Livsstil

Han købte en 4250 kvm stor grund og et faldefærdigt hus: 79-årige John har en af Danmarks smukkeste haver

John Andersen oplever, at brudepar ofte kommer og bliver fotograferet i hans have. Især på broen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
John Andersen skulle have noget at give sig til, når han gik på pension, og derfor købte han et faldefærdigt hus med en 4250 kvadratmeter stor grund i Haldrup ved Horsens. I dag er han 79 år og bruger syv-otte timer om dagen i sin have, der flere gange er blevet kåret til Danmarks smukkeste.

Vandets beroligende kluklyde blander sig med fuglefløjt og vindens sagte susen i træerne. En gang imellem lyder et vrinsk fra en hest, men der er ingen trafikstøj og inden summende stemmer i det fjerne. Der er helt, helt stille.

Det gulorange hus ligger med udsigt over haven, der skråner nedad i niveau. Lavest ligger en 300 kvadratmeter stor sø fyldt med åkander på nippet til at springe ud. Haven er inddelt i små rum, og stier af granitskærver leder én rundt i den snørklede, japansk-inspirerede have. For hver meter åbenbarer sig noget nyt. En krukke, en kreativt klippet busk, en pavillon bygget i japansk stil med en antik, indisk bænk til at tage et hvil på.

I søen længst oppe ved huset napper enorme, japanske koikarper efter luftbobler i vandoverfladen.

John Andersens have i Haldrup ved Horsens er to gange blevet kåret til Danmarks smukkeste have af boligmagasinet Bo Bedre. Første gang var i 2006 og anden gang i 2016.

Haven er 4250 kvadratmeter stor svarende til syv parcelhusgrunde, og 79-årige John Andersen bruger i gennemsnit syv-otte timer om dagen syv-otte måneder om året på haven. Og om morgenen, mellem klokken syv og ni, mens der stadig er dugvådt udenfor, maler han farvestrålende malerier i sit atelier

Blå bog

John Andersen er 79 år og bor i Haldrup ved Horsens.

Han er pensionist efter 35 år i reklamebranchen.

Nu går det meste af hans tid med den 4250 kvadratmeter store, japanskorienterede have, der de seneste cirka 20 år har været åben for offentligheden.

Både i 2006 og 2016 blev den kåret til Danmarks smukkeste have af boligmagasinet Bo Bedre.

John Andersen er gift med Ina Bekke, der er psykolog.

Til sammen har de seks børn og 13 børnebørn.

- Hvad skulle jeg lave?

John Andersen har tidligere arbejdet i reklamebranchen i 35 år, men da han begyndte at nærme sig pensionsalderen, skulle han finde på noget andet at bruge sin tid på.

- Jeg har det altså bedst, hvis jeg har noget at lave hele tiden, siger han.

På det tidspunkt boede han og hans daværende kone i et lækkert, forholdsvis nybygget hus ned til fjorden i Horsens.

- Der havde vi en have på 1500 kvadratmeter. Den var rigtig flot, og jeg begyndte også at holde åben have. Men en for lille have og et hus, der ikke kræver noget vedligeholdelse, hvad i alverden skulle jeg så lave, når jeg gik på pension? spørger John Andersen.

Parret fik hurtigt solgt huset og købte grunden i Haldrup. Den kostede nærmest ingenting, men var, med John Andersens egne ord, heller ikke mere værd.

Huset var stort set ubeboeligt, og derfor gik de hurtigt i gang med at renovere, så det i dag kun er ydermurene, der er de oprindelige.

Fuldt af rotter

Udhuset, der i dag fungerer som atelier og John Andersens nuværende kones psykologpraksis, var oprindeligt en svinestald.

- Familie og venner sagde allesammen: Nu rabler det for ham. Han flytter fra noget, der er lækkert det rigtige sted i byen ud til noget, der kunne vælte til hvilken side, det skulle være". Det var op ad bakke, men det var den udfordring, jeg gerne ville have. Jeg er rimelig visuel, så jeg kunne se, hvordan det ville blive, forklarer han.

John Andersen overtog huset i 1994, og allerede året efter gik han i gang med haven. Også det var et enormt projekt, så han inddelte den i tre dele, så arbejdet kunne klares i etaper.

- Der var intet, der mindede om have overhovedet. Der var måske 50-100 kvadratmeter, hvor man havde forsøgt at lave noget, der mindede om en græsplæne. Resten var væltede træer og rustne landbrugsredskaber, der stak op af jorden. Og så var der tre huse, der var faldet sammen. Man har nok haft kyllinger og får i dem, men taget var brast ned, og der var halmballer inde i husene. Så prøv at forestille dig, at man har haft dem liggende i jeg ved ikke hvor mange år. Der var en million rotter, siger John Andersen.

John Andersen fylder 80 år i juli, men klarer stadig hele haven selv. Han bruger i gennemsnit syv-otte timer om dagen syv-otte måneder om året på sin have. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Inspireret af Østen

Det tog cirka tre år at anlægge haven, men dengang så den slet ikke ud, som den ser ud i dag. Den har nemlig udviklet sig meget gennem årene. Det gør den stadig, for John Andersen har svært ved at køre forbi en planteskole uden lige at skulle ind og kigge.

Haven bliver kaldt japansk orienteret, men det er ikke en ægte japansk have, og det er heller ikke ambitionen. Den bærer dog præg af, at John Andersen har rejst meget i Østen og har ladet sig inspirere af den østlige havestil. Han har dog aldrig været i Japan.

- Hvis man skal til Japan i den bedste sæson, er det, imens vi har åbent her. Men vi har et hus i Thailand, som vi er nede i tre måneder hvert år, siger han.

John Andersen bruger kun naturlige materialer i sin have, og hans interesse for sten fornægter sig ikke. Foruden alle granitskærverne indeholder haven 900 ton sten, der er ført dertil. Mange af dem stammer fra lokalområdet.

- Landmændene her i området fandt ud af, at der var en åndssvag bybo, der var flyttet til Haldrup og samlede på sten, så de kom med alle de sten, de havde liggende ude på marken. De ville gerne af med dem, og jeg ville gerne have dem.

En del af stenene har han selv bakset på plads, mens han har fået hjælp af en rendegraver til at placere de største.

For cirka 20 år siden begyndte John Andersen at holde åben have, og i dag er den åben hver dag fra maj til midten af september.

- Det var ikke ambitionen fra begyndelsen, at det skulle være en have i topklasse. I begyndelsen lavede jeg den bare, som jeg gerne ville have den. Min kone sagde, at det, jeg lavede, var lige så flot som de andre haver, vi havde været ude og kigge på, så vi tog rundt og kiggede lidt mere og startede lige så stille op, siger John Andersen.

Rammen hørte oprindeligt til et spejl, men John Andersen fik det lavet om til et skilt, der byder gæster velkommen i hans have. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Laver det hele selv

Græsplænerne står snorlige uden den mindste smule ukrudt. Faktisk lover John Andersen en findeløn, hvis journalisten og fotografen kan finde ukrudt i hans plæne. Det kan vi ikke. Han bliver ofte spurgt, hvordan han kan holde ukrudtet væk, og han deler gerne sin hemmelighed:

- Man skal gøde dobbelt så ofte og dobbelt så meget, som der står på anvisningen. Det har så den konsekvens, at det vokser ad helvede til, så græsset bliver klippet med en håndskubber hver anden dag. Det bliver til 75-80 gange i løbet af en sæson, så når vi kommer hen på den anden side af sommerferien, gider jeg ikke mere, siger han.

Plænernes snoede kanter bliver trimmet to gange om ugen, så der er ikke noget at sige til, at John Andersen har brug for en pause hen på efteråret. Til den tid er der heller ikke meget at lave i haven, og karperne i den lille sø går i dvale, når vandtemperaturen når under 10-12 grader, så ikke engang dem skal han tænke på at fodre.

Han skal bare sørge for, at der er et frostfrit område, så gasserne, der opstår på bunden af søen, kan stige til vejrs. Men det sørger en pumpe for.

John Andersen fylder 80 år senere på sommeren, og selv om han godt kan mærke, at kroppen er en anden end for 10 år siden, passer han stadig hele haven selv. Ikke engang hans kone deltager ret meget, udover at komme med nye ideer.

Han har endnu ikke fundet nogen, han har tiltro nok til, til at overlade en del af ansvaret for haven til dem. Så han bliver ved, så længe han orker.

Det er ikke til at se, at fødselsåret hedder 1939, for John Andersen bevæger sig adræt rundt i den mere end fire hektar store have.

- Det må være, fordi jeg slår græs hver anden dag, siger han med et skævt smil.

Bænken er en indisk antikvitet. Foto: Birgitte Carol Heiberg
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Hvide Sande

Klitter ryddes for invasiv art: Klegod erklærer rynket rose krig

Klumme

Den dag, Munk knækkede farvekoden: Drengebørn skal da have lyserødt tøj på

Hvide Sande

Stræk og bøj: Strandfitness giver en god start på dagen

Danmark For abonnenter

Notre Dame var meget tættere på at styrte sammen, end folk almindeligvis ved

Leder For abonnenter

Det mener Dagbladet: Lyt til 'praksis-partisanens' gode råd

Praksis-partisan. Sådan kalder Peder Sørensen sig selv. Han har gennem 11 år været leder af Produktionsskolen i Skjern og ved derfor af erfaring, at en praktisk tilgang til liv og læring virker bedre end alverdens bøger. I hvert fald for de elever, som er kommet på netop den skole, fordi de af den ene eller den anden grund er løbet sur i det almindelige skolesystem. Mange af dem har ikke verdens bedste oplevelser med sig i skoletasken, og før de kan blive klar til igen at binde an med bøger og teori, skal de lære at tro på sig selv. Det sker ifølge Peder Sørensen bedst gennem netop praktisk arbejde. Det er i der, langt hovedparten af eleverne har deres styrke, og det er derfor her, der er en basis, man kan bygge en selvtillid op på. At det virker, viser de tørre tal fra skolen i Skjern: 70 procent af eleverne er kommet videre i uddannelse eller arbejde. Med andre ord masser af solstrålehistorier om mennesker, der blev grebet, efter at de var snublet i starten, og som lærte at stå på egne ben. Men nu er det slut: Skolens seneste afgangshold blev også det sidste. Landets produktionsskoler lukker nemlig med udgangen af juli og bliver i stedet til FGU'er - Forberedende Grunduddannelse, der også skal hjælpe eleverne videre til uddannelse eller arbejde. På FGU kommer eleverne ind på ét af tre spor: Et, hvor de kan forbedre sig i boglige fag, et andet til de unge, der kan lide praktisk arbejde, men som også gerne vil forbedre sig i dansk og matematik, og endelig et tredje spor, hvor de unge er i virksomhedspraktik det meste af tiden og resten af tiden i skolepraktik med undervisning i fag, der er relevante for praktikken. Forhåbentlig vil den nye uddannelse vise sig lige så effektiv til at hjælpe ikke mindst de skrøbelige blandt eleverne videre, som Produktionsskolen var. Det er som bekendt ligegyldigt, hvilken farve katten har og hvad den hedder - bare den kan fange mus. Men det vil være klogt at lytte til erfaringerne fra 'praksis-partisaner' som Peder Sørensen. For hvis man vil skabe nye solstrålehistorier, er det afgørende at have fokus på hver enkelt elevs muligheder. Først når de tror på sig selv, kan de være de klar til de boglige fag. Det lyder både enkelt og indlysende.

Ringkøbing

Inden ny serie: Anders Aggers interview med 12-årig går viralt i Mellemøsten

Videbæk

Vin og vejr: Lokal vinavler er foreløbig rigtig godt tilfreds med den danske sommer

Sommerland

Forundringens Have udfordrer sanserne: Smid skoene, luk øjnene, spis ukrudt og gå ind i en livmoder

Annonce