Annonce
Debat

Grøn omstilling og økonomi: ”Det grønne moderne” vil forlise og politikerne vil fortryde deres klimamål

"Danmark vil reducere udslippet af drivhusgasser med 70 procent i forhold til 1990. Det er 30 procent over EU’s mål i et land, der påvirker det globale udslip med 0,1 procent. Stort set ingenting. Men det betyder ifølge den meget snakkende klimaminister, Dan Jørgensen, mindre i forhold til signalværdien", skriver Hans-Christian von Qualen-Blichfeldt i denne uges klumme. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.
Annonce

Når man googler ”grøn omstilling,” får man 1.730.000 resultater. I betragtning af at dansk er et lille sprog, er det mange. Til sammenligning udløser ”Bedre velfærd for de ældre” kun 631.000 resultater og ”skattelettelser” endnu mindre, nemlig 424.000.

Det er let at forstå, at de fleste partier har taget den grønne dagsorden til sig, for det grønne er mainstream, altså det tidssvarende. Er man grøn, betyder dette ikke mere implicit, at man er uerfaren; at være grøn er synonymt med at være moderne.

Hans-Christian Blichfeldt-Christensen skriver klummer til lørdagens avis

Når den politiske midte, mainstreampartierne bliver grønne, vil reaktionen enten bestå i en afvisning af heraf eller i en radikalisering, det vil sige det supergrønne, som er den nye avantgarde.

Medens vi på det politiske niveau endnu har til gode at se egentlige klimanægterpartier, har de supergrønne længe været atomiseret i forskellige politiske grupperinger; den ene mere ekstrem end den anden.

Dog er det antageligvis kun et spørgsmål om tid, inden de første anti-klimatister får politisk fodfæste. Fænomenet kendes i udlandet: det franske ”Le Gilet Jaune,” det tyske ”AfD” og det britiske ”UKIP.” Disse vinde kan umærkeligt også blæse ind over Danmark. Jeg vil ydermere hævde, at forudsætningerne for en modbevægelse herhjemme er særdeles gunstige.

Det er dejlig at være dansker, men det er ubestrideligt også dyrt. Ifølge OECD har Danmark det næsthøjeste skattetryk i verden; trods årtiers subsidiering af energisektoren, morderligt høje energiafgifter og de højeste forbrugerpriser i EU.


Det burde være et politisk mål at få gjort det billigere at være dansker, hvilket skiftende regeringer siden 1982 også har påtaget sig. Med den nuværende regering forholder det sig anderledes.


Det burde være et politisk mål at få gjort det billigere at være dansker, hvilket skiftende regeringer siden 1982 også har påtaget sig. Med den nuværende regering forholder det sig anderledes. Skønt Danmark ifølge OECDs beregning for 2020 ligger på 5. pladsen, når det handler om mindst mulig økonomisk ulighed i samfundet (gini-koefficienten), synes den socialdemokratiske regering, eksplicit dens to venstreorientede støttepartier mere optaget af minimale udsving på giniindekset end at gøre det billigere at være danskere.

Ved siden af andre udfordringer, for eksempel ændret demografi, krav om markant højere forsvarsudgifter med mere, fik regeringen ultimo juni vedtaget en klimalov, der forpligter Danmark til at reducere udslippet af drivhusgasser med 70 procent i forhold til 1990. Det er 30 procent over EU’s mål i et land, der påvirker det globale udslip med 0,1 procent. Stort set ingenting.

Men det betyder ifølge den meget snakkende klimaminister, Dan Jørgensen, mindre i forhold til signalværdien. Derved bliver Danmark et eksempel til efterfølgelse. Altså et foregangsland. I henhold til ministeren er vi allerede i kraft af målsætningen et foregangsland, hvilket i bedste fald er en illusion. Vi bliver selvsagt først et foregangsland, når vi har vist, at det kan lade sig gøre.

Når man fikserer en målsætning på et bestemt årstal, kaster man sig ud i et projekt, som er uhyre svært at beskrive, hvad angår indsatsområder og pris. Jeg er klar over, at metoden blot afspejler det internationale diplomatis policy, fordi det får samarbejdspartnere til rette ind, men det ændrer ikke ved, at projektet indeholder så mange ubekendte, at det næsten fremstår dubiøst.

Skulle man - hypotetisk set - opstille et koncept, som blot nogenlunde udpeger relevante indsatsområder, der belaster borgerne mindst, og som takserer en pris, vil man være nødsaget til at regne baglæns. Det er i praksis umuligt. Den bestående og de kommende regeringer i tyverne vil være henvist til at famle sig frem, stikke fingeren i jorden, afprøve, tage en chance.

Historien viser, at teknologi kan løse meget, men hidtil ikke på så kort tid. Hvis det efter 2025 viser sig, at målet kun kan nås ved, at danskerne yder betydelige ofre (økonomisk og ændrede forbrugsvaner), forudser jeg, at ”det grønne moderne” forliser, og at politikerne dybt i deres hjerter fortryder, at de nogensinde satte sig dette mål.

Annonce
Sport For abonnenter

Tommy Jepsen har været fodboldtræner i 42 år: - Jeg har da forsøgt at holde pause, men det er aldrig rigtig blevet til noget

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce