Annonce
Klumme

Guldfiskenes udflugt: Tænk, hvis Jeppe Aakjær havde spillet Fortnite

Redaktionelle journalister på Dagbladet Ringkøbing Skjern.Christian Baadsgaard

Når man ser noget usædvanligt, så må man berette om det. Det er nærmest en borgerpligt, og den vil jeg gerne opfylde her, for jeg har set noget så specielt, at det er værd at bemærke.

Det jeg så, var to friske drenge i en havedam!

Er der noget usædvanligt over det, vil du sikkert tænke. Ja, det vil jeg mene. Standarden i dag er, at det første, børn spørger efter, når de kommer ind, er wifi-koden. De kan snart ikke nå at få spist færdig, inden de forskanser sig med iPad'en, og så hører man ellers ikke noget til dem.

Med de her to yderst velopdragne drenge var det noget helt andet. For ikke så længe siden besøgte de mine forældre, og hjemme i deres familie er weekenden iPad-fri. Der er dem, der vil mene, at det er den rene børnemishandling, men efter at have set systemet i praksis mener jeg faktisk, at det er den største gave, børn kan få.

Efter at drengene havde spist, gik de ud i haven – et sted, hvor der i øvrigt ikke er netforbindelse. For mange år siden anlagde mine forældre en dam med guldfisk i, og drengenes interesse kredsede straks om denne vandrige perle. De ville på fisketur, og med en i særklasse ynglende bestand, var fiskekvoten umulig at få opbrugt inden en uge, om så de tog dage og nætter i brug. De kunne bare gå i gang, og det gjorde de også. Med en kamp, der sjældent er set, efter Hemingway skrev ”Den gamle mand og havet”, og med omhu, der var ”Gutterne på kutterne” værdig, blev guldfiskene fanget – også dem, der havde skjult sig under åkanderne. En spand blev transitlejr, inden den blev båret op til havedøren og vist frem. Til slut – for drengene er også bevidste om, at man skal være god mod dyr – blev guldfiskene sat tilbage i deres vante rammer. Og må man tilføje: Aldrig har de været udenfor bassinkanten, så det var godt med en lille sommerudflugt til dem.

Jeg har sjældent set drenge været så optaget af noget. Var det ikke fordi, de skulle hjem, så havde de formentlig slået lejr ved havedammen og været der endnu. Tiden løb bare afsted.

De to drenge er så heldige, at de vokser op i en familie, som holder af naturen. Som sætter pris på, hvilken rigdom, der findes ude under åben himmel. Og som insisterer på, at det altså er derude, det foregår. Mens andre sidder inde bag ruderne, kommer de ud og får sol og røde kinder.

Det lover godt for vores fremtid.

Lige nu snakker man om bæredygtighed og klimabevidsthed. Familier lever efter, at man skal aflevere en bedre jord, end den man modtog, og vi skal leve sundere og spise det rigtige. Men sammen med alle de gode ord sidder vi alle sammen og bliver krumryggede af at kigge på en skærm, hvis ikke vi er gået i fitness-center for at ligne de andre på Instagram. Det er paradoksalt. For bare en tur ud i naturen kunne gøre meget godt. Ikke bare for kroppen, men også for sindet. For det gør altså noget ved os mennesker, at vi hører fuglenes sang og sanser duftene og farverne udenfor.

Siden jeg har set drengene fornøje sig, har jeg grublet over et spørgsmål, som jeg vil stille til jer læsere.

Hvordan havde vores verden set ud, hvis ikke store kunstnere havde kendt til naturen?

Bare en tanke, men forestil jer, at Jeppe Aakjær havde været en dreng på Skive-egnen, der havde siddet og spillet Fortnite i flere timer hver eneste dag. Var den danske kultur så blevet beriget med Rugens Sange?

Hvad nu, hvis Steen Steensen Blicher havde siddet på Facebook og delt ligegyldige opslag a la : Sæt dette på din status i en time for at… Ville vi så have fået skildringer fra heden og dets folk?

Ville tågen have lettet så smukt, hvis Carl Nielsen havde været youtuber hjemme på Fyn?

Og hvor havde Skagensmalerne været, hvis det eneste lys, de kendte til, havde været blåt skærmlys?

Det var fortidens kunstnere, men vi har også behov for fremtidens kunstnere. Folk som kan skabe noget nyt ud af det, de sanser. Som lægger nye brikker til den store helhed, så mennesket må forundres over livets storhed. Naturen er – i modsætning til elektroniske modeluner - noget evigt bestående. Noget, der former os som mennesker og altid har gjort det, fordi vi er forbundet med den. Alt det, vi ser derude, giver os visdom. Intet kan beskrive et livsforløb som et træ. Intet kan fortælle om opvækst som at se en fugl, der lærer sine unger at flyve. Og intet kan fortælle os om den barske verden, vi befinder os i, som når et tordenvejr buldrer henover os. Vi lærer at dosere, når vi mærker varmen fra bålet, men også at vi kan brænde os, hvis vi kommer for nær. Om vandet lærer vi, at det er livgivende og nødvendigt, men også at det kan være farligt, hvis ikke vi kan svømme.

Og det er derfor, at vi må se at komme uden for i naturen en sommerdag. Eller en vinterdag. Måske tage guldfisken med på tur. For på sigt kan dens lille akvarium blive for ensformig. Ligesom det kan for os mennesker.

Annonce
I en dam med guldfisk fik to drenge en hel del fisk på krogen. Arkivfoto
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce