Klumme

Hvad har Kasper Søndergaard, min cykel og sammenhængskraft til fælles?

Karina Winkler er ny klummeskribent på Dagbladet. Både fotos til artiklen og bylinefoto til klummen. Foto.Jørgen Kirk

Onsdag aften pumpede jeg cyklen, trampede hårdt i pedalerne, så jeg kunne komme over i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter og bakke mit hold op i Skjern Bank Arena. Jeg kan lige så godt røbe det nu. Vi vandt stort….

At være tilstede i hallen og mærke fællesskabet er en hel speciel følelse og jeg er stolt over, at vi har et hold som Skjern Håndbold i vores kommune og noget som vi - i hvert fald mange af os - kan være fælles om. Her kan vi hurtig blive enige om, hvornår de har spillet godt eller skidt og vi bliver lettere irriteret, når de ikke leverer varen på dagen.

Sammenhængskraft og fællesskaber er begreber vi ofte hører i forbindelse med vores område og som landbrugskommune fylder det måske mere end det gør i en større by østpå. Her i området ved man, at hvis man ikke dyrker fællesskabet, så forsvinder sammenhængskraften og så står man med et samfund, hvor koblingskraften er væk og så er det måske et kedeligt sted at være.

Og hvad har det så med en håndboldkamp at gøre?

Jo, jeg synes, at begge begreber bogstaveligt talt kom i spil. I hallen så jeg et fællesskab, hvor samspil på tværs var vigtig og man lykkedes kun, fordi man som hold hang sammen. Sammenhængskraften gav sig til udtryk ved det samarbejde jeg så mellem bænk og bane. Der skal nok ikke herske tvivl om, at det sted alle spillere helst vil være - er på banen - og dermed være med til at bringe sejren hjem. Men der er jo ikke plads til alle og så er der nogen, der skal sidde på bænken. Og hvor sjovt kan det egentlig være, når man brænder for at få spilletid.

Men at se hvordan Søndergaard arbejdede i kulissen og bakkede sine medspillere op fra spillerbænken var inspirerende. For mig herskede der ingen tvivl om, at han så det som sin opgave at støtte sine medspillere på bedst mulige vis - og der var konstant opmuntring, ros og atter ros. Han satte fællesskabet over sine egne ambitioner og gjorde en forskel ved at være på holdet.

Og så blev min glæde rigtig stor, da han kom på banen og tog sin del af ansvaret for at holdet kunne hive en stor sejr hjem over Sønderjyske. Kampen blev aldrig spændende, men glæden over, at vi er kommet videre til semifinalen, gjorde at man blev og klappede til man næsten ikke orkede mere.

Vi ved jo godt, at spillerne bliver målt på den forskel, som de gør på banen og at det selvfølgelig er vigtigt, at man vinder og dermed skaber de nødvendige resultater og dermed succeser, og sådan er det jo også alle andre steder. I hjemmet, på arbejdspladsen, i de frivillige foreninger og inden for det offentlige - alle de steder hvor der er et fællesskab - formelt eller uformelt. Hvis vi har sammenhængskraft på tværs af området og i de enkelte byer, så skal vi nok lykkes med mange af de projekter, der bliver sat i gang - både af frivillige, virksomheder og det offentlige og til fælles bedste. Hvis vi kan lære at acceptere at på nogle tidspunkter, så sidder vi på bænken og at det er andre, der løber med bolden, så vil det sikkert løse mange problemer. Og ikke mindst så er det vigtigt at huske på, at alle dem, der arbejder i kulissen, gør en forskel for fællesskabet og dem vil jeg gerne heppe på.

Hvor kommer min cykel så ind i billedet? Ja - den er jeg lidt mere usikker på, men uden den var jeg i hvert fald ikke kommet til kampen.

Hvis vi har sammenhængskraft på tværs af området og i de enkelte byer, så skal vi nok lykkes med mange af de projekter, der bliver sat i gang - både af frivillige, virksomheder og det offentlige og til fælles bedste.
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Leder For abonnenter

Pas på den 300. bilist

Det er en af den slags førstepladser, vi helst vil være foruden. Men vi kommer ikke uden om det: Vestjyske bilister er landets mest drikfældige. I alt fald hvis man måler på antallet af spritbilister, som bliver fanget i politiets kontroller. Tallene er temmelig skræmmende: Politiet har i løbet af et år stoppet 13.259 tilfældige biler, og i dem sad 44 spritbilister; det vil sige, at der i gennemsnit sad en spritbilist en ud af trehundrede biler. Prøv lige at tænke lidt over det … Hvor mange biler passerer du, når du eksempelvis kører på vejen mellem Ringkøbing og Herning eller Skjern og Holstebro? Rigtig mange! Og for hver gang, du passerer nummer 299, møder du en spritbilist. Ikke nogen rar tanke! Især ikke når man tager i betragtning, at skræmmende mange ulykker involverer sprit. De seneste tal viser, at der, i perioden 2013-2017, blev dræbt 140 mennesker i trafikken i Danmark og 829 personer kom alvorligt til skade i ulykker med spirituspåvirket fører af et motoriseret køretøj. Hvorfor kører vestjyderne markant mere spritkørsel end andre danskere? Måske handler det i virkeligheden om noget så banalt, at vestjyske spritbilister tror, de kan slippe af sted med det, fordi vi bor i et tyndt befolket hjørne af landet med langt mellem politipatruljerne. Men rent faktisk ved vi det ikke. Derfor er det også godt, at politiet nu vil bruge den store mængde data, man har indsamlet, til at kortlægge spritbilisternes adfærd - ikke mindst, hvem de er, hvor gamle de er, og hvor og hvornår, de begiver sig ud på vejene. På den måde vil politiet kunne sætte ind med både forebyggende kampagner og spritkontroller. Men vi andre - det store flertal, der ikke kører spritkørsel, og ikke kunne drømme om at gøre det - kan også gøre noget. Vi kan først og fremmest gøre det socialt uacceptabelt at sætte sig bag rattet i påvirket tilstand, hvad enten det er til hverdag eller fest. Ser vi en person slingre ud mod bilen, kan vi stoppe vedkommende, bede ham eller hende aflevere nøglen, og sørge for, at de kommer godt hjem på anden vis. Vi har et ansvar for, at der ikke er nogen derude, der møder den 300. bilist.

Annonce