Annonce
Tarm

Handel gik i vasken: Hoven Plejehjem bliver alligevel ikke bosted for udviklingshæmmede

Pia og Lars Mølgaard Madsen, her fotograferet med deres to døtre, skal nu ud og kigge efter et andet sted, hvor de kan etablere et hjem for udviklingshæmmede. Arkivfoto: Martin Ravn
Havde Pia og Lars Mølgaard Madsen fra Ølgod ejendommen på hånden eller ej? Det er der to udlægninger af, efter plejehjemmet er solgt til anden side.

HOVEN: Planerne om at etablere et hjem for udviklingshæmmede i det tidligere Hoven Plejehjem er gået i vasken.

For et par måneder siden offentliggjorde Pia og Lars Mølgaard Madsen fra Ølgod ellers, at de ville købe det tidligere plejehjem.

Selv har de to udviklingshæmmede døtre, og sammen med andre familier ville de skabe et hjem, som ikke havde institutionspræg, men byggede på beboernes præmisser.

De fik udleveret nøglen til det tidligere plejehjem, og mens de søgte landzonetilladelse, kunne de gøre de nødvendige forberedelser. De regnede med, at landzonetilladelsen ville falde på plads 27. maj.

15. maj fandt de så ud af, at plejehjemmet er blevet solgt til anden side, og at de derfor må skrinlægge deres planer. Fredag afleverede de nøglerne.

Tilbage står et mudret billede med påstand mod påstand, misforståelser, beskyldninger om brudte løfter og meget andet.

Fakta er dog, at Pia og Lars Mølgaard Madsen aldrig underskrev en købsaftale.

- Vi troede jo, at vi havde en aftale, og vi har været i kontakt med vores advokat, men der er ikke noget at gøre. Vi skulle jo bare have haft underskrevet en betinget købsaftale, men der har vi nok været lidt for naive, konstaterer Pia Mølgaard Madsen.

Fakta er også, at parret havde en nøgle til bygningen, selvom den var til salg. Kenneth Christensen, der er medejer af I/S Udlejningsejendomme, som indtil nu har ejet Hoven Plejehjem, bekræfter, at ægteparret havde en nøgle.

- Vi vil gerne have solgt. Så kommer der andre på banen. Det går hurtigt, og i det forløb tænker vi slet ikke på den nøgle, siger Kenneth Christensen.

Fakta er også, at parret i første omgang ikke kunne rejse pengene til købet. De spurgte derfor I/S Udlejningsejendomme, om de ville lave et pantebrev.

Det ville selskabet godt, men det krævede et bedre indblik i projektet, inden der kunne sættes et konkret beløb på. Muligvis kunne der rejses penge senere, og derfor fik parret lov til at beholde nøglen.

Herfra begynder de forskellige opfattelser af, om Pia og Lars Mølgaard Madsen havde ejendommen på hånden.

Selv har parret opfattelsen af, at de havde ejendommen på hånden.

Kenneth Christensen mener, at det var synligt for enhver, at bygningen var til salg, og han siger, at han ikke havde kort nok på hånden til at kunne bede ejendomsmægleren om at tage ejendommen af.

Ingen af parterne har i det forløb underrettet hinanden om projektets økonomiske status.

Ejendomsmægler Knud N. Kristensen, Real Erhverv Vejle, fortæller, at der er indgået en aftale med en anden køber, og at handlen falder endelig på plads 28. maj. Hvem køberne er, kan han ikke oplyse endnu.

Pia og Lars Mølgaard Madsen leder nu efter et andet sted, hvor de kan etablere et bosted for udviklingshæmmede.

- Vi er enige om, at det skal blive til noget, og nu skal vi så se, hvilke andre muligheder der er. Det bliver et sted mellem Brande og Ringkøbing-Skjern, vi går efter i stedet for, forklarer Pia Madsen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce