Klumme

Guldfiskenes udflugt: Tænk, hvis Jeppe Aakjær havde spillet Fortnite

Redaktionelle journalister på Dagbladet Ringkøbing Skjern.Christian Baadsgaard

Når man ser noget usædvanligt, så må man berette om det. Det er nærmest en borgerpligt, og den vil jeg gerne opfylde her, for jeg har set noget så specielt, at det er værd at bemærke.

Det jeg så, var to friske drenge i en havedam!

Er der noget usædvanligt over det, vil du sikkert tænke. Ja, det vil jeg mene. Standarden i dag er, at det første, børn spørger efter, når de kommer ind, er wifi-koden. De kan snart ikke nå at få spist færdig, inden de forskanser sig med iPad'en, og så hører man ellers ikke noget til dem.

Med de her to yderst velopdragne drenge var det noget helt andet. For ikke så længe siden besøgte de mine forældre, og hjemme i deres familie er weekenden iPad-fri. Der er dem, der vil mene, at det er den rene børnemishandling, men efter at have set systemet i praksis mener jeg faktisk, at det er den største gave, børn kan få.

Efter at drengene havde spist, gik de ud i haven – et sted, hvor der i øvrigt ikke er netforbindelse. For mange år siden anlagde mine forældre en dam med guldfisk i, og drengenes interesse kredsede straks om denne vandrige perle. De ville på fisketur, og med en i særklasse ynglende bestand, var fiskekvoten umulig at få opbrugt inden en uge, om så de tog dage og nætter i brug. De kunne bare gå i gang, og det gjorde de også. Med en kamp, der sjældent er set, efter Hemingway skrev ”Den gamle mand og havet”, og med omhu, der var ”Gutterne på kutterne” værdig, blev guldfiskene fanget – også dem, der havde skjult sig under åkanderne. En spand blev transitlejr, inden den blev båret op til havedøren og vist frem. Til slut – for drengene er også bevidste om, at man skal være god mod dyr – blev guldfiskene sat tilbage i deres vante rammer. Og må man tilføje: Aldrig har de været udenfor bassinkanten, så det var godt med en lille sommerudflugt til dem.

Jeg har sjældent set drenge været så optaget af noget. Var det ikke fordi, de skulle hjem, så havde de formentlig slået lejr ved havedammen og været der endnu. Tiden løb bare afsted.

De to drenge er så heldige, at de vokser op i en familie, som holder af naturen. Som sætter pris på, hvilken rigdom, der findes ude under åben himmel. Og som insisterer på, at det altså er derude, det foregår. Mens andre sidder inde bag ruderne, kommer de ud og får sol og røde kinder.

Det lover godt for vores fremtid.

Lige nu snakker man om bæredygtighed og klimabevidsthed. Familier lever efter, at man skal aflevere en bedre jord, end den man modtog, og vi skal leve sundere og spise det rigtige. Men sammen med alle de gode ord sidder vi alle sammen og bliver krumryggede af at kigge på en skærm, hvis ikke vi er gået i fitness-center for at ligne de andre på Instagram. Det er paradoksalt. For bare en tur ud i naturen kunne gøre meget godt. Ikke bare for kroppen, men også for sindet. For det gør altså noget ved os mennesker, at vi hører fuglenes sang og sanser duftene og farverne udenfor.

Siden jeg har set drengene fornøje sig, har jeg grublet over et spørgsmål, som jeg vil stille til jer læsere.

Hvordan havde vores verden set ud, hvis ikke store kunstnere havde kendt til naturen?

Bare en tanke, men forestil jer, at Jeppe Aakjær havde været en dreng på Skive-egnen, der havde siddet og spillet Fortnite i flere timer hver eneste dag. Var den danske kultur så blevet beriget med Rugens Sange?

Hvad nu, hvis Steen Steensen Blicher havde siddet på Facebook og delt ligegyldige opslag a la : Sæt dette på din status i en time for at… Ville vi så have fået skildringer fra heden og dets folk?

Ville tågen have lettet så smukt, hvis Carl Nielsen havde været youtuber hjemme på Fyn?

Og hvor havde Skagensmalerne været, hvis det eneste lys, de kendte til, havde været blåt skærmlys?

Det var fortidens kunstnere, men vi har også behov for fremtidens kunstnere. Folk som kan skabe noget nyt ud af det, de sanser. Som lægger nye brikker til den store helhed, så mennesket må forundres over livets storhed. Naturen er – i modsætning til elektroniske modeluner - noget evigt bestående. Noget, der former os som mennesker og altid har gjort det, fordi vi er forbundet med den. Alt det, vi ser derude, giver os visdom. Intet kan beskrive et livsforløb som et træ. Intet kan fortælle om opvækst som at se en fugl, der lærer sine unger at flyve. Og intet kan fortælle os om den barske verden, vi befinder os i, som når et tordenvejr buldrer henover os. Vi lærer at dosere, når vi mærker varmen fra bålet, men også at vi kan brænde os, hvis vi kommer for nær. Om vandet lærer vi, at det er livgivende og nødvendigt, men også at det kan være farligt, hvis ikke vi kan svømme.

Og det er derfor, at vi må se at komme uden for i naturen en sommerdag. Eller en vinterdag. Måske tage guldfisken med på tur. For på sigt kan dens lille akvarium blive for ensformig. Ligesom det kan for os mennesker.

I en dam med guldfisk fik to drenge en hel del fisk på krogen. Arkivfoto
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Kram til alle i uniform fra mor og far, da 20-årig blev fundet i live i vandet på Ringkøbing Fjord

Ringkøbing-Skjern

Vi skal løse plastikforureningen sammen

Hvide Sande

3-årige Felix om Hvide Sande-sejltur: Det går alt for langsomt

112 For abonnenter

Sejler du en lille smule, når du sejler? Sådan er reglerne for berusede sejlere

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Den indre varulv hyler, og det lyder ikke kønt

Da den sidste danske ulv i 1813 blev skudt ved Estvadgård lidt sydvest for Skive, var der næppe én, der fældede en tåre i den anledning. Da slet ikke de bønder på egnen, hvis får nu kunne være i fred. I et mangelsamfund som det danske for 200 år siden var der ganske enkelt ikke plads til ulven. I de mellemliggende par århundreder har næppe nogen skænket ulven en tanke - endsige savnet den. Den var ikke længere en del af den danske fauna. At den skulle vende tilbage, var der meget få, der havde fantasi til at forestille sig. Ikke desto mindre var det, hvad der skete omkring 2009, og lige siden har ulven forårsaget en slags kulturel borgerkrig i Danmark, der er helt ude af proportioner i forhold til dyrets indvirkning på den danske natur og dens formodede trussel eller mangel på samme mod mennesker. Skal man være lidt grov, kan man sige, at ulven har fået den indre varulv bragt frem i mange danskere. Det er ikke kønt. Som Anette Lund Andersens store reportage i Dagbladet i dag dokumenterer, er det rent ud forbløffende, i hvilket omfang og med hvilken lidenskab, mennesker engagerer sig i striden om ulven. Man tager sig til hovedet i vantro over en "ulvehader", der skyder en ulv med riffel ud af vinduet på sin bil. Og man flår sig i håret af frustration over en "ulveelsker", der truer folk på livet, og begår hærværk mod en lokal kirke for at understrege sit synspunkt. Mellem disse yderligheder er der alle mulige holdninger, der dog generelt tenderer mod det stadigt mere polariserede - hovedsageligt på grund af de forbistrede asociale medier, der nærmest pr. automatik synes at forstærke alle holdninger i ekstremistiske retninger. Det billede, Anette Lund Andersen tegner i sin reportage, er dybt forstemmende. Det fortæller om en debat og dens deltagende aktører, der synes at have mistet al proportionssans, evne og vilje til at lytte til andre menneskers synspunkter. Lederskribenten her føler sig fristet til at citere sin gamle, afdøde fars tilbagevendende kommentar, når medmennesker af den ene eller den anden grund bevægede sig ud ad en tangent: "Har de ikke andet at gå op i?!?" Det er måske dér, problemets rod ligger.

Ringkøbing-Skjern

Efter timelang eftersøgning: Helikopter finder ung sejler i god behold i vandet

112 For abonnenter

Der gælder ingen promilleregler for små både

Ringkøbing-Skjern

To helikoptere og fire både leder nu efter den unge sejler - Politiet: Kig efter et blåt og hvidt sejl

Ringkøbing

Slut med sygedagpenge: Jobcentret siger stadig nej til kræftramte Hilde

Annonce