Debat

"Hvad der ikke er svært, skal være nært" er et letkøbt slogan

Reform: Regeringen har fremlagt et forslag til sundhedsreform. Forslaget indeholder flere gode forslag. F.eks. at uddanne flere sygeplejersker og praktiserende læger. Med flere ældre, flere kronisk syge og flere behandlingsmuligheder, er det rigtigt at uddanne flere i de personalegrupper, vi har mangel på i sundhedsvæsenet. Så vi glæder os over udsigten til flere læger og sygeplejersker, samtidigt med vi stilfærdigt gør opmærksom på, at manglen på kvalificeret personale skyldes statens underdimensionering af uddannelserne, i og med uddannelse er et statsligt anliggende.

Ligesom det faktisk er sundhedsminister Ellen Thrane Nørbys og Styrelsen for Patientsikkerheds ansvar at sikre, at det faglige niveau er i orden hos de udenlandske læger, de giver autorisation til at virke i Danmark. Det er besynderligt at forsøge at tørre ansvaret af på sygehusledelserne – ikke mindst i en situation, hvor man netop ønsker at centralisere styringen af sundhedsvæsenet.

Reformen lægger også op til at lægge flere opgaver ud i almen praksis og kommunerne. Hvis penge og personale følger med, er det en god ide. Første skridt er allerede taget i den overenskomst med de praktiserende læger, der trådte i kraft sidste år, som i større udstrækning lægger behandling af KOL og Diabetes ud i almen praksis. Men udlægning af opgaver er ikke et ”quick-fix”, der giver det hele for det halve. Hvis kvaliteten skal være den samme – så er prisen det nok også. I hvert fald har førnævnte udlægning af KOL og Diabetes ikke været en spareøvelse, men en anstrengelse for at sikre nærhed.

Og lad os i den sammenhæng understrege, at vi på det kraftigste tager afstand fra det letkøbte slogan om, at ”hvad der ikke er svært, skal være nært”. Opgaverne i almen praksis er netop nogle af de mest komplekse i hele sundhedsvæsenet, og der er ikke noget ”nemt” i et behandle kroniske, ofte multisyge, patienter.

Reformen vil styrke samarbejdet mellem kommuner og region ved at etablere 21 sundhedsfællesskaber med kommuner, sygehuse og praktiserende læger. Lad os afsløre en hemmelighed: De 21 sundhedsfællesskaber findes allerede. I Syddanmark kalder vi dem samordningsfora. De er bemandet med embeds- og fagfolk, ikke politikere. Hvis sundhedsfællesskaberne oprustes med politisk repræsentation fra kommuner og region, og ikke mindst med midler til at sikre bedre samarbejde mellem sektorerne, vil vi hilse det velkomment. Vi vil dog også vove den påstand, at samarbejdet mellem kommuner, sygehuse og almen praksis er bedre end sit rygte. I vores virke møder vi i hvert fald langt flere beretninger om gode oplevelser med sundhedsvæsenet, end det modsatte. Men vi skal selvfølgelig have fokus på, hvad der kan gøres bedre.

Hvad vi derimod ikke kan se meningen i, er at centralisere magten i sundhedsvæsenet og afdemokratisere styringen af sundhedsvæsenet. Forslaget går på at erstatte de 205 direkte folkevalgte regionsrådsmedlemmer med mindst 316 indirekte valgte og udpegede bestyrelsesmedlemmer i tre forskellige administrative niveauer. Ansvaret for 98 pct. af sundhedsvæsenets budget vil på den måde blive flyttet fra lokalt valgte regionsrådsmedlemmer, der hvert 4. år står direkte til ansvar for vælgerne, til bestyrelser, der er udpeget ”oven fra”, og som i den sidste ende kun står til ansvar over for ministeriet og ministeren i København. Og hvem man står til ansvar for, betyder rigtig meget for de beslutninger, der bliver taget.

Vi kan forstå, at der hos visse folketingsmedlemmer er interesse for, hvad det ”koster” at drive de 5 regionsråd. Svaret er 0,06% af sundhedsvæsenets budget. Om det er meget eller lidt overlader vi trygt til læserne at bedømme. Vi tillader os i øvrigt at tvivle på, om udpegede, ”professionelle” bestyrelsesmedlemmer og indirekte valgte, kommunale repræsentanter, forventes at arbejde gratis?

Hvem er i øvrigt de bestyrelsesmedlemmer, der er ”professionelle” i at afveje faglige og økonomiske hensyn med hensynet til befolkningens ønsker? Det er vel netop - folkevalgte…

Vi tænker styringen af sundhedsvæsenet er for vigtig en opgave at centralisere og afdemokratisere.

Anja Lund
0/0
Klumme

Ugens Prædiken: Påskemorgen er som en håbets hilsen fra Guds fremtid

Klumme

Martine om at blive gammel: Måske er det andet end medicin og ømme muskler?

Klumme

Ugens Prædiken: Mere kærlighed, end vi fatter og forstår

Klumme

Kommer du til årets grundlovsfest?

Leder For abonnenter

Bøhtosserne og de sande demokrater

Spalte op og spalte ned er der blevet skrevet om koranafbrændings-tossen. Du ved; ham der fuldt bevidst går efter at lave sine demonstrationer på måder og på steder, hvor hans iskolde og desværre alt for ofte ganske korrekte kalkule er, at bål-og-brand-tosser vil gribe den kærkomne anledning til at lade sig krænke så tilpas meget, at det efter deres indskrænkede verdensopfattelse berettiger til larm i gaden. Og dermed får bål-og-brand-tosserne på imponerende vis bekræftet koranafbrændings-tossens pointe - hvis ellers pointe ikke kan siges at være et alt for pænt ord for den verdensopfattelse, som hadprædikanter af alle farver abonnerer på. Faktisk er der både sagt og skrevet mere end rigeligt om Rasmus Paludan. Derfor er hovedpersonerne i disse linjer ikke hverken den ene eller den anden part i bøhtosse-krigen. Det handler tværtimod om demokratisk forståelse ført ud i en ualmindeligt fornem praksis - og om et par seje gutter fra Holstebro, Abbas Maanaki og Ergin Dogan. De to stod bag et vellykket arrangement i Trekanten i Holstebro, hvor de fik beboerne til at samles om pizza, fodbold og lørdagshygge i stedet for at stille op som medvirkende i provokatørens omrejsende cirkus, der var varslet til at ankomme til byen en lørdag i april. Dermed faldt det sture, sture provkationsnummer til jorden med et stille plask - ganske som den slags har fortjent. Maanaki og Dogan er begge som teenagere kommet i ungdomsklubben Jættehøj og forklarer, hvordan værdierne, de lærte der, var afsæt for deres fredelige moddemonstration: Rasmus Paludan skulle have lov at bruge sin ytringsfrihed til at sige, hvad han ville - men de to brugte deres ytringsfrihed til at argumentere for, at alle lod ham stå alene med sine provokationer og sin dyre politibeskyttelse. En beskyttelse, som der i Holstebro ikke blev den fjerneste brug for. Missionen lykkedes nemlig over al forventning, og der var efterfølgende stor ros fra politikommissær Lilian Jensen, som i Dagbladet Holstebro erklærede sig "pavestolt af den præventive indsats, vi så fra beboerne". Hvor ville det dog være fantastisk, hvis 'Holstebro-modellen' kunne brede sig til andre steder i landet. Københavnske Nørrebro kunne for eksempel lære en hel del. Som Ergin Dogan siger: "Det, Rasmus Paludan står for, er ikke de værdier, som vi har lært at kende i Jættehøj og på arbejdsmarkedet. Vi er bare med til at sprede hans retorik og had, når vi lader os provokere. Han ved udmærket, hvilke knapper han skal trykke på, så det eksploderer. Og jeg tror, det er hans formål." Jeg tror, Ergin Dogan har ret - og siger tak til ham, til Abbas Maanaki og til lærere og pædagoger som dem i ungdomsklubben Jættehøj, fordi de på forbilledlig vis formår at vise, hvad demokrati vil sige i virkelighedens verden.

Klumme

Amagerpigens tak til Bork Havn Efterskole: I var vinden under mine vinger