Annonce
Ringkøbing

Hjemmeskole har fået grønt flag

My og hendes mor havde inviteret gæster til hjemmeskolen, for at fejre det grønne flag. Foto: Jørgen Kirk

Mys Hjemmeskole har som den første hjemmeskole i landet fået friluftsrådets grønne flag, der blev fejret med miljørigtig kage.

Ringkøbing: Selv om man er lille, kan man sagtens gøre noget stort.

Det er Mys Hjemmeskole et bevis på. Den lille skole, som kun har én elev, er netop blevet tildelt Friluftsrådets grønne flag for sin grønne profil og undervisning, der gør en forskel og bidrager til at tage hånd og natur og miljø.

Den lille skole, som Mys mor Janni Mikkelsen driver på andet år, har siden begyndelsen haft en naturlig interesse for miljø- og friluftliv og nu har et intensivt forløb altså givet bonus med det grønne flag, som fredag blev hejst og fejret med kage - naturligvis af den miljørigtige slags.

Det grønne flag kom blandt andet i hus gennem et tværfagligt tema om økologisk produktion.

Janni Mikkelsen har stået i spidsen for sin autistiske datters hjemmeskolen, siden familien valgte at melde My ud af folkeskolen, som de mente havde svært ved at rumme datterens udfordringer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce