Klumme

Højt til himlen - og luft under vingerne. Havde Kaj Munk mon været en Klimatosse?

Ville Kaj Munk mon være beskrevet som en "klimatosse", filosoferer Suzi Elena Apelgren. Foto: NF/SCANPIX NORDFOTO 2004

Den 4. januar for 75 år siden kørte en bil ind på gårdspladsen i Vedersø præstegård. Dermed var et historisk slutspil i gang. En SS terrorcelle satte et punktum for digterpræsten Kaj Munks virke i Vedersø og for hans virke for hele Danmark.

20 år tidligere havde den unge rebelske og nyudlærte præst holdt sin prøveprædiken i Vedersø Kirke. Han var faldet op ad kirkebakken, og med mudder på kjole og sko trådte han ind i kirken. Han så anderledes ud end de garvede klitbønder; ung, høj, mager, skrutrygget og bleg. Men så begyndte han at tale. Og hans prædiken var kort, fyndig, direkte og til at forstå for enhver. Han sammenlignede livets dage med perlerne på en kulørt perlekæde, og imens kiggede han hver og en dybt i øjnene. Bagefter stillede han sig i kirkedøren og gav hånd til hver af sognebørnene. Dén dag blev man set i Vedersø kirke.

Men så havde han travlt med at komme tilbage til nytårsfejringen på Sjælland, og glemte, at han havde en jobsamtale med menighedsrådet. Og dét var de ikke tilfredse med. Han så jo også både ung og underlig ud, og han talte anderledes end man var vant til. Havde det ikke været fordi, at det var 4. gang, at stillingen som sognepræst i Vedersø var opslået, var Kaj Munk nok aldrig kommet i betragtning. Men menighedsrådsformanden skar igennem: ”Så I ikke hvor mager og bleg han så ud. Vi løber ingen risiko ved at antage ham. Han holder nok ikke længe”!

Kaj Munk for sin del, havde heller ikke været udelt begejstret for at søge stillingen. Vedersø var langt fra dét, han drømte om: Det pulserende liv i byen med masser af kultur og teater. Men som ung og nyuddannet, kunne han ikke tillade sig at være kræsen. Vedersø, råbte han. Er det ikke i Vestjylland hvor havgusen er så tyk som ærter, og hvor man sælger tre-pattede køer i Jesu navn? Men én af hans ældre bekendte fortalte, at det også var dér, hvor der var højt til himlen og luft under vingerne.

Og således blev det: De to parter affandt sig med skæbnen og med hinanden. De første år var ensomme for den unge præst. Men så inviterede skolelæreren præsten med på jagt. Og da lærte han naturen og sognebørnene at kende. Her mødtes høj og lav og blev lige – og lige små under Guds høje himmel. Og havde det ikke været for naturens storhed, de høje klitter, det rå Vesterhav, de lange hvide sandstrande og de mange fjorde og søer og det rige dyreliv, så var Kaj Munk måske ikke blevet længe nok i Vedersø til at skrive danmarkshistorie herude.

Som han selv sagde; ”Det var her jeg blev flyttet ud af studerekammeret. Jeg blev et friluftsmenneske. Den storslagne jyske natur tog mig, ligesom onkel Jacob, da jeg var en lille dreng, om hovedet med begge hænder og løftede mig op og satte mig svimmel og lykkelig ned. Ud med dig, sagde den, ud at stange ål på søen, ud at trave dig lungerne op i halsen i klitter og heder, ud og lade storm og hav fylde dine sanser med uforgængelighed, ud og lad stjernerne i de høje nætter skænke dig af deres fred.” I de høje indlandsklitter, som han gav navnet Æ Hawbjerre, havbjergene, gik han på jagt med Johan, den fattige klitbonde, der med sit lune sind og varme hjerte blev digterpræstens bedste ven. Kaj Munk elskede søerne, fjordene og skovene, men fremfor alt ”Havet, det evige, altid ens og bestandigt foranderligt, det, der bag en bræmme af vigende og ubesejerligt sand skænker Danmark dets storhed.”

Hans færden i den barske natur styrkede hans svage legeme og lutrede hans sind, når han var trængt eller træt. Og det er vel det, vi i dag kalder for stress! Kaj Munk er langt fra den eneste, der i tidens løb er blevet tiltrukket af dette områdes vilde karakter. Her hvor man ultimativt føler sig lille. Her hvor man opgiver, at kæmpe imod den storhed naturen byder på. Her hvor man lader sig overmande af urkræfternes frie spil – og føler sig styrket ved det.

Tidligere var Vestkysten mest et yndet motiv for romantiske kunstnere, der havde øje for de garvede fiskeres barkede næver og dybe furer. Efter krigen blev det gradvist et mål for midaldrende tyske herrer, der med deres familie søgte tilbage til deres yndlingsfront, flødeskumsfronten. Og i min barndom var det en billigferie for mindrebemidlede, hvortil jeg var så heldig at høre, og derfor hvert år tilbragte ferien i klitternes varme sand og i havets berusende favntag …

I vore fortravlede dage, er behovet for denne renselse blevet så stort hos så mange mennesker, at turismen er blevet en guldgrube langs vestkysten. Flere og flere vælger den danske model: En uge i sommerhus med familien. Helst skal al moderne bekvemmelighed følge med, og helst skal feriehybelen ligge direkte i klitterne med udsigt til havet. Der er stor efterspørgsel og mange penge i dét behov. MEN her bør vi lige standse op og snuppe en god mundfuld havluft! Vi mennesker har det desværre med, at ødelægge dét vi sætter mest pris på i vores iver efter at komme så tæt på som muligt, i at ”forbedre” det og udnytte de oplagte muligheder det byder, for at skabe vækst og tjene penge. Og det bærer vores verden præg af i dag…. i uhyggelig grad. OG her citerer jeg en anden stor mand med ordet i sin magt: Tidl. Præsident Obama: ”Vi er den første generation, der oplever klimakrisen og den sidste der kan gøre noget ved den.” Arter uddør om ørerne på os med uhyggelig hastighed. Kaj Munk kunne stange ål i søerne og gå på jagt i klitheden efter urhøns. Han havde endda helt sin egen opskrift på Urhane. Siden 1988 har ingen set denne fantastiske fugl, og ål skal man lede længe efter. I min barndom i 60´erne sang jeg med på en ufatteligt populær schlager ”Lille Sommerfugl”! I dag kan denne lille flagrende skabning, der har været en selvfølge igennem mit liv, risikere at lide samme skæbne som urhøns og ål. Alt sammen fordi vi mennesker breder os overalt, inddrager naturen og ”forbedrer” den. Vi gør, som vi vil, vi rager dét, vi har behov for, uhæmmet til os. Vi filer og saver i den gren, vi sidder på, og det gør vi stadig, selvom den hænger nedad i en 90 graders vinkel i de sidste hele fibre.

Hvilke ord havde Kaj Munks snørklede hjerne, mon formet om dén situation? Hvordan havde han mon stillet sig i dén kamp? Havde han atter sat sig op imod politikere, der forholder sig passive? Havde han atter tordnet mod dem, der kortsynet beriger sig på situationen? Havde Kaj Munk mon været en Klimatosse?

...

(Holdt som båltale ved sankthansaften ved Vedersø Klit)

0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Kram til alle i uniform fra mor og far, da 20-årig blev fundet i live i vandet på Ringkøbing Fjord

Ringkøbing-Skjern

Vi skal løse plastikforureningen sammen

Hvide Sande

3-årige Felix om Hvide Sande-sejltur: Det går alt for langsomt

112 For abonnenter

Sejler du en lille smule, når du sejler? Sådan er reglerne for berusede sejlere

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Den indre varulv hyler, og det lyder ikke kønt

Da den sidste danske ulv i 1813 blev skudt ved Estvadgård lidt sydvest for Skive, var der næppe én, der fældede en tåre i den anledning. Da slet ikke de bønder på egnen, hvis får nu kunne være i fred. I et mangelsamfund som det danske for 200 år siden var der ganske enkelt ikke plads til ulven. I de mellemliggende par århundreder har næppe nogen skænket ulven en tanke - endsige savnet den. Den var ikke længere en del af den danske fauna. At den skulle vende tilbage, var der meget få, der havde fantasi til at forestille sig. Ikke desto mindre var det, hvad der skete omkring 2009, og lige siden har ulven forårsaget en slags kulturel borgerkrig i Danmark, der er helt ude af proportioner i forhold til dyrets indvirkning på den danske natur og dens formodede trussel eller mangel på samme mod mennesker. Skal man være lidt grov, kan man sige, at ulven har fået den indre varulv bragt frem i mange danskere. Det er ikke kønt. Som Anette Lund Andersens store reportage i Dagbladet i dag dokumenterer, er det rent ud forbløffende, i hvilket omfang og med hvilken lidenskab, mennesker engagerer sig i striden om ulven. Man tager sig til hovedet i vantro over en "ulvehader", der skyder en ulv med riffel ud af vinduet på sin bil. Og man flår sig i håret af frustration over en "ulveelsker", der truer folk på livet, og begår hærværk mod en lokal kirke for at understrege sit synspunkt. Mellem disse yderligheder er der alle mulige holdninger, der dog generelt tenderer mod det stadigt mere polariserede - hovedsageligt på grund af de forbistrede asociale medier, der nærmest pr. automatik synes at forstærke alle holdninger i ekstremistiske retninger. Det billede, Anette Lund Andersen tegner i sin reportage, er dybt forstemmende. Det fortæller om en debat og dens deltagende aktører, der synes at have mistet al proportionssans, evne og vilje til at lytte til andre menneskers synspunkter. Lederskribenten her føler sig fristet til at citere sin gamle, afdøde fars tilbagevendende kommentar, når medmennesker af den ene eller den anden grund bevægede sig ud ad en tangent: "Har de ikke andet at gå op i?!?" Det er måske dér, problemets rod ligger.

Ringkøbing-Skjern

Efter timelang eftersøgning: Helikopter finder ung sejler i god behold i vandet

112 For abonnenter

Der gælder ingen promilleregler for små både

Ringkøbing-Skjern

To helikoptere og fire både leder nu efter den unge sejler - Politiet: Kig efter et blåt og hvidt sejl

Ringkøbing

Slut med sygedagpenge: Jobcentret siger stadig nej til kræftramte Hilde

Annonce