Annonce
Sport

Groth efter vildt comeback: Tæt på krampe mange gange

Lars Møller/Ritzau Scanpix
Det var en kamp på et utroligt højt niveau, mente Jonathan Groth efter kvartfinalesejr ved European Games.

Bordtennisspilleren Jonathan Groth kunne dårligt slæbe sin krop hen i mixed zone for at tale med journalister, efter han tirsdag havde vundet sin maratonkvartfinale ved European Games.

Ligesom i den første kamp i Minsk var han nede med 1-3 i sæt samt flere matchbolde, inden det lykkedes at fuldende et stort comeback med sætsejr på 4-3.

Denne gang slog han slovakken Wang Yang med 11-9, 7-11, 12-14, 10-12, 12-10, 11-3, 11-7.

- Det var fuldstændig sindssygt. Jeg er så træt og var tæt på kramper mange gange. Mit venstre ben sitrede og spændte op, fortæller Jonathan Groth efter dramaet.

Han var ved at indstille sig på at have tabt til en bedre modstander og var faktisk tilfreds med spillet selv ved 1-3 i sæt.

- Det var en utrolig kamp på et utroligt højt niveau. Havde jeg tabt 1-4, havde det bare været sådan. Jeg var kun utilfreds med én bold i de fire første sæt.

- Wang Yang er en utrolig spiller, måske den hurtigste af alle. Flere gange troede jeg, at jeg havde vundet bolden, men den blev ved med at komme tilbage. Det var frustrerende at spille mod.

- Jeg fokuserede bare på at slutte kampen så godt af som muligt, og jeg tænkte, at hvis jeg kunne holde mit niveau, ville han vel begynde at lave fejl på et tidspunkt. Det skete først ved 7-8 i sidste sæt, lyder det fra Groth.

Nu nærmer han sig for alvor en medalje, der vil være lig med en OL-billet til Tokyo næste år.

Onsdag er der både semifinale og medaljekamp på programmet.

- Lige nu virker det helt uoverskueligt at skulle ind i hallen igen, men jeg må have noget massage og blive klar. Jeg er sindssygt stolt allerede, og det vil jeg også være, hvis det bliver til en fjerdeplads.

- Jeg vil stadig kunne sige, at jeg har leveret en god indsats. Jeg må give alt, jeg har og se, hvor langt det rækker, siger han.

Modstanderen i semifinalen er endnu ikke fundet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce