Annonce
Debat

Helt ærligt, mor: Behøver vi virkelig at gøre så meget rent, bare fordi der kommer gæster?

Med støvekost og støveklud... Ganske vist har min mor og jeg diskuteret meget, om det nu også var nødvendigt at have så meget arbejde med det rengøring. Men vi har også grinet meget over det - og jeg er glad for at kunne gøre hende en tjeneste.Foto: Christian Baadsgaard
Annonce

Hvor er det altså bare dejligt at komme tilbage på arbejde efter ferie. Så kan der da blive tid til at slappe lidt af. Da Philip Faber mandag morgen spurgte lyttere og seere, om de kunne fremtvinge et lille gab som underlige-ansigter-opvarmning til morgensangen, kom jeg til at gabe, før han var nået til udtalen af B i gab.

For jeg har haft en uges meget aktiv ferie. Dog ligner det ikke helt de aktive ferier, som de annoncerer med i kataloger, hvor der er mountainbike og vandring i bjergene. I stedet har jeg kravlet op og ned, bukket mig, rejst mig og gået rundt. Jeg har nemlig brugt fire feriedage på at gøre rent og gøre klar.

Min mor er lige blevet 70 år, og er der noget hun elsker, så er det at holde ”bøjl” som de kalder en fest i Thy. Jeg kender ingen, der som hende kan blive glad af at dække op med det pæne porcelæn og så lave noget god mad – men jeg kender heller ingen, der kan gå så meget op i detaljer og vil have så meget arbejde ud af det! For det er jo ikke lige meget, om blomsten stritter til den ene side, eller om bestikket ligger en kvart centimeter forskudt. Al mad laver hun selv. Og jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har råbt ”Gennem lidelse til sejr”, når jeg har kravlet rundt for at hjælpe hende med at gøre klar.

Planlægningen af dagen har stået på cirka lige så længe, som Kongehuset har planlagt Dronningens fødselsdag, og henset til omfanget af tidligere fester, som jeg tidligere har hjulpet med, vidste jeg at jeg godt kunne tage ferie den uge og rubbe neglene.

Forud for sølvbrylluppet udbrød mor nemlig, at den fest var jeg ikke blevet opslidt af at hjælpe til. I ugerne op til var der en historisk snestorm, og mens bæltekøretøjer var sat ind, var den største katastrofe, at jeg ikke kunne komme hjem og hjælpe. Jeg turde ikke at køre på de spejlglatte veje. Min praktiske mor foreslog, at jeg kunne tage toget… Et kvarter efter, at jeg nægtede, kørte toget fast i en snedrive! Dog kunne hun af gode grunde ikke vide, at jeg havde virkelig travlt med sange, skilt til æresport, koordinering af både det ene og det andet, gaver – ja, og oveni var jeg lige begyndt på Dagbladet. Det fandt hun så ud af bagefter.

Derfor var vi forundrede, da hun besluttede, at denne gang skulle det være nemt. Vi holdt vejret, og chokerede måtte vi konstatere, at verden ikke stod længere. Mor ville have maden udefra, og der skulle være buffet…

Det var så ikke den eneste skelsættende begivenhed i 2020. For efterfølgende kom coronaen. Først blev Dronningens fødselsdag aflyst. Dernæst min mors. Med udviklingen i verdenssituationen og forsamlingsforbuddet blev det muligt at holde åbent hus.

Og hvis jeg troede, at det skulle være nemt, så måtte jeg tage troen op til revision. Jeg var nemlig ubevidst blevet til en hjælpepakke, hvor man kunne søge om ubegrænset kompensation til hjemmeservice. Altså: Jeg kunne nu ikke se det store behov for at bruge flere dage på det. En hurtig løbetur med støvsugeren kunne løse meget, men jeg havde i bogstaveligste forstand gjort regning uden vært.

Når man er den højeste i familien, så kan man nå op på skabe og gøre dem rene. Jeg gennemgik familien og omgangskredsen. Ingen håndboldspillere på 2,10 kunne tænkes at dukke op. Det argument søgte jeg at fremføre, men da jeg altid er svag og føjelig overfor stærke kvinder, måtte jeg opgive og bestige trappestigen med en våd klud.

Lidt mere fremkommelig er fodlisten, der ligger under radiatoren, som igen ligger under det store vinduesparti i stuen. Der er omtrent fem centimeter, og skulle gæsterne få en ustyrlig trang til at dyrke yoga lige på den meter, der er fra spisebordet til vinduet, så kunne de konfronteres med et lille fint støvlag. Lige her passede det mig så fint at støve af, for kan jeg komme afsted med at ligge ned til mit arbejde, så tager jeg enhver chance.

Undervejs indgik jeg dog i flere dialoger, og min forhandlingsmæssigt største sejr var, at der blot kunne rulles for to vinduer i stedet for at vi skulle endevende to rum. Således kunne symaskinen blive stående på det gamle skrivebord inde værelset.

Som bekendt er min tilværelse fyldt med Matador-referencer, og tanken strejfede da: Var det sådan, de arbejdede i husholdningen hos bankdirektør Varnæs? Om jeg svedte lige så meget som en af konerne henne fra banken, så jeg kunne lugtes over hele huset, ved jeg ikke - men jeg ved, at jeg ikke følte mig som tjenestefolket i Borte med blæsten, eller som Manuel fra Fawlty Towers. Havde jeg gjort det, ville det være noget bøvl med 15.000 demonstranter udenfor, når nu min far lige havde gjort haven så pæn.

Jeg følte mig derimod lidt ligesom mændene i Støv på hjernen. Desværre var der ikke en kælder med en kæmpe modeljernbane, jeg kunne søge tilflugt i. Hovsa… Der kom jeg til at afsløre, at jeg underholdes ved at se på stereotyper.

Og efter mange år er jeg for alvor kommet til at interessere mig for klimaforandringer, og ikke mindst for, om den globale opvarmning kunne foranledige, at gæsterne skulle sidde udendørs. Jeg mente, at det kunne der være store perspektiver i, både på den korte og den lange bane, for så ville de måske ikke bemærke støvfnug, hvilket igen gjorde, at jeg kunne work´e smartere og not hardere…



Men mor og jeg ligner hinanden. Ingen af os er gode til at tage chancer.

Dagen oprandt. Dannebrog vajede. Gæsterne kom og humøret var højt. Præcis som jeg havde forudsagt, var det så lunt, at det var uudholdeligt at sidde indendørs. Hele dagen foregik på terrassen, og vi havde den mest vidunderlige dag.

Men tænk engang: Gæsterne bemærkede slet ikke, at fodlisten var blevet gjort ren. Ingen var så høje, at de kiggede ovenpå skabene for at se, om de var rene. Og der var heller ingen, der med en tallerken pålægskagemand i hånden standsede op og lod sig betage af de nyvaskede vinduer.

Om så den mest emsige husmoderforening var ankommet med vatpinde i håndtasken, kunne jeg have stillet mig op på havebordet og råbt: Angrib bare! Men der skete ikke noget.

Fire feriedage er brugt, men ved I hvad: Der er ikke et sekund spildt. For mine forældre har aldrig stået tilbage, hvis jeg skulle have en hjælpende hånd.

Som de morgener, hvor min far hjalp mig med at køre aviser ud. Som de alle de ture, de har taget som taxachauffører for mig. Som alle de gange, min mor har spurgt, hvad jeg virkelig godt kunne tænke mig at spise – og sendt en lille Tupperware-bøtte med, så jeg kunne varme resterne. Som de dage, de hjalp med at male, og som de dage, de hjalp med at få haven gjort pæn. Plus alt det andet. Alt det, som ikke har noget navn, men som alligevel er så vigtigt.

Jeg er så glad for at kunne give bare en lille krumme igen en gang imellem – vel vidende, at om jeg så tog alle døgnets timer i brug, ville jeg aldrig kunne give lige så meget, som jeg har fået. Og måske er det også en påmindelse om, at der i det kedsommelige arbejde, som man egentlig helst vil slippe for, kan gemme sig en uendelig værdi.

Ser man dybere end støvklude og sæbevand, støder man ind i næstekærligheden i sin mest brun-sæbe-rene form. Og det er da en sejr.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Justitsminister har bedt om redegørelse af kræmmermarkedsag: Rigspolitiet og Midt- og Vestjyllands Politi beklager vildledning

Annonce