Annonce
Danmark

Hovedløst

Egon Clausen
Annonce

Udflytningen af statens arbejdspladser fra København til provinsen er problematisk på flere måder. Mange er ganske vist tilhængere af ideen, og nogle politikere fra Venstre og Dansk Folkeparti vil endda have tempoet sat op, så de foreslår, at Erhvervsstyrelsen rykkes til Silkeborg og Bygningsstyrelsen til Skanderborg, og det skal ske allerede i år. De flytteglade forslagsstillere påstår, at Danmark er ved at gå i stykker, og udflytningen skal hjælpe med at holde sammen på det undergangstruede land. Til Ritzau siger Eva Kjer Hansen fra Venstre, at "vi skal skabe sammenhold og fællesskab i Danmark," og derfor er det vigtigt, "at statens arbejdspladser ligger rundt omkring i landet."

Påstanden om den voksende kløft mellem land og by er imidlertid uden dokumentation, og meget tyder på, at den har ringe bund i virkeligheden. Før i tiden var den kulturelle afstand mellem land og by i det mindste meget større, men dengang var mange lokalsamfund nok også mere selvberoende end i dag, hvor de er blevet ramt af butiksdød og nedlæggelse af rådhuse, skoler, hospitaler, biblioteker og politistationer. Det har påført dem et stort tab af ekspertise. Vel at mærke en ekspertise, der var knyttet til det lokale samfund. Købmanden vidste, hvem han turde give kredit. Læreren kendte børnenes forældre. Lægen havde stor viden om folks helbred, landbetjenten kendte de lokale lovbrydere, og de fleste borgere kendte et eller flere af kommunalbestyrelsens medlemmer. Det var uden tvivl medvirkende til at skabe en følelse af fællesskab og sammenhold. Nu er dette netværk af gensidig viden gået i stykker, og det bliver ikke genoprettet ved at flytte nogle jurister fra centraladministrationen ud til de regionale vækstcentre. Den slags kendsgerninger kommer man dog ikke langt med i dagens Danmark. I medierne støder man dagligt på dystre påstande om, at nationen er præget af voksende konflikter og truende undergang.

Det korte af det lange er, at der graves grøfter i Danmark, og det har det store flertal godt nok ingen glæde og slet ingen gavn af. Hvad endemålet med påstanden om den danske splittelse er, ved ingen, og hvad forskellene mellem land og by angår, så har de altid været der, og dem skal vi da også være glade for. Forskelle er forudsætning for samtale, og det er fint, at der er forskel på folk i Vestjylland og i København. Det vil da også være ubærligt at leve i et land, hvor alle tænkte de samme tanker, så de samme film, læste de samme bøger, sad på samme cafeer og havde de samme meninger som alle andre.

Ikke desto mindre har nogle politikere travlt med at flytte hovedstadens institutioner til provinsen, for hvad de har i centrum, skal de også have i periferien. I deres fantasier forestiller de sig åbenbart, at ministerier, teatre, koncerthuse, orkestre, radiostationer, styrelser, museer, råd og nævn skal drysses ud over hele landet. Ja, hvem ved, måske vil man endda gå så vidt, at selv Prins Joakim skal flyttes tilbage til Sønderjylland? Politikere fra Venstre og Dansk Folkeparti skubber i det mindste utålmodigt på. At den offentlige administration bliver forringet på grund af tab af viden, og dyrere, på grund af øgede udgifter til husleje og rejseudgifter, betyder ikke noget i forhold til svækkelsen af København. Der skal nemlig ikke længere været et centrum, men et land hvor alle er lige og alt er ensartet. Ankommer en rejsende herefter til Herning, vil han ikke længere opleve, at han er i Jylland. Om han er i København, Odense eller Hjørring, kan ligeledes være hip som hap, for alle forskelle vil være elimineret.

Bag dette ønske om decentralisering ligger en drøm om hver mands egen frihed, der er som hentet fra 68ernes mest anarkistiske fantasier. Som så meget andet fra ungdomsoprørets tid, er disse antiautoritære forestillinger i årenes løb blevet folkelig eje, og frihedslængslen er såmænd ikke er begrænset til Danmark. I mange lande vil store befolkningsgrupper ikke regeres men være sig selv nok. Baskerne vil ikke regeres fra Madrid. Englænderne vil ikke regeres fra Bruxelles. Skotterne vil ikke regeres fra London. Amerikanerne vil ikke regeres fra Washington, og mange danskere vil åbenbart heller ikke regeres fra København. Dette oprør handler om meget mere end forskellen mellem land og by. Det rummer en benægtelse af det fællesskab som en nation udgør, og det er både trist og destruktivt. Hvis der er noget, der hedder historiens lære, så fortæller den, at et folk, der ikke vil regeres fra et centrum, er dømt til undergang. Et eksempel på de forfærdelige konsekvenser som en sådan tankegang kan føre til, findes i bogen "Krigen i Europas baggård", der er skrevet af Steen Ramsgaard og som beskriver Jugoslaviens undergang. Det er en rystende bog, bl.a. fordi man her genfinder de samme mønstre, som vi kan se hos os selv i disse år. Jugoslaverne ville ikke regeres fra en hovedstad, og de indrettede sig derfor med et system, hvor alt skulle være decentralt. Resultatet blev en lammet stat, og det magtens tomrum som man dermed skabte, blev overtaget af hensynsløse demagoger, der førte deres land ud i en brutal borgerkrig der endte med landets undergang.

Så slemt kommer det nok ikke til at gå i Danmark, men nogle grundlæggende træk synes at være fælles, og sikkert er det, at et land uden hovedstad er som en krop uden hoved. Det kan ikke overleve.

Det er mere end mærkeligt, at et politisk parti som Venstre, der ynder at optræde som et ansvarligt og samfundsbevarende parti, er førende i dette angreb på staten, og det samme gælder Dansk Folkeparti, der påstår, at det elsker Danmark og alt, hvad der er dansk. Underligt er det, at begge partier åbenbart er ivrige efter at undergrave den danske stat og dermed svække såvel fællesskab som sammenhold.

Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing

Fjerde minkfarm ramt af corona: Da de begyndte at hoste, var vi godt klar over, at den var gal

CORONAVIRUS

Live: Supermarkeder vil lade kunder købe mundbind ved indgangen

Annonce