Annonce
Læserbrev

Højskolesangbogen i praksis: Brugsbog og levende kulturdokument

Læserbrev: Det er en stor glæde, at Højskolesangbogen endnu engang er kommet i fokus i anledning af den nye udgave, der er på vej og udkommer næste år.

Når man som jeg gennem knap 40 år har haft højskolesangbogen som en del af hverdagen, som tilknyttet de danske Folkehøjskoler, så har man et levende billede af, hvilket "kunstværk", der er tale om. Ingen anden nation har en tilsvarende sangbog, der formidler de folkelige bevægelser så levende og berigende som denne sangbog.

Højskolesangboen er først og fremmest en digtsamling, men også en brugsbog - et stykke dansk kernekultur med vemodige, forhåbningsfulde og glade sange om livet, som det leves i Danmark.

Fra min barndom i 1940'erne og 50'erne husker jeg en koncert på Højskolehjemmet i Ringkøbing, hvor Axel Schøitz gav en fremragende oplevelse, men hvor fællessangen fra højskolesangbogen også var en del af fælles-oplevelsen For mit eget vedkommende startede kendskabet til den unikke sangbog i begyndelsen af 1960'erne, hvor jeg var elev på den sønderjyske Idrætshøjskole i Sønderborg. Her blev der sunget rigtig meget - naturligvis mest de sange, som havde tilknytning til den landsdel, hvor folkelig samhørighed og fællesskab var en naturlig del af hverdagen i et område med et stærkt foreningsliv og fællesskaber. Her bevarede man i mange år den tradition at afslutte hver gymnastik og idrætstræning med en fællessang som for eksempel "I alle de riger og lande".

Men på Højskolen lærte vi også nye sange, der beskrev "den ydre verden", som for eksempel Nordahl Griegs " Kringstatt av fiender" . Også salmerne havde plads, ikke mindst omkring kirkelige højtider, som for eksempel "Påskeblomst! Hvad vil du her".

Den mangfoldighed, som kom til udtryk gennem sangoplevelserne, klædte i høj grad os højskoleelever på til at være aktive i foreningslivet. Hvilken gymnast husker ikke den fælles sangindmarch ved de afsluttende forårs-opvisninger, der skulle beskrive betydningen af "Krop og Ånd".

Mine mange år som lærer på Gymnastikhøjskolen i Ollerup på Sydfyn cementerede den folkelige gymnastik og den folkelige sangs samhørighed. Det var en kendt sag, at blandt de danske Folkehøjskoler var Gymnastik- og idrætshøjskolerne ofte de steder, hvor sangbogen blev flittigst benýttet.

Men med det opbrud, der var i ungdomsbevægelserne i 1970'erne, kom også til at præge de forskellige udgaver af Højskolesangbogen. "Rundkreds-undervisnigen" var som skabt til de mere vise-prægede sange. Benny Andersens og Poul Dissings vise "Svantes lykkelige dag / Se hvilken morgenstund" blev hurtigt et populært valg.

Da jeg senere startede som højskoleforstander på en ny Idrætshøjskole i det Nordjyske Brønderslev, var det oplagt, at alle de traditionelle højskolesange fulgte med - hver middag var der en halv times fællessang, som eleverne blev meget begejstret for - godt leveret af en engageret musik-og sanglærer. I den periode kom blandt andet sange af Kim Larsen og Lars Lilholt med som en naturlig følge af de mange festivaler, som så dagens lys.

Når den nye udgave af "Den blå bestseller " udkommer i 2020, vil der fortsat være cirka 600 sange inde bag det karakteristiske blå omslag med harpemotivet på ryggen. Nye sange er kommet med og andre kommer ud. Den er på ingen måde en "sing-along-book "; det er meget mere, som et kulturdokument, hvor der findes sange, som ikke synges så meget, men som er et historisk dokument. For eksempel Leonora Christina Ulfeldts salme "Min tunge skal med stemme", som vitterligt ikke er noget hit, men jo er et vidnesbyrd fra en stor kvindeskikkelse i dansk historie.

Når der denne gang har været mulighed for, at alle kan bidrage med forslag, så er det sikkert i bevistheden om, at Fællessangen befinder sig i en veritabel guldalder, som fortsat vil gøre Folkehøjskolens sangbog til en bestseller.

Annonce
Højskolesangbogen. (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix )
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det lyder godt, men: De passer ikke på Danmark

Det er så let at stille sig op og sige, at ”jeg passer på Danmark”. Det lyder godt. Man virker handlekraftig. Men når man som Mette Frederiksen er statsminister, har man andre forpligtelser end at gå med de nemme og populære løsninger, som hun gjorde, da hun præsenterede regeringens bud på, hvordan vi forhindrer terrordømte i at planlægge og udføre mere terror, når de er sluppet ud af fængslet. En regeringschef har pligt til at vælge løsninger, der holder sig inden for rammerne af, hvilken type land vi gerne vil være. Og her svigtede Mette Frederiksen. Hun foreslår nemlig, at personer, der har afsonet en dom for terror, kan forbydes at færdes i bestemte områder og have kontakt til bestemte personer i op til ti år. For at undersøge, om de overholder forbuddet, skal politiet have ret til uden dommerkendelse at trænge ind i deres hjem og undersøge deres computere. Det er her, statsministeren glemmer sin forpligtelse over for retsstatens principper. Grundloven siger helt uden dikkedarer i paragraf 72, at både husundersøgelser og undersøgelser af borgernes kommunikation kun kan ske efter en retskendelse. Der står dog også, at man kan lave love, der giver undtagelse fra paragraffen, og det er så dét, regeringen vil gøre. Men det er grundlæggende helt forkert. Regeringens forslag om at øge straffene for terror og terrorrelaterede forbrydelser betragteligt er helt i orden. Det er også rimeligt at udstede forbud om ophold og kommunikation for denne ekstraordinært usympatiske gruppe af forbrydere. Og spark dem endelig ud af landet, når der er lovhjemmel til det. Det må bare aldrig blive andre end en domstol, der gør domstolenes arbejde. Magtens tredeling er et princip, der ikke må fraviges. Hverken politikere eller myndigheder skal afsige domme eller udstede retskendelser. Det skal kun dommere. Det har regeringens normale støtter forstået, men de borgerlige partier sikrer flertallet til endnu et skridt væk fra retsstaten. De skulle skamme sig. De passer ikke på Danmark.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];