Mindeord

Han var en af Stadils sidste særlinge…

Dødsfald: Jette Solvig Brødbæk, Stadilvej 12, Alrum, 6980 Tim, skriver følgende mindeord om sin nabo Henning Dalsgaard, der døde i sit hjem på Stadilvej i fredags:

Han var en af Stadils sidste særlinge…

I fredags fik vi besked om, at vores nabo Henning Dalsgaard var død i sit barndomshjem.

Vi lærte først Henning at kende flere år efter, at vi var flyttet til Alrum.

Han passede sig selv og deltog sjældent i nabokomsammen, så for os var han "ham, der boede i det forfaldne hus" - og ja, en lidt sær snegl, som vi sagde goddag til, når vi gik forbi og han var udenfor.

Vi hørte fra de andre naboer, at sådan havde det ikke altid været. I hans forældres tid var ejendommen velholdt og veldrevet - og da Henning med årene overtog gården efter dem, blev den drevet videre på samme vis.

Hvad der så er sket, ved jeg ikke, men i hvert fald lod Henning på et tidspunkt stå til og isolerede sig. Måske er det hele vokset ham over hovedet?

Rotter, æg og persille

Vi traf ham til en fest i forsamlingshuset og vi oplevede, at han var både sjov og velorienteret, så vi havde en virkelig festlig aften.

Vores søn fik lov at gå på jagt på hans jorder og jeg var af og til forbi med nogle nylagte æg. Henning kvitterede med at forære mig bundter af mørkegrøn, saftig persille, som han dyrkede på den gamle møddingsplads - og samtidig drøftede vi, hvilken rottefælde der var den bedste. Henning døjede nemlig med rotter i udhuset- og jeg havde af og til rotter i hønsegården - Henning var helt klart den bedste af os to til at fange rotter og han førte nøje regnskab.

Røg i køkkenet

Henning havde elektricitet, men ingen centralvarme for systemet var frostsprængt, så han fyrede i mange år i en kamin, der stod i et rum ved hans køkken som eneste varmekilde.

Det var en blanding af korn, reklamer og træ, der gav ham varmen - og en kraftig røgsøjle op af skorstenen. Engang dannede reklamerne for meget røggas, som eksploderede, så Henning var helt sodet til. Men han slap med skrækken.

Flere naboer hjalp med at levere brænde til kaminen, da Henning ikke selv kunne save det længere - de senere år fik han en olieradiator, for det blev for besværligt for ham at hente brænde i laden og bære det ind.

Hver vinter tænkte vi på, om Henning mon klarede den i sit uopvarmede, uisolerede hus - men det gjorde han.

Rindende vand hentede han i det gamle malkemaskinerum, når der da ikke var frost. Var der det, smeltede han sne eller gik til fjorden efter vand.

I mange år døjede han med dårligt blodomløb i benene og på et tidspunkt havde han et sår på det ene skinneben, der ikke ville læges. Når han skulle til lægen for at få set på det, så vaskede han sig og klædte om, men han vaskede kun det ben, der skulle undersøges, fortalte han med et skævt smil.

Tilfreds og taknemmelig

Selv om Henning levede under det, de fleste ville kalde kummerlige forhold, opfattede han det ikke selv sådan.

Han var meget bevidst om, at andre levede på en anden måde - og at hans "pæne tøj" måske lugtede af gammelt skab, når han var i byen.

Men han er et af de mest tilfredse og taknemmelige mennesker, jeg har mødt.

Altid talte han om, hvor glad han var for at han kunne klare sig selv - og at han selv kunne køre bil. Det værste, han kunne forestille sig var, hvis han skulle bo i en lejlighed i byen.

Friheden var det vigtigste

Han købte selv ind og lavede den mad, han kunne lide. Han havde sin frihed. Han kunne sove længe, når det var for koldt til at stå op om vinteren - og han passede ind til for få år siden stadig selv sine marker, men så blev bentøjet for ringe og han forpagtede jorden ud til en nabo.

En anden nabo sørgede i sommerhalvåret for at slå græsset rundt om Hennings ejendom med sin havetraktor - og de nærmeste naboer, Benny og Ragnhild, hjalp ham meget.

For nogle år siden leverede Henning stof til en artikel i "Jul i Stadil-Vedersø", hvor han fortalte om Alrum Skole, hvor han selv har gået. Han var utrolig vidende og kunne fortælle længe om gamle dage. Fotos til artiklen leverede han også - og han var altid sjov og interessant at tale med.

Henning var født i januar 1940, så han var lige gammel med dronningen. Det seneste år blev bentøjet ringere og han kunne kun gå de få skridt fra huset og ud til bilen. Ved et lægebesøg fik han at vide, at han midlertidigt ikke måtte køre bil - og han kom også på aflastning på plejehjem.

Det var ikke noget for ham, at andre bestemte spisetiderne og dagens gang, så han forlangte at komme hjem til sig selv.

Henning fik lov at dø i sit hjem, som han gerne ville.

Æret være Hennings minde.

0/0
Navne

Museumsdirektør: Fisk og fritter ved havet - sammen med Ghita Nørby

Mindeord

Et engageret, ydmygt og meget venligt menneske er borte: Tak for sangen, mor!

Navne

Ny regionskonsulent i Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland

Tophistorier

Navne

Guldkonfirmation i Lønborg Kirke

Navne

Præst på hospice: Påskeugen kan noget særligt

Jubilæum

Jubilar har lavet omkring 2000 regnskaber