Hvide Sande

Helt i fisk på Abelines Gård

Sidste trin var fredag at hænge dabs til tørre på snoren, hvor de alt efter vejrforholdene skal hænge et par ugers tid, før de første kan spises. Generelt kan fiskene få forbipasserende til at sende lange blikke, og flere stopper for at få en billede, forklarer Lasse Justesen (tv.) Foto: Jørgen Kirk
Forleden stod den på klargøring af isinger til den vestjyske egnsret dabs, da Abelines Gård lagde historisk korrekte kulisser til produktionen af dabs.

Holmsland Klit: Ved du, hvordan man laver den bedste Hvide Sande Sushi, den sprødeste fiske jerkey – eller med andre ord; kan du få fiske-flæskesværen til at knase?

Det har museumsvært Lasse Justesen på 35 år og 66-årige tidligere fisker og nu frivillig hjælper ved museerne, Jim Jensen, torsdag formiddag sat sig for at vise interesserede.

- Vi har ikke de store besøgsforventninger til det. Det hele handler mest om bare at få noget på snoren udenfor, som ser meget autentisk ud, siger Lasse Justesen, da vi er kommet i indgangsområdet for museet Abelines Gård.

- Det er et arrangement, vi holder, fordi det hører sig til, forklarer Lasse Justesen kort og spejder ud af de små vinduer i Abelines Gård.

Dabs er en spise, der er røget indenbords gennem generationer langs vestkysten.

- Det er meget egnsspecifikt, og der er jo mange måder at opleve historien på. En af måderne kan være at indtage den, siger Lasse.

- Mad taler jo til de fleste. Der er ikke særligt mange, der har smagt dabs, som ikke har en holdning til det. Om det er godt eller skidt, det er lidt tilfældigt. Men de ved, hvad det er, og så husker de det, siger han og spejder atter ud gennem vinduerne.

Klokken er få minutter i 11, og om lidt skal han og Jim vise de godt 10 mestendels ældre interesserede, der er mødt op for at finde ud af, hvordan man klargør fladfisken ising, der om 14 dages tid skal blive til dabs.

Men isingerne er så friske, at de først er ved at blive fragtet til museet efter morgendagens tidlige handel på fiskeauktionen i Hvide Sande, og derfor lader Jim vente lidt på sig.

Dabs skal der til - i hvert fald på Holmsland Klit. Den engang så traditionelle spise på egnen lægges i saltlage en dags tid om foråret og hænges op for at konserveres i den salte vind. Modsat tidligere var der torsdag et fint fremmøde af folk, som ville se, hvordan man laver dabs. Lasse og Jim har flere gange oplevet at stå mutters alene med arbejdet, forklarer de. Foto: Jørgen Kirk

Rigelig salt

Pludselig er Jim der i sin blå Harboøre-habit og har placeret to træbukke ude foran museet. Kort efter lander der en træplade ovenpå med et brag, så støv og smuds står af den.

- Så er der et bord, siger han og forsvinder igen for at finde den store balje med fiskene, han har med.

Imens stimler de godt 10 deltagere til dagens seance sammen for at se, hvordan arbejdet med dabsen, der i sin tid var en almen nødvendighed i vinterperioderne, tager sin form.

Der bliver ikke sagt meget mellem Lasse og Jim. De ved, hvad de skal gøre. Derfor henter Lasse vand til at skylde bordet med.

Nu kan renseprocessen begynde. Som tidligere fisker og arbejdsmand på havnen har Jim rutine i at håndtere fisk. Med et snuptag har han afmonteret fiskens hoved med sin lille røde schweizerkniv og flået de fleste indvolde med ud.

- Er der nogen, der har lyst til at prøve, spørger Jim forsamlingen af mænd og kvinder fra Danmark og Holland, som er mødt op trods en gedigen omgang blæst fra vest. Men ingen melder sig.

- Er du allerede blevet træt af det, lyder det drillende fra deltageren Karsten Poulsen på 68 år fra Silkeborg. Han er selv lystfisker og har smagt dabs på Fiskens dag i Hvide Sande for to år siden.

Svaret udebliver, og Jim fortsætter med at rense de 30 kilo isinger, der skal klargøres. I de fire år, de har forberedt dabs, har ingen endnu meldt sig, så at ingen gør det denne gang, er ikke atypisk.

- Jeg kan ikke huske, hvordan man gør. Det er jo et helt år siden sidst, lyder det fra Lasse, som bakser lidt med at få skåret hovedet af sin første ising.

Men efter at have studeret Jims rutinerede hænder et øjeblik vender håndelaget tilbage til Lasse, som dog skal være glad for ikke at arbejde på akkord som fiskerenser.

Hver klargjort ising bliver placeret i en metalbalje, som bliver beklædt med en sort affaldssæk i bunden. Hver gang et lag ising er lagt i, drysser Lasse med rund hånd fiskene med en gedigen omgang groft salt, så der står en hel tågesky omkring ham i blæsten.

I arbejdet med dabs gælder en regelsætning, som næsten er tv-programmet Spise med Price værdig; Her skal nemlig rigelig salt til i mængder, der hedder jo mere, jo bedre. Det giver det bedste produkt til sidst – både smagsmæssigt og konserveringsmæssigt.

- I gør ikke så meget ud af at få indvoldene ud af den, konstaterer manden med piben.

- Nej, for så smager de bedre, siger Jim og forklarer, at det vigtigste er kommet med ud, og desuden tørrer det hele fuldstændig ind.

Klargøringen fortsætter, til de sidste isinger er renset, og de sidste saltkorn er strøget ud. Godt fire kilo salt til 30 kilo isinger. Nu skal fiskene bare ligge i lagen et døgnstid, og så vil væske og ’en masse snask’ være løbet af fisken, som er klar til at komme op at hænge på tørresnoren i mindst 14 dages tid alt afhængig af vind og vejr.

Det er nemlig lige til den kolde side i år, forklarer Lasse. Det helt optimale dabs-vejr oplevede man sidste år i maj med god varme og lette briser.

Smagen af forår - og risiko for dapsekup

Men bliver det for varmt, så går fluerne i det, og så ryger fisken ud.

Når tørretiden er ovre efter et par ugers tid, kan de første dabs tages af snoren og indtages, og det er noget, man ser frem til i Hvide Sande-området. Men næppe på samme måde som for 100 år siden.

Hvor det dengang handlede om overlevelse, handler det nu om gensynsglæde, smagen af forår og kulturhistorie, vurderer Jim.

- Det hænger jo sammen med selvforståelsen, for kommer man langt nok tilbage, så var det dabs, man levede af om vinteren. Det er egentlig lidt sjovt, fordi dabs kommer fra en tid, hvor det virkelig var en basal ting, man skulle have, siger han og fortsætter:

- Når dabs er klar, er der lige som for alvor forår i det. Det er, ligesom når andre folk får jordbær. Det er i hvert fald den stemning, der er hjemme hos os. Helt afgjort, siger Jim Jensen, som sidste år oplevede at miste alle sine dabs ved et 'dabsekup' af en udspekuleret tyveknægt.

- Det var kendere, for det var lige dagen før, de var tørre. De skulle lige have til næste dag. Så det var skide træls, især fordi man glæder sig til, at de er færdige. Vores børn bor på Sjælland, og de får også nogle. Vores børnebørn elsker dem også, så det var da ærgerligt, siger Jim.

Tilbage er der bare at vente på, at de nylavede dabs på Abelines Gård skal op at hænge. Modsat de private produktioner kommer de nemlig ikke ned lige med det samme. De bliver hængende et godt stykke tid for at vidne om historien, som den var engang.

Hænderne arbejder næsten maskinelt, når de med et enkelt snit med kniven og et ryk flår fiskens hoved af og indvolde ud. Foto: Jørgen Kirk
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Tarm

Færdiggørelse af cykelsti må vente til efter sommer: Nu skal broernes ben flyttes

Indland

Frivillige finder døde havfugle fyldt med plastik

112 For abonnenter

Sejler du en lille smule, når du sejler? Sådan er reglerne for berusede sejlere

Skjern For abonnenter

Cyklist om hullet cykelsti-projekt mellem Vostrup og Hemmet: Det er amatøragtigt

Læserbrev

Droner i Stauning Lufthavn? Det ville være som dræsinekørsel på Banedanmarks togstrækninger

Læserbrev: ”Velkommen ombord til byrådet, dette er kaptajn John G. Christensen, med ved roret har jeg direktøren for Stauning lufthavn. Dagens tur er en blindflyvning med mulighed for at se på luftkasteller”. Dettte kunne være den morsomme analogi til at vise, hvad politikerne bliver præsenteret for, når vi snakker om Stauning Lufthavn. Kaptajnen og co-piloten har nu siddet ved roret i henholdsvis 5 og knap 3 år, og hvad er der sket...? Alt personale er enten fyret, eller har søgt væk. At man overhovedet har kunnet finde nye folk, er mere held end forstand. Det nye personale har til gengæld ikke haft de fornødne kvalifikationer, hvilket har betydet, at man ikke har kunnet dække vagterne, og dermed måtte lukke for lufttrafiktjenesten. Dette har givet anledning til kritik fra trafikstyrelsen. Alt imens man har betalt fuld løn til en fyret medarbejder. Og kommunen står fortsat med en lufthavn som er totalt nedslidt og trafikunderlaget yderst sparsomt. Dilemmaet er, at hvis man lukker eller nedgraderer lufthavnen, lukker man også lufthavnens bedste og vel eneste aktiv – Benair, og dermed arbejdspladser som ikke flytter ind på gågaden. Benair er i sagens natur afhængig af, at der er en lufthavn til deres fly, og en vis form for lufttrafiktjeneste, med landingshjælpemidler for at sikre regulariteten. Opsætning af møller der vil påvirke lufthavnens indflyvning spøger fortsat, og for at afbøde det har det været på tale at installere et nyt landingssystem (ILS). Prisen vil være 11 millioner som skal afholdes af ejerne af møllerne. Men ILS-systemer nedlægges på andre lufthavne i Danmark og udlandet. Fremtiden er en GPS-baseret procedure. Ledelsen har altså arbejdet for at indføre et forældet system på en forældet lufthavn, hvilket selvfølgelig en glimrende løsning, hvis den skal bevares som et museum. Men enhver med kendskab til luftfart havde nok kigget fremad og arbejdet for en mere fremtidssikret løsning. GPS systemet kræver ingen vedligeholdelse, bruger ikke strøm og er fremtiden indenfor al navigation. Prisen ligger omkring 300.000 kroner. Samtidig plæderer ledelsen for en øget aktivitet af skoleflyvning. Stauning har haft masser af skoleflyvning, men de tider er forbi. At for eksempel MartinAir vil komme og benytte pladsen, vil aldrig give en aktivitet, der kan retfærdiggøre yderligere investeringer. Til slut vil man have droneaktiviteter ind på lufthavnen. Men er man i byrådet blevet informeret om konsekvenserne? Droner hører ikke til på en lufthavn, det er ren desperation fra ledelsens side. Droner hører til på, eller i nærheden, af et erhvervsområde. Når der er droner i luften, må der ikke være fly - og vice versa. Måske byrådet skulle tage på studietur til en anden hensygnende lufthavn, Odense, og høre, hvilke indtægter lufthavnen har på den konto. Husk også at besøge de tilbageværende flyfirmaer samme sted og høre deres mening om droneflyvning på en lufthavn. At tillade droneflyvning er, som hvis Banedanmark tillader dræsinekørsel på togstrækningerne. Inden lufthavnen mister opdriften med den nuværende ledelse, og ender som en bunke forvredet jern på en mark, var det måske på tide for byrådet at trække iltmaskerne på, så de kan begynde at tænke klart - og få en ny ledelse ind med erfaring inden for luftfart og tilknyttede erhverv hertil. Indrømmet.. det er ikke nemt, men lufthavnen kan slet ikke økonomisk bære direktørlønninger til ansatte, der ikke kan indgå i Lufttrafiktjenesten. Byrådet skulle måske i stedet lytte og hente ideer hos brugere, firmaer, foreninger og aktører, der i dag opererer på lufthavne, og måske også spørge tidligere ansatte!

Ringkøbing

Jobcenterchef efter kursændring i Hilde-sagen: Det sker, at der fremkommer nye oplysninger

Vestjylland For abonnenter

Efter ulvedrab på kvie: Ung ejer vil nu sætte vogteræsel ind som forsvar

Ringkøbing

Se video af redning: 20-årig sejler reddet op ad vandet efter flere timer i fjorden

Ringkøbing

Hilde vandt: Kræftsyg kvindes sygedagpenge forlænges på ubestemt tid

Annonce