x
Annonce
Livsstil

Hun har lært, at kærlighed ikke er sort-hvid

- Man gør ikke en forskel i verden bag en computer, lyder det fra Anja Lovén, der tilbringer en stor del af sin tid rundt omkring i Nigeria for at hjælpe landets såkaldte heksebørn. Foto: Michael Drost-Hansen
Anja Lovén var selv et både elsket og svigtet barn, og nu er det blevet hendes livsmission at hjælpe andre svigtede børn, nemlig Nigerias heksebørn. Trods de voldsomme overgreb hjælper hun og hendes børnecenter Land of Hope børnene med at holde kontakt med deres familier. For hun ved fra sig selv, at kærligheden ikke er et enten-eller, men et både-og

”Er du klar til at tage på redningsaktion i dag?”

Anja kigger undrende på sin mand David, da han stiller spørgsmålet. Normalt bruger de flere dage på at forberede aktionerne ude i Nigerias lavland for at redde de børn, der er blevet udstødt og lemlæstet på grund af anklager om, at de er hekse. Ofte er transporttiden lang og områderne utilgængelige og fjendtlige. Man kører ikke bare ind i en landsby og fjerner et barn.

Men denne dag i december sidste år kan Anja godt mærke på sin mand, at der ikke er tid til forberedelse. Kort forinden er han blevet ringet op af den samme mand, der tilbage i 2016 fortalte om Hope - drengen, vi lærte at kende, da billedet af Anja, der knæler foran den beskidte og underernærede dreng og tilbyder ham lidt vand, gik verden rundt og for alvor skabte opmærksomhed om kampen for Nigerias heksebørn.

Parret stoler derfor på manden, og nu har han altså set endnu et barn, der har brug for hjælp. Det er, siger han, et spørgsmål om liv og død.

Kort tid efter sidder David og Anja og en lille håndfuld fra deres team i bilen på vej mod den rundkørsel i nærheden, hvor drengen er blevet set.

- Da vi kommer til rundkørslen, er David den første, der får øje på drengen ud af bilruden. Han udbryder et ”Oh my God”, og han er altså en mand, der har set børn blive slået ihjel, så jeg ved godt, at der venter os noget slemt. Da jeg kort efter kommer ud af bilen og selv ser drengen, er min første tanke, at han ikke overlever. Han har så mange smerter, kan næsten ikke gå, og hans ansigt er ... forpint, siger Anja Lovén og finder et billede frem på mobilen, så vi selv kan se udtrykket i hans øjne, der på én gang rummer rædsel og en bøn om hjælp. Sådan ser man ud, når man har set sin søster blive slået ihjel, og man selv er blevet voldtaget og lemlæstet og efterfølgende overladt til at dø.

Annonce

Blå bog

Anja Lovén er født 4. september 1978 i Frederikshavn, hvor hun er vokset op sammen med sin mor og sin tvillingesøster og sin 10 år ældre storesøster.

Efter gymnasiet blev hun stewardesse, og siden fik hun arbejde i en tøjbutik, men drømmen om at lave nødhjælpsarbejde i Afrika trak, og som 31-årig rejste hun til kontinentet første gang. Få år efter etablerede hun organisationen Din Nødhjælp for at hjælpe de såkaldte heksebørn i Nigeria.

I dag driver organisationen børnecentret Land of Hope, hvor der lige nu bor 74 børn. Anja Lovén, hendes mand, David, og resten af teamet foretager også oplysningsarbejde ude i landet for at komme overtroen, der stempler børnene som hekse, til livs.

I 2016 blev hun kåret som en af verdens mest indflydelsesrige personer af det østrigske magasin Ooom, og Dalai Lama har kaldt hende ”sin personlige helt”.

Hun har sønnen David Jr. sammen med sin mand, David.

”Heksebørnenes mor. Min rejse til håbets land” udkommer 18. februar på Politikens Forlag.

To vidt forskellige verdener

Der er støvregn i luften, og himlen over Aarhus er grå, men indenfor i byens kulturhus, Dokk1, er der liv og larm. Grupper af børnehavebørn løber med højlydte grin og glade stemmer gennem de store, lyse lokaler med kig til havnen. En skærende kontrast til det børneliv, Anja Lovén sidder og fortæller om.

Hun ankom til Danmark i begyndelsen af januar med sin søn, David Jr., og i disse måneder lever de et helt almindeligt hverdagsliv. Den femårige knægt med de viltre krøller går i byens internationale skole, mens mor arbejder for den organisation, hun stiftede for otte år siden for at have en platform for kampen for Nigerias heksebørn. Næsten lige siden har hun pendlet mellem det tætbefolkede land i den centrale del af Vestafrika og det lille land mod nord, og kontrasten kan næsten ikke blive større.

- Når vi bevæger os rundt i Nigeria, er det ofte som at bevæge sig rundt i en anden tid. Her har man stenovne, bor i lerhytter og bærer brænde og vand på hovedet, og her hersker jungleloven. Jeg kan stå den ene dag i en landsby og diskutere med en høvding, der fortæller alle mulige hokuspokus-historier om børn, der får to hoveder om natten, og næste dag kan jeg lande i Danmark og sidde i vores lejlighed i Aarhus og se Ramasjang med min søn, siger hun og smiler ved tanken om de to vidt forskellige virkeligheder, der begge er hendes - og i øvrigt også hendes søn.

- Jeg har været enormt bekymret for, hvordan min søn ville tage forandringen, men børn er jo fantastiske til at tilpasse sig. Når vi kommer til Nigeria, smider han tøjet og løber rundt i shorts og bare tæer og spiller fodbold med de andre børn. I Danmark går han i skole og elsker sin Ipad. Han trives med begge dele.

En bog om meget mere

Anja Lovén plejer at være i Danmark et par måneder, inden hun sammen med David Jr. vender tilbage til sin mand og de 74 børn, der i øjeblikket bor i organisationens børnecenter Land of Hope. Denne gang bliver hun dog i hjemlandet lidt længere. For der er også lige landet en bogudgivelse i kalenderen.

Den 18. februar udkommer selvbiografien ”Heksebørnenes mor. Min rejse til håbets land”. En bog, der på sin vis har været længe undervejs. Da billedet af hende og Hope for alvor satte den stålsatte kvinde med de nordjyske rødder på verdenskortet, blev hun kontaktet af flere forlag, der ville skrive hendes historie. Anja Lovén takkede dog pænt nej. Hun havde hverken tid eller lyst. Men én forlagsredaktør var særligt vedholdende og endte med alligevel at få et ja. Først og fremmest fordi Anja Lovén tænkte, at en bog kunne være med til at skabe opmærksomhed om de børn, der har så stor brug for hjælp. Men bogen endte med at gøre alt muligt andet også. Den er nemlig ikke kun et indblik i det arbejde, der er blevet Anja Lovéns livsmission. Den er også en rejse fra barndommens land i Frederikshavn til først den unge og nu voksne Anja, der i dag kæmper for sine heksebørn, men engang også kæmpede for selv at blive et helt menneske.

For nok er hun vokset op hos en stabil og stærk mor, men hun har også været weekendbarn hos en dybt alkoholisk far, der det ene øjeblik levede op til sit kaldenavn ”Flotte Kurt” og charmerede alle, også døtrene, og det næste øjeblik sendte ungerne til kiosken efter øl eller ringede op til datteren og truede med at tage sit liv.

Heksebørn

I 2010 slog en rapport fra Unicef fast, at antallet af heksebørn i Nigeria er stigende, og det skønnes, at 10.000 børn hvert år bliver anklaget for at været besat af en heks. I Nigeria som i andre afrikanske lande er overtro udbredt, og mange tror på hekseri, trolddomskraft og sort magi.

Når et barn bliver anklaget for at være heks, kan det skyldes for eksempel sygdom i landsbyen eller en fejlslagen høst, hvor man har brug for syndebukke. En heksedoktor eller præst tilbyder som regel at uddrive heksen mod betaling, men mange har ikke råd, og i stedet bliver barnet lemlæstet, dræbt eller udstødt.

Den modsatte vej

- Bogen har virkelig rusket op i mange ting fra barndommen. Ting, jeg havde glemt, er pludselig dukket op til overfladen, og jeg har indset, HVOR slemt det egentlig var i perioder. Det var et enormt omsorgssvigt. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han elskede os højt. Han kæmpede bare også med nogle voldsomme dæmoner.

Sådan et udgangspunkt kan gøre, at man næsten opgiver på forhånd og følger i sin fars fodspor. Det kan også have den modsatte effekt og gøre, at man kæmper indædt for at blive alt andet end sin far. Både Anja og hendes tvillingsøster har gjort det sidste. Når de sætter sig et mål, kæmper de, til det er nået. Eller som Anja Lovén selv formulerer det:

- Jeg har formået at vende alt det negative til noget, der motiverer mig.

Hun står dog samtidig ved nuancerne.

- På en måde er det jo en succeshistorie, men vi har det også begge i os, at vi skal passe på ikke at komme for meget ud af kurs, for så læner vi os op ad noget destruktivt. Det gjorde vi i hvert fald tidligere, hvor jeg for eksempel festede for hårdt og ikke altid var lige god ved mig selv. Jeg har den samme angst i mig, som min far havde, og det er da skræmmende at mærke den, men jeg kender den efterhånden godt nok til at vide, hvad jeg skal og ikke skal gøre. Nu har jeg jo også min søn at passe på, så at blive mor har motiveret mig til at passe endnu bedre på mig selv.

3 hurtige til Anja Lovén

Hvad er det bedste råd, du har fået?

- Jeg har fået mange gode råd af min mor. Jeg husker, at hun altid sagde, at ”nissen flytter med”, når jeg troede, at jeg bare kunne flygte fra mine problemer. Det har lært mig at blive og kæmpe i stedet for at flygte. Et andet råd, jeg har fået, er, at jeg skal huske på, at hvis jeg skal være stærk for børnene i Afrika, så skal jeg passe på mig selv. Hvis jeg ikke er stærk for mig selv, så kan jeg heller ikke være stærk for andre.

Hvad har du sidst brugt mange penge på?

- I stedet for at fejre min 40-årsfødselsdag med en stor fest rejste jeg alene til Kenya med min femårige søn på safari. Det var vores livs rejse sammen, hvor min søn også fik mulighed for at opleve Afrika på en helt anden måde end den, han oplever i Nigeria, hvor vi konstant er omringet af bevæbnede vagter. I Kenya oplevede min søn det smukkeste ved Afrika, nemlig den fantastiske natur og det rige dyreliv. Det tror jeg, han havde brug for at opleve.

Hvad er din indre alder?

- Jeg er nok på mange områder både 30 år og 41 år. David er 30 år og dermed 11 år yngre, end jeg er, men ingen af os kan mærke en aldersforskel. Der er endda mange, der tror, at han er ældre, end jeg er på grund af min personlighed. Mange, der møder mig, bliver også nogle gange overrasket over, at jeg er over 40 år.

Den vigtige forbindelse

I dag har Anja Lovén mistet både sin mor og sin far. Det lykkedes aldrig faren at lægge alkoholen på hylden, og selv da hans knap nok voksne datter var ved at blive ædt op af sorg over tabet af sin mor, formåede han ikke at være der. Skuffelsen bor stadig i hende, men det gør kærligheden også - og tilgivelsen.

- Sådan er det jo. Børn tilgiver. Jeg tilgav min far, og i Nigeria tilgiver børnene også ofte deres forældre, siger Anja Lovén og fortæller om de hjemmebesøg, der er et af de vigtigste omdrejningspunkter i arbejdet med børnene på Land of Hope. Mere end 100 børn er blevet reddet gennem årene, og langt de fleste af dem holder med støtte fra Anja og hendes team kontakt med familien.

- Ofte er det den lokale heksedoktor eller landsbyens høvding, der har udpeget dem som hekse, selv om de jo selvfølgelig også er blevet svigtet af deres forældre, der har valgt at tro på det. Men det ændrer bare ikke noget på den kærlighed, der også er til stede. Jeg kan se, når vi kommer på hjemmebesøg, hvordan de løber i armene på deres familie. Og det handler ikke kun om kærlighed. Det handler også om at kende sit ophav og få lov til stadig at være en del af den stamme, man hører til, mener Anja Lovén.

- Børnene skal vide, hvor de kommer fra, og forældrene skal mærke deres ansvar - også for at børnene får det godt igen.

Når Anja Lovén er i Danmark, savner hun naturen og ikke mindst sin mand og børnene på Land of Hope, når hun er i Nigeria, savner hun sin familie og den ro, der er herhjemme. Foto: Michael Drost-Hansen

Kunsten at passe på sig selv

- Man må altså gerne se min rynker. Men hvis jeg ser træt ud, må du lige ... du ved.

Anja Lovén griner til fotografen, mens hun dupper ud i luften med en usynlig pudderkvast. Hun står gerne ved, at hun er 41 år. Til gengæld skal ingen tro, at hun er træt. I otte år har hun stået som den handlekraftige, stærke kvinde med det indædte engagement og tilsyneladende uanede mængder af kræfter. Sådan er det egentlig stadig. Men Anja Lovén medgiver samtidig, at ansvaret en gang imellem kan tynge. Især nu de senere år, hvor organisationen i den grad har haft vokseværk. I et lille hjørne af Nigeria lever i dag 74 børn, der kalder hende ”mommy” og har tillid til, at hun passer på dem.

- De børn er helt afhængige af mig, og derfor er mit frygtscenario også den dag, jeg ikke kan skaffe penge nok. Det koster noget at passe godt på de børn. Vi har sygeplejersker, pedeller, køkkenpersonale og den slags ansat, og vores børn skal have undervisning, medicin og mad, siger Anja Lovén, der skal skaffe 150.000 kroner om måneden. Og det er bare for at dække driften.

- Det er et kæmpe ansvar, som jeg prøver på ikke at tænke på hele tiden. Heldigvis er vi ved at lave en ny strategi, der skal sørge for, at organisationen kan stå, uden at jeg skal bære det hele. Det er ikke, fordi jeg føler, at jeg ikke kan klare det. Overhovedet ikke. Men jeg ville sove bedre, hvis jeg vidste, at organisationen kan stå alene, og jeg har efterhånden lært, at jeg skal passe på mig selv, hvis jeg skal have kræfterne til at kæmpe for de her børn.

Hun sidder stille lidt. Så smiler hun og kommer med en vigtig tilføjelse:

- Men først og fremmest er det jo et privilegium for mig, at jeg kan få lov til at bruge mit liv på noget så vigtigt. Det er en livsmission, og jeg elsker at lave det.

Anja Lovén kommer fra Frederikshavn, men hendes danske base er i dag i Aarhus, hvor hun har en lille lejlighed og ofte kommer i kulturhuset Dokk1 sammen med sin søn. Foto: Michael Drost-Hansen

Et helle

På Anja Lovéns mobiltelefon findes der ikke bare et billede af den alvorligt syge dreng, der en dag i december sidste år blev hjulpet væk fra sit gemmested i en befærdet rundkørsel og ind i favnen på Anja. Der findes også et billede af en smilende dreng med glade øjne, sund hud og i nyvasket tøj. Drengen, de kalder Saviour, viste sig at være mere syg end mange af de andre børn, der i dag bor i Land of Hope. Han var blevet voldtaget, var blevet smittet med hiv-virus, havde tyfus, malaria og orm, og alt det sætter sine spor i et barneliv, men Saviour er på vej i den rigtige retning. Og for Anja Lovén er han endnu et håndgribeligt bevis på, at selv børn, der har været udsat for de mest forfærdelige svigt, kan få et godt liv.

- Mange forestiller sig, at børnene er dybt traumatiserede, men vi har ikke 74 børn med angst og fobier. De er i det store hele glade børn, og det er de af mange årsager, men jeg tror, en af forklaringerne er, at afrikanske børn bare er helt enormt hårdføre. De er vokset op med overtro, de har set andre børn blive lemlæstet, og de fleste vokser op i hjem, hvor mænd slår som det mest naturlige. Et dansk barn, der oplevede noget tilsvarende, ville nok aldrig komme sig helt, men vores erfaring er, at det er tilfældet i Land of Hope, siger Anja Lovén og fortæller, at børnene med tiden selvfølgelig får tilbudt samtaler og hjælp i øvrigt, hvis de har brug for det, men i første omgang er det noget andet, de har brug for.

- De skal bare have lov til at føle sig trygge og lege og have et frirum. Det er sådan, de heler bedst.

- Jeg er god til at komme til Danmark og nyde de goder, der følger med. Men det er noget, jeg har skullet lære. For syv år siden følte jeg, at jeg skulle leve præcis som børnene. Hvis de sov på gulvet, skulle jeg sove på gulvet. Jeg spiste som dem og boede som dem. Men til sidst havde jeg slet ingen kræfter, siger Anja Lovén. Foto: Michael Drost-Hansen

Gammel i Afrika

Uden for Dokk1’s vinduer har det grå endnu ikke sluppet himlen, men Anja Lovén er ikke et menneske, der bruger tid på at brokke sig over vejret. Der er andre ting, der optager hende. Den kommende bog for eksempel. To planlagte foredrag. En fredskonference i Sydkorea. Og ikke mindst og altoverskyggende arbejdet med Nigerias heksebørn, der startede som en udefinerbar lyst til at hjælpe og nu er blevet til en indsats, der har forandret livet for mange.

- Men vi er langtfra færdige, siger hun og summer lidt over spørgsmålet om, hvor hun og organisationen er om 10 år.

- Vi kommer ikke til at bekæmpe overtro i min tid, men jeg ved, at alle vores børn er vores ambassadører. Når de fortæller deres historier, er det som små ringe i vandet, der bliver til flere og flere. Om 10 år har vi også bygget flere skoler. Uddannelse er et effektivt våben mod overtro og fattigdom, fordi viden kan være med til at ændre det livssyn, der udsætter børn for fare.

- Og hvor er du selv om 10 år?

- Om 10 år bor jeg fast i Afrika. Jeg drømmer om en lille ranch og om at leve med dyr og alle mine børn tæt på. Jeg vil gerne blive gammel i Afrika, men jeg slipper aldrig Danmark helt.

- Bogen har virkelig rusket op i mange ting fra barndommen. Ting, jeg havde glemt, er pludselig dukket op til overfladen, og jeg har indset, HVOR slemt det egentlig var i perioder. Det var et enormt omsorgssvigt, siger Anja Lovén, der er aktuel med ”Heksebørnenes mor”. Foto: Michael Drost-Hansen
Mødet med Nigeria og ikke mindst hendes mand, David, har ændret Anja Lovén, der på nogle punkter trives godt med de mere traditionelle kønsroller. - Det får mig til at føle mig mere som en kvinde, fordi jeg har en stærk mand. Men vi kan også diskutere, så det brager. Vi er jo i 2020. Foto: Michael Drost-Hansen
Anja Lovén plejer at være i Danmark et par måneder, inden hun sammen med David Jr. vender tilbage til sin mand og de 74 børn, der i øjeblikket bor i organisationens børnecenter Land of Hope. Denne gang bliver hun dog i hjemlandet lidt længere. For der er også lige landet en bogudgivelse i kalenderen. Foto: Michael Drost-Hansen
På Anja Lovéns venstre hånd er der tatoveret ordet HOPE hen over fingrene - det står for ”Help One Person Everyday”. Foto: Michael Drost-Hansen
I 2016 var Anja Lovén og hendes team på en redningsaktion for en bare toårig dreng. Billedet her, hvor Anja knæler foran drengen, der bliver kaldt Hope, gik siden verden rundt. Foto: Foto fra bogen ”Heksebørnenes mor"
”Min personlige helt” har Dalai Lama kaldt Anja Lovén, der også blev inviteret til at besøge tibetanernes religiøse overhoved. Som altid var hendes søn med på rejsen. Til stor fornøjelse for værten. Foto: Foto fra bogen ”Heksebørnenes mor"
I øjeblikket bor der 74 børn på børnecenteret Land of Hope, som Anja Lovén har skabt sammen med sit team i Nigeria. Alle børnene kalder hende for ”mommy”, og hun kalder dem for ”sine børn”. Foto: Foto fra bogen ”Heksebørnenes mor"
I december sidste år blev Anja Lovén og hendes team kaldt ud til endnu en redningsaktion. Her reddede de drengen Saviour, og på det tidspunkt var han alvorligt syg. I dag trives han på Land of Hope. Foto: Foto fra bogen ”Heksebørnenes mor"
Anja Lovén mødte sin mand, David, under sit første ophold i Nigeria, og siden har de sammen kæmpet for at redde de såkaldte heksebørn. I sommeren 2014 blev de forældre til David Jr., der trives fint med at opholde sig i både Nigeria og Danmark. Foto: Foto fra bogen ”Heksebørnenes mor"
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Alt udsolgt midt i corona-hjemsøgelsen

Dagens gode lokale erhvervsnyhed i går var, at Lalandia nu har solgt samtlige 440 feriehuse i den kommende feriepark i Søndervig. Nogle af os husker sikkert, hvordan de første ferieparkplaner i Søndervig blev stoppet af finanskrisen i 2008, og det tog årevis og et gigantisk benarbejde fra projektmager Keld Hansens side at få pustet nyt liv i projektet igen. Sådan ser det heldigvis ikke ud til at ende denne gang. Ingen af os ved, hvor landet lander økonomisk, når corona-krisen engang er slut; sjovt bliver det ikke, så meget er sikkert. Men folk har altså ikke mistet modet til at investere i feriehusprojektet i Søndervig, og det er positivt af flere grunde. For det første er det med til at sikre, at projektet bliver gennemført, og det er endnu vigtigere, end det var før coronakrisen; det vil tilføre turismen i vort område et kvalitetsløft, vi får brug for i efter-corona-verdenen. Lalandia vil være endnu en grund til at vælge at tage på ferie i vort område frem for andre steder. For det andet bidrager Lalandia-byggeriet og de investeringer i infrastrukturen i området, som det medfører, til at skabe aktivitet i lokalsamfundet, både i byggefasen og i den efterfølgende driftsfase. Det er vigtigt, for vi må regne med, at arbejdsløsheden stiger voldsomt, i alt fald i en periode, og derfor har vi brug for alle de arbejdspladser, vi kan skaffe. For det tredje - og det er ikke det mindst vigtige - vil synet af, at der sker noget, at der er gang i byggeaktiviteterne, være med til at løfte optimismen og troen på, at samfundet ikke er kastet ned i en afgrundsdyb depression. Noget af det mest nedslående ved finanskrisen i 2008 var netop, at alt i en periode gik i stå. Der er ingen grund til at besmykke virkeligheden. Lige nu står vi midt i den værste krise, økonomisk og sundhedsmæssigt, nogen af os kan huske. Hvordan verden ser ud på den anden side af tunnellen, ved vi selvsagt ikke. Derfor er det også så vigtigt at glæde sig over det, der trods alt peger hen imod fremtidig vækst og udvikling i vort område. Hvem ved - måske god plads og masser af frisk luft fremover vil være et af de bedste turistmæssige salgsargumenter. Det kan vi alt fald byde på her i Naturens Rige.

Ringkøbing

Mor til fire: - Det er op til mig at vælge, om jeg sender mine børn afsted

Annonce