Annonce
Sport

Hurtigløber kræver undskyldning for aflyst dopingsag

Michal Cizek/Ritzau Scanpix
Christian Coleman langer ud efter Usada, som måtte droppe dopingsagen mod ham på grund af en teknikalitet.

Sprinteren Christian Coleman forlanger at få en undskyldning fra Det Amerikanske Antidopingagentur (Usada), efter at sagen om hans tre missede dopingtest er blevet droppet.

I en video på YouTube siger Coleman, at sagen har skadet hans omdømme som en ren udøver og kostet ham 150.000 dollar (en million danske kroner) i mistede indtægter, fordi han var nødt til at melde afbud til to stævner.

Den amerikanske hurtigløber fastslår, at han kæmper kampen på vegne af mindre profilerede kolleger, der kan havne i et lignende morads.

- Jeg har råd til en advokat og har de bedste folk til at forsvare mig, men mange tjener ikke mange penge, og hvis du er et mindre navn, kan du blive kørt over af Usada, siger Coleman.

Sprinteren, der med 9,81 sekunder har løbet den hurtigste tid på 100 meter i 2019, blev tre gange inden for et år taget i at have oplyst forkerte opholdssteder, de såkaldte "whereabouts".

Det betød, at han ikke var på det opgivne sted, når dopingkontrollanterne kom uanmeldt forbi.

Den slags sidestilles normalt med en positiv dopingprøve, og Coleman stod dermed til en karantæne på to år.

Men en teknikalitet i reglerne gjorde, at Coleman slap for en dopingsag og kan stille til start ved VM i Qatar, der begynder senere på måneden.

- Folk aner ikke, hvor let det er at forpasse en test. Nogle gange glemmer man at opdatere sin app (med whereabouts, red.), men det har ikke noget at gøre med, at man forsøger at snyde.

- Mange misforstår, hvordan systemet fungerer. Jeg bliver testet 30-40 gange om året. Det er et vanvittigt antal. Jeg er et menneske. Nogle gange glemmer jeg, forklarer Coleman.

/ritzau/

Annonce
https://www.youtube.com/watch?v=P129CyLKy40
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Politisk opbakning til Sommerfuglen skyldes stedets kvaliteter

Læserbrev: Sommerfuglen er kommunes nye fritidstilbud til børn og unge med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Kongstanken er at have ét lokalt fritidstilbud af høj pædagogisk kvalitet i stedet for at benytte aflastningspladser på forskellige institutioner i egen og andre kommuner. Jeg er citeret i Dagbladet søndag for at sige, at den politiske opbakning til Sommerfuglen skyldes behovet for at få stedet fyldt op. Det er en udtalelse, der taget ud af en sammenhæng. Den politiske opbakning til Sommerfuglen hænger helt og aldeles sammen med tilbuddets kvaliteter. Børn med funktionsnedsættelser har svært ved at finde fritidsaktiviteter, der kan rumme deres udfordringer, og det begrænser muligheden for at knytte venskaber. Børnene på Sommerfuglen går typisk på specialskole, og det betyder, at de fleste går i skole og skaber relationer uden for deres nærmiljø. Med Sommerfuglen prioriterer vi, helt i tråd med børne- og familiepolitikken, at give børn og unge med særlige behov mulighed for at dyrke fritidsinteresser og danne trygge og nære relationer med andre børn i kommunen. Relationer de kan bygge videre på gennem deres opvækst, så Sommerfuglen bidrager til ambitionen om at skabe gode overgange fra børneområdet til voksenområdet. Politisk har vi besluttet, at Sommerfuglen som udgangspunkt er kommunens tilbud, med mindre der er faglige begrundelser for noget andet. Det har vi, fordi det er et godt tilbud, og fordi målsætningen om at skabe relationer mellem børn og unge på tværs af kommunen fordrer, at de er sammen. Jeg forstår godt, at det kan være en stor mundfuld for børn, unge og forældre at skulle flytte fra et sted, de kender og er glade for. Men jeg ved også, at de børn og unge, der er begyndt i Sommerfuglen, er glade for og trygge ved det. Der er foretaget en faglig vurdering af, hvorvidt hvert enkelt barns behov kan rummes i Sommerfuglen. I de tilfælde hvor det modsatte er konklusionen, er der fortsat et alternativt tilbud. Jeg forstår også godt, at de institutioner, kommunen hidtil har købt pladser hos, er kede af at miste børn. Men i denne sammenhæng er vores opgave som kommune først og fremmest at give børn og unge med særlige behov de samme muligheder, som andre børn og unge i kommunen. Det er klart, at dialogen med de berørte familier og institutioner skal foregå på en god og respektfuld måde. Når vi hører, at det ikke er oplevelsen alle steder, er der naturligvis grund til at vurdere, om vi kunne have gjort det anderledes. Det er i øvrigt helt almindelig praksis.

Annonce