Annonce
Ringkøbing-Skjern

Helt vildt med helt og skrubber: Fjorden har det godt

Fjorden har det godt for tiden, og det betyder gode vilkår for helt og skrubber. Arkivfoto.
Ifølge fisker og tidligere havnefoged Jes Ebsen er fjorden ved at stabilisere sig efter en ændret slusepraksis tilbage i 1986.

Ringkøbing-Skjern: - Fjorden har det rimelig godt for tiden. Det har i hvert fald været en rimelig fangst af skrubber og helt, så det lover godt.

Ordene kommer fra fritidsfisker og tidligere havnefoged Jes Ebsen. Han er ved at gøre status på årets sæson, som snart går på hæld. I hvert fald bliver helten fredet i tre måneder fra 1. november, og det med den gode sæson er ikke bare noget, han siger. Ifølge tal fra Fiskeristyrelsen er der i år fanget helt i Ringkøbing Fjord for 2,1 millioner kroner. For hele sidste år var det tal 937.000. Og i 2017 blev der fanget helt for 267.000 kroner.

- Det er helt sikkert en god sæson, siger Jes Ebsen.

Annonce

Fjorden normaliserer sig

Der er selvfølgelig mange faktorer, den store fremgang i helten kan skyldes. Fiskernes indsats. Vejret. Men ifølge den tidligere havnefoged og mangeårigt medlem i sluseudvalget Jes Ebsen handler det også om, at fjorden er ved at vende tilbage til normale tilstande efter en omvæltning i 1980'erne.

- Slusepraksissen blev ændret i 1986, og det betød, at der blev lukket man saltvand ind i store mængder. Det ødelagde nok mere med hensyn til fiskene, end man troede. Fiskene flygtede, bunddyr døde, vegetationen blev brændt af. Men fjorden er ved at normalisere sig, og man har ændret praksissen, så man kun lukker saltvand ind, hvis der er en vis vindstyrke, siger han.

Også for skrubberne kan man de seneste år se en fremgang i antallet af fisk. Dog er 2019 ikke helt nået niveauet fra sidste år endnu.

- Men det går den rigtige vej. Det er helt sikkert. Men, om det bliver ligesom i 60'erne, er jo svært at sige. Men vegetationen er vendt tilbage, så det er i hvert fald et tegn på, at fjorden er sund, siger Jes Ebsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce