge drejede langsomt i en fiskeline henne ved vinduet.

Så gik han op, lagde sin guitar i kassen og forlod hende, som han havde forladt så mange kvinder.

Han havde lidt svært ved at finde bilen. Der sad en parkeringsbøde i forruden. Selvom han havde penge nok, gjorde det ham vred. ”Lorteby!”

Han kunne ikke sove om natten. Lyden fra havet irriterede ham.

Næste morgen pakkede han bilen og kørte tilbage til sit liv med de mange byer og de mange kvinder.

Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Voldsom kritik af socialtilsynet i Schuberts Minde-sag: Det lugter af personlig hetz

Læserbrev

Højhuse og højspænding: Master, mandater og meninger

Læserbrev: I et læserbrev i Dagbladet søndag retter Bjarne Nielsen en skarp kritik af politikere i almindelighed og af mig i særdeleshed. Bjarne reflekterer over det forhold, at jeg har stemt for et etagebyggeri i Videbæk og nu personligt rammes af etableringen af 400 KV-ledningen, der antagelig bliver placeret meget tæt på Laugesens Have, hvor jeg er leder og hvor jeg har tjenestebolig med bopælspligt. I læserbrevet tillægger Bjarne Nielsen mig holdninger, jeg aldrig har haft, og udtryk, jeg aldrig har brugt. Jeg mener ikke, etagebyggeriet er uden betydning for de naboer, der bor tættest på. Og jeg har aldrig sagt det. Det ville højne kvaliteten af debatten, hvis Bjarne Nielsen ville holde sig til det, jeg faktisk mener, og det, jeg faktisk har sagt. Jeg har besøgt naboerne til etagebyggeriet. Jeg har talt med dem. Jeg har brugt langt mere tid på modstandere af projektet, end jeg har brugt på projektmagerne. I alle politiske sager mener jeg, det er en pligt at orientere sig grundigt, inden man tager stilling. Det har jeg gjort i den sag. Herefter har jeg taget stilling. I byrådet var der et flertal for etagebyggeriet. Det er mandaterne der tæller. Det er demokrati. Jeg forstår og anerkender fuldstændig de gener, det påfører beboerne på Dalsvinget. Det har jeg sagt gennem hele sagen. Det mener jeg stadig. Alle beslutninger i politik har konsekvenser for de mennesker, der bliver berørt af det. Særligt enhver form for udbygning eller udvikling - af hvad art tænkes kan. Vi ønsker øget bosætning i alle vores byer. Vi ønsker en bedre infrastruktur. Vi ønsker et bedre klima. Vi ønsker bedre og større bygninger til institutioner. Det er altid en knivskarp afvejning af fordele og ulemper. Det er et klassisk politisk dilemma. Vi er valgt til at træffe beslutninger. Det mener jeg, politikere skal gøre - og så i øvrigt tage ansvar for beslutningerne. For så vidt angår anlæg af en 400 KV-ledning tæt på Laugesens Have gælder præcis det samme forhold. Jeg er personlig berørt af projektet al den stund, at min bolig kan blive eksproprieret. Jeg er derfor inhabil i sagen - og må ikke deltage i den politiske behandling af sagen. Det beklager jeg. Men det er vel rimeligt, at politikere afholder sig fra at behandle sager, som de kan have personlige interesser i? Jeg er ansat som leder af Laugesens Have. Her er det min opgave at forsvare de forretningsmæssige interesser på stedet. Laugesens Have og jeg selv forventer at blive behandlet med samme rettigheder og pligter som alle andre borgere eller virksomheder. I den forbindelse vil jeg understrege, at Laugesens Have og jeg må tage de heraf følgende konsekvenser. Det er min mening. Jeg har aldrig sagt andet.

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Mindreårig pige udsat for seksuelle overgreb af større dreng på Schuberts Minde

Skjern

Fredagen bød på flere færdselsuheld

Annonce