Annonce
Videbæk

Husker du Hanne-drabet? Pårørende fortæller om sagen i ny TV-dokumentar

Hanne Pedersen levede et stille liv på ejendommen i Nr-. Vium, hvor hun dyrkede sin passion for mohair-geder. Billedet er taget af Jørn Deleuran, da Dagbladet besøgte hende i 2001.
Tredje afsnit i DR-serien "Når mænd slår kvinder ihjel", fortæller om drabet på Hanne Pedersen i Nr. Vium, som blev kvalt nytårsaften 2015, inden gerningsmanden satte ild til hendes hus.

NR VIUM: Drabet på den 54-årige Hanne Pedersen og den efterfølgende nedbrænding af hendes hus i Nr. Vium, rystede hele egnen, da det skete nytårsaften 2015. Nu fortæller en TV-dokumentar på DR1 torsdag aften om sagen. Det sker i serien "Når mænd slår kvinder ihjel", der ser på opklarede drab på kvinder og fortæller om de motiver, der ligger bag. Tidligere drabschef og forhenværende chef for Rigspolitiets Rejsehold, Bent Isager-Nielsen, er sammen med psykologerne Florence McLean og Charlotte Kappel dykket ned i sagsakterne for at se på, hvad der får en mand til at slå en kvinde ihjel.

- Vi har set på forskellige sager med forskellige motiver, og her er der tale om et rovmotiv. Der er flere aspekter i sagen. Den ene er, at vi gerne vil have vores eksperter til at analysere, hvad der sker, når folk slår ihjel flere gange, og så er der også et aspekt om netdating, hvor man kan skjule sin fortid, fortæller Birgitte Koefoed, partner i produktionsselskabet STV, som har produceret serien til DR.

I dokumentaren, som Dagbladet har set på forhånd, fortæller flere pårørende om sagen. Blandt andet fortæller Anders, der er tidligere ven med den drabsdømte Christian Andersen, hvordan de to fejrede nytårsaften få timer efter at, Christian Andersen havde slået Hanne Pedersen ihjel. Eva, der er kusine til Christian Andersen, fortæller om, hvordan hans barndom bød på tæsk fra forældrenes side, og så er der Lis Birgitte, der var veninde med Hanne Pedersen gennem 19 år. I dokumentaren er hun tilbage ved brandtomten og på besøg på kirkegården for at lægge en blomst ved gravstedet.

Hanne Pedersen boede på en landejendom på Karlsmosevej i Nr. Vium, hvor hun dyrkede sin store passion for mohair-geder. Hun var kendt som et fredsommeligt menneske, der levede en stille tilværelse. På netdating havde hun mødt Christian Andersen. Tilbage i 1996 havde han slået en kvinde ihjel, men havde udstået sin straf. Nytårsaften 2015 var han taget ud til Hanne Pedersen på ejendommen. Her kvalte han hende, overførte 3000 kroner fra hendes konto, og efterfølgende antændte han en brand, som raserede stuehuset. Dagen efter blev hendes lig fundet i ruinerne.

Christian Andersen blev ved byretten i Herning idømt livsvarig fængsel. En dom, som landsretten senere stadfæstede.

Dokumentaren vises på DR1 torsdag klokken 20.30 og kan også streames fra dr.dk

Annonce
Dagen efter branden blev Hanne Pedersens lig fundet i ruinerne af ejendommen. Arkivfoto: Jørgen Kirk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce