Annonce
Klumme

Højt til himlen - og luft under vingerne. Havde Kaj Munk mon været en Klimatosse?

Ville Kaj Munk mon være beskrevet som en "klimatosse", filosoferer Suzi Elena Apelgren. Foto: NF/SCANPIX NORDFOTO 2004

Den 4. januar for 75 år siden kørte en bil ind på gårdspladsen i Vedersø præstegård. Dermed var et historisk slutspil i gang. En SS terrorcelle satte et punktum for digterpræsten Kaj Munks virke i Vedersø og for hans virke for hele Danmark.

20 år tidligere havde den unge rebelske og nyudlærte præst holdt sin prøveprædiken i Vedersø Kirke. Han var faldet op ad kirkebakken, og med mudder på kjole og sko trådte han ind i kirken. Han så anderledes ud end de garvede klitbønder; ung, høj, mager, skrutrygget og bleg. Men så begyndte han at tale. Og hans prædiken var kort, fyndig, direkte og til at forstå for enhver. Han sammenlignede livets dage med perlerne på en kulørt perlekæde, og imens kiggede han hver og en dybt i øjnene. Bagefter stillede han sig i kirkedøren og gav hånd til hver af sognebørnene. Dén dag blev man set i Vedersø kirke.

Men så havde han travlt med at komme tilbage til nytårsfejringen på Sjælland, og glemte, at han havde en jobsamtale med menighedsrådet. Og dét var de ikke tilfredse med. Han så jo også både ung og underlig ud, og han talte anderledes end man var vant til. Havde det ikke været fordi, at det var 4. gang, at stillingen som sognepræst i Vedersø var opslået, var Kaj Munk nok aldrig kommet i betragtning. Men menighedsrådsformanden skar igennem: ”Så I ikke hvor mager og bleg han så ud. Vi løber ingen risiko ved at antage ham. Han holder nok ikke længe”!

Kaj Munk for sin del, havde heller ikke været udelt begejstret for at søge stillingen. Vedersø var langt fra dét, han drømte om: Det pulserende liv i byen med masser af kultur og teater. Men som ung og nyuddannet, kunne han ikke tillade sig at være kræsen. Vedersø, råbte han. Er det ikke i Vestjylland hvor havgusen er så tyk som ærter, og hvor man sælger tre-pattede køer i Jesu navn? Men én af hans ældre bekendte fortalte, at det også var dér, hvor der var højt til himlen og luft under vingerne.

Og således blev det: De to parter affandt sig med skæbnen og med hinanden. De første år var ensomme for den unge præst. Men så inviterede skolelæreren præsten med på jagt. Og da lærte han naturen og sognebørnene at kende. Her mødtes høj og lav og blev lige – og lige små under Guds høje himmel. Og havde det ikke været for naturens storhed, de høje klitter, det rå Vesterhav, de lange hvide sandstrande og de mange fjorde og søer og det rige dyreliv, så var Kaj Munk måske ikke blevet længe nok i Vedersø til at skrive danmarkshistorie herude.

Som han selv sagde; ”Det var her jeg blev flyttet ud af studerekammeret. Jeg blev et friluftsmenneske. Den storslagne jyske natur tog mig, ligesom onkel Jacob, da jeg var en lille dreng, om hovedet med begge hænder og løftede mig op og satte mig svimmel og lykkelig ned. Ud med dig, sagde den, ud at stange ål på søen, ud at trave dig lungerne op i halsen i klitter og heder, ud og lade storm og hav fylde dine sanser med uforgængelighed, ud og lad stjernerne i de høje nætter skænke dig af deres fred.” I de høje indlandsklitter, som han gav navnet Æ Hawbjerre, havbjergene, gik han på jagt med Johan, den fattige klitbonde, der med sit lune sind og varme hjerte blev digterpræstens bedste ven. Kaj Munk elskede søerne, fjordene og skovene, men fremfor alt ”Havet, det evige, altid ens og bestandigt foranderligt, det, der bag en bræmme af vigende og ubesejerligt sand skænker Danmark dets storhed.”

Hans færden i den barske natur styrkede hans svage legeme og lutrede hans sind, når han var trængt eller træt. Og det er vel det, vi i dag kalder for stress! Kaj Munk er langt fra den eneste, der i tidens løb er blevet tiltrukket af dette områdes vilde karakter. Her hvor man ultimativt føler sig lille. Her hvor man opgiver, at kæmpe imod den storhed naturen byder på. Her hvor man lader sig overmande af urkræfternes frie spil – og føler sig styrket ved det.

Tidligere var Vestkysten mest et yndet motiv for romantiske kunstnere, der havde øje for de garvede fiskeres barkede næver og dybe furer. Efter krigen blev det gradvist et mål for midaldrende tyske herrer, der med deres familie søgte tilbage til deres yndlingsfront, flødeskumsfronten. Og i min barndom var det en billigferie for mindrebemidlede, hvortil jeg var så heldig at høre, og derfor hvert år tilbragte ferien i klitternes varme sand og i havets berusende favntag …

I vore fortravlede dage, er behovet for denne renselse blevet så stort hos så mange mennesker, at turismen er blevet en guldgrube langs vestkysten. Flere og flere vælger den danske model: En uge i sommerhus med familien. Helst skal al moderne bekvemmelighed følge med, og helst skal feriehybelen ligge direkte i klitterne med udsigt til havet. Der er stor efterspørgsel og mange penge i dét behov. MEN her bør vi lige standse op og snuppe en god mundfuld havluft! Vi mennesker har det desværre med, at ødelægge dét vi sætter mest pris på i vores iver efter at komme så tæt på som muligt, i at ”forbedre” det og udnytte de oplagte muligheder det byder, for at skabe vækst og tjene penge. Og det bærer vores verden præg af i dag…. i uhyggelig grad. OG her citerer jeg en anden stor mand med ordet i sin magt: Tidl. Præsident Obama: ”Vi er den første generation, der oplever klimakrisen og den sidste der kan gøre noget ved den.” Arter uddør om ørerne på os med uhyggelig hastighed. Kaj Munk kunne stange ål i søerne og gå på jagt i klitheden efter urhøns. Han havde endda helt sin egen opskrift på Urhane. Siden 1988 har ingen set denne fantastiske fugl, og ål skal man lede længe efter. I min barndom i 60´erne sang jeg med på en ufatteligt populær schlager ”Lille Sommerfugl”! I dag kan denne lille flagrende skabning, der har været en selvfølge igennem mit liv, risikere at lide samme skæbne som urhøns og ål. Alt sammen fordi vi mennesker breder os overalt, inddrager naturen og ”forbedrer” den. Vi gør, som vi vil, vi rager dét, vi har behov for, uhæmmet til os. Vi filer og saver i den gren, vi sidder på, og det gør vi stadig, selvom den hænger nedad i en 90 graders vinkel i de sidste hele fibre.

Hvilke ord havde Kaj Munks snørklede hjerne, mon formet om dén situation? Hvordan havde han mon stillet sig i dén kamp? Havde han atter sat sig op imod politikere, der forholder sig passive? Havde han atter tordnet mod dem, der kortsynet beriger sig på situationen? Havde Kaj Munk mon været en Klimatosse?

...

(Holdt som båltale ved sankthansaften ved Vedersø Klit)

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce