Læserbrev

Højskolesangbogen i praksis: Brugsbog og levende kulturdokument

Læserbrev: Det er en stor glæde, at Højskolesangbogen endnu engang er kommet i fokus i anledning af den nye udgave, der er på vej og udkommer næste år.

Når man som jeg gennem knap 40 år har haft højskolesangbogen som en del af hverdagen, som tilknyttet de danske Folkehøjskoler, så har man et levende billede af, hvilket "kunstværk", der er tale om. Ingen anden nation har en tilsvarende sangbog, der formidler de folkelige bevægelser så levende og berigende som denne sangbog.

Højskolesangboen er først og fremmest en digtsamling, men også en brugsbog - et stykke dansk kernekultur med vemodige, forhåbningsfulde og glade sange om livet, som det leves i Danmark.

Fra min barndom i 1940'erne og 50'erne husker jeg en koncert på Højskolehjemmet i Ringkøbing, hvor Axel Schøitz gav en fremragende oplevelse, men hvor fællessangen fra højskolesangbogen også var en del af fælles-oplevelsen For mit eget vedkommende startede kendskabet til den unikke sangbog i begyndelsen af 1960'erne, hvor jeg var elev på den sønderjyske Idrætshøjskole i Sønderborg. Her blev der sunget rigtig meget - naturligvis mest de sange, som havde tilknytning til den landsdel, hvor folkelig samhørighed og fællesskab var en naturlig del af hverdagen i et område med et stærkt foreningsliv og fællesskaber. Her bevarede man i mange år den tradition at afslutte hver gymnastik og idrætstræning med en fællessang som for eksempel "I alle de riger og lande".

Men på Højskolen lærte vi også nye sange, der beskrev "den ydre verden", som for eksempel Nordahl Griegs " Kringstatt av fiender" . Også salmerne havde plads, ikke mindst omkring kirkelige højtider, som for eksempel "Påskeblomst! Hvad vil du her".

Den mangfoldighed, som kom til udtryk gennem sangoplevelserne, klædte i høj grad os højskoleelever på til at være aktive i foreningslivet. Hvilken gymnast husker ikke den fælles sangindmarch ved de afsluttende forårs-opvisninger, der skulle beskrive betydningen af "Krop og Ånd".

Mine mange år som lærer på Gymnastikhøjskolen i Ollerup på Sydfyn cementerede den folkelige gymnastik og den folkelige sangs samhørighed. Det var en kendt sag, at blandt de danske Folkehøjskoler var Gymnastik- og idrætshøjskolerne ofte de steder, hvor sangbogen blev flittigst benýttet.

Men med det opbrud, der var i ungdomsbevægelserne i 1970'erne, kom også til at præge de forskellige udgaver af Højskolesangbogen. "Rundkreds-undervisnigen" var som skabt til de mere vise-prægede sange. Benny Andersens og Poul Dissings vise "Svantes lykkelige dag / Se hvilken morgenstund" blev hurtigt et populært valg.

Da jeg senere startede som højskoleforstander på en ny Idrætshøjskole i det Nordjyske Brønderslev, var det oplagt, at alle de traditionelle højskolesange fulgte med - hver middag var der en halv times fællessang, som eleverne blev meget begejstret for - godt leveret af en engageret musik-og sanglærer. I den periode kom blandt andet sange af Kim Larsen og Lars Lilholt med som en naturlig følge af de mange festivaler, som så dagens lys.

Når den nye udgave af "Den blå bestseller " udkommer i 2020, vil der fortsat være cirka 600 sange inde bag det karakteristiske blå omslag med harpemotivet på ryggen. Nye sange er kommet med og andre kommer ud. Den er på ingen måde en "sing-along-book "; det er meget mere, som et kulturdokument, hvor der findes sange, som ikke synges så meget, men som er et historisk dokument. For eksempel Leonora Christina Ulfeldts salme "Min tunge skal med stemme", som vitterligt ikke er noget hit, men jo er et vidnesbyrd fra en stor kvindeskikkelse i dansk historie.

Når der denne gang har været mulighed for, at alle kan bidrage med forslag, så er det sikkert i bevistheden om, at Fællessangen befinder sig i en veritabel guldalder, som fortsat vil gøre Folkehøjskolens sangbog til en bestseller.

Højskolesangbogen. (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix )
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing IF

Endelig scorede RIF: Alligevel blev det til nul point på kontoen

Navne

Naturvejleder elsker det vilde Vestjylland og drømmer om at gå i Darwins fodspor

Debat

Da det slog klik hos Baadsgaard: Spændingen om den forkerte strømning

Læserbrev

Defensiv taktik, hvis man vil være den bedste fritidskommune

Læserbrev: ”Hvordan bliver Ringkøbing – Skjern Kommune den bedste fritidskommune i Danmark?”. Dette var titlen på en invitation til alle foreninger fra Kultur- og Fritidsudvalget til et møde i Videbæk den 27. marts. Efterfølgende ønskede fodbold- og håndboldklubberne i RKSK et møde, der blev afholdt ultimo juni, med formanden for Kultur- og Fritidsudvalget for at bidrage med deres synspunkter til emnet ”den bedste fritidskommune”, men også for at komme i dialog omkring de berammede besparelser på fritidsområdet. Fodboldklubberne undrer sig stadig over, at de som den eneste idrætsgren direkte skal bidrage med 194.000 kroner (jvf. besparelseskataloget) ”i tilskud til fodboldklubberne til aflønning af deres kridtbander”. Alle ved sikkert, hvilket stort arbejde disse ulønnede frivillige bandemedlemmer gør, for at børn og unge kan få motion og spille fodbold. De slår for eksempel kanter, rydder op, kridter baner, omlægger baner, vander, laver reparationer med mere. Men nej – de får ikke løn, men et beskedent årligt opstarts- og afslutningsarrangement som tak. Ordene "aflønning af deres kridtbander" er derfor dårlig valgt og bliver ikke bedre af, at konsekvensen for spareforslaget kan udlignes ved ”at hæve medlemskontingentet pr. medlem med 43,62 kroner.” Det viser sig kun alt for tydeligt, at nogle går med den opfattelse, at det er gratis for fodboldklubberne at passe fodboldbanerne. Herfra skal lyde en opfordring til, at kommunen laver en undersøgelse af, hvad det reelt koster fodboldklubberne i drift til for eksempel el- og vandforbrug, elattest, elpærer, traktor, kridtbander, mindre nyanskaffelser, vandingsmaskine, vedligeholdelse af rullegræs og afskrivninger på lysmaster, vandingsanlæg, traktor, græsslåmaskiner m.v. I øvrigt får klubberne kun delvis tilskud til mål, net og kridtmaskiner. Fodboldspillet er i dag en idrætsgren, der dyrkes udendørs hele året. Det bliver nu forstærket af, at indefodbold ikke er en aktivitet, der længere udløser aktivitetstilskud. Det vil også ramme hallerne på timeudlejningen. Disse ting gør næppe kommunen til den bedste fritidskommune, og det er en defensiv taktik. Vi kan jo spare os ihjel og tage gejsten fra de mange frivillige ledere og trænere i samtlige kommunens idrætsforeninger. Vi skal i stedet være offensive og følge befolkningsudviklingen med, at flere og flere dyrker idræt. Vi skal afskaffe 25 års reglen for de foreninger, der benytter vore idrætshaller. Det kan faktisk gøres gratis og dermed uden ekstra omkostninger for Kommunen. Vi skal forhøje lokaletilskuddet fra de nuværende 68 procent (= nettoudgift for foreninger p.t. 191 kroner pr. time) til f.eks. 78 procent (= nettoudgift for foreninger 131 kroner pr. time), hvilket vil animere idrætsforeningerne til at leje yderligere haltimer. Håndboldklubberne og deres frivillige får så mere tid til at tænke på andet end økonomi. Det vil – ud fra mine oplysninger – betyde en merudgift for kommunen på cirka 2.500.000 kroner, men er en god investering og er tillidsskabende for idrætshallernes daglige brugere, som dermed giver bedre økonomi forfor eksempel håndbold uden at skade hallernes økonomi, snarere tværtimod.

Hvide Sande

Se de mange fotos: Hvide Sande-børn og kunstnere satte kulør på en gråvejrsdag

Videbæk For abonnenter

Borgere går i aktion: Vil have bedre internet

Kultur

Forfatters besøg i Ringkøbing er blevet til en novelle, hvor fordommene får et twist

Alarm 112

55-årig mand blev fundet død i Ringkøbing Fjord

Annonce