Annonce
Navne

Hee's historiefortæller fylder 80: Ernst Munck runder et skarpt hjørne

Ernst Munck i sit arbejdsværelse med "Wall of Fame" - forsider på alle de udgivelser, han gennem årene har forfattet. Foto Poul Osmundsen.
Tidligere uddeler Ernst Munck går i dag ind i sit ottende tiår; det fejrer han med en bogudgivelse, der markerer sidste del af hans store romanserie om Hee's historie.

HEE: Tonefaldet afslører endnu, hvor Ernst Munck kommer fra; det er uforfalsket fynsk.

Men man skal ikke lade sig føre bag lyset: I brystet på den tidligere uddeler, banker et ægte vestjysk hjerte. Så ægte, at Ernst Munck gennem mange år nærmest egenhændig har stået for at indsamle og videreformidle Hee Sogns historie.

I dag fylder Ernst Munck 80 år, og det fejrer han med manér: Lørdag den 9. november udkommer sjette og sidste bind i "Heiga-Won" - sagaen om området og beboerne siden 10.000 år før Kristi fødsel; et værk, han har brugt 10 år på at fuldføre.

Men hvordan gik det til, at manden fra det milde Fyn endte i det anderledes barske Vestjylland?

- Jeg er født i Ryslinge, voksede op i Nyborg, og stod i lære i en købmandsbutik i Odense, fortæller Ernst Munck.

Men den fynske knægt ville ud at se sig om i verden, så han tog plads i Skanderup ved Kolding. En af kunderne i butikken var en ung kvinde, som han efterfølgende gik til forsamlingshusbal med - og så var hans skæbne beseglet.

- Vi har holdt sammen lige siden, fastslår Ernst Munck; parret blev gift i 1965.

Annonce
Uden Theas konstruktivt kritiske blik på hans bogmanuskripter gik det slet ikke, fastslår Ernst Munck. Billederne på væggen er forresten malet af deres kunstnerisk begavede svigerdatter, Milena, der også har designet forsider til "Heiga-Won"-bøgerne.

Bud efter parret

Da Thea begyndte at læse til lærer på seminariet i Hjørring, flyttede Ernst Munck med.

Det var dog lidt svært at finde et job som uddeler.

- Jeg søgte et par steder, men fik at vide, at hvis ikke min kone ville arbejde gratis, så var de ikke interesseret. I stedet valgte jeg at blive forsikringsmand. Det interesserede mig dog ikke, og i stedet søgte jeg en uddelerstilling i Lønne.

Her var situationen en noget anden end de andre steder, parret havde søgt. Thea og Ernst Munck kan stadig grine af, hvordan det gik:

- Da vi var til ansættelsessamtale, ville de nærmest ikke tale mere med mig, da de fandt ud af, at Thea var lærer. De kunne nemlig ikke få en lærer til skolen i Lønne, og da det stort set var de samme folk, der sad i Brugsens bestyrelse og skolebestyrelsen, blev vi begge ansat med det samme, fortæller han.

Efter tre gode år i Lønne ville Ernst Munck gerne videre nord på. Han søgte en stilling som uddeler i Grønland, men det blev i stedet uddeleren i Hee, der fik stillingen. Ernst Munck søgte jobbet i Hee, og det gik som i Lønne: I Hee kunne de også godt bruge en lærer, så både Ernsts og Theas ansøgninger blev modtaget med kyshånd.

Siden 1970

I 1970 blev begge ansat i deres nye stillinger, så man kan godt sige, at nord på kom de - dog ikke helt så langt, som de oprindeligt havde forestillet sig.

Men begge faldt hurtigt til i Hee, og engagerede sig snart i det lokale liv i både stort og småt, samtidig med at de skabte et godt hjem for deres tre børn.

Efter 28 år som brugsuddeler stoppede Ernst Munck. Det betød dog ikke, at han lå på den lade side; i stedet blev han for alvor aktiv som lokalhistoriker og forfatter.

Han var med til at starte det lokalhistoriske arkiv i Hee, og aktiv i I. C.'s Hus. Rigtig megen tid har han dog siden brugt på at skrive bøger; både romaner og lokalhistoriske bøger med historier om folk og fænomener i Hee og omegn. Romanerne bygger som regel også på faktuelle begivenheder. Således har han for eksempel skrevet slægtsromanen "De stærke kvinder", der er baseret på hans egen slægts historie.

"Heiga-Won"

Det helt store værk er dog "Heiga-Won", hvis første bind udkom for 10 år siden.

Bøgerne er struktureret sådan, at hvert kapitel spænder over 100 år, og da han startede, lige efter sidste istid slap sit tag i Hee og omegn, har han selvsagt stillet sig selv over for noget af en opgave.

- Heldigvis har jeg fået uvurderlig hjælp af Thea. Hun er tidligere historielærer og meget historisk interesseret, og uden hendes kritik gik det ikke. Hun har læst alle bøgerne igennem, og foreslået, når noget efter hendes mening burde laves om. Jeg er stædig, så vi har haft masser af diskussioner - men det er altid endt med, at Thea har fået ret, siger Ernst Munck med et skævt smil.

Det aktive ægtepar har også mange interesser. De elsker at rejse - især til Østrig og Tyskland. Og så er der selvfølgelig børn og børnebørn, der skal plejes.

Og selv om "Heiga-Won" nu er afsluttet, har Ernst Munck allerede gang i andre bogprojekter. Dem skal han nok nå, i alt fald hvis han lever op til en stolt familietradition: Hans moster blev 107, og hans mor lever stadig i bedste velgående i en alder af 102!

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tarm

Sutsko giver lighed mellem kønnene i Nepal

Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Skjern

Faster Andelskasse skal sammenlægges med københavnsk pengeinstitut

Annonce