x
Annonce
Kultur

Kommentar: Gourmetmad sælger bedre end gummi

Ingen Michelin-stjerner til provinsen i denne omgang. Arkivfoto: Robert Wengler

Igen i år blev restauranterne i provins-Danmark forbigået, da Michelin uddelte de eftertragtede stjerner ved et show i Trondheim mandag aften. Ikke at jeg havde forventet det helt store efter sidste års fuser, men at Danmark ikke fik en eneste ny Michelin-restaurant i provinsen, kommer alligevel bag på mig.

Hovedstaden blev heller ikke overøst med hæder. Kun én ny restaurant kom der til på stjernehimlen over København, idet Alchemist strøg direkte ind med to stjerner. Og tillykke med det. Også til Restaurant Jordnær, der fik en ekstra stjerne og har nu to. Men så var der heller ikke mere at komme efter, set med danske øjne. Hvis man altså ser bort fra de ekstrapriser, som synes at være det nye fra dækfabrikantens side: en værtskabspris, en ny bæredygtighedspris, og en ditto mentorpris.

Kigger man vest for Storebælt, var forventningerne forud for uddelingen, at Treetop i Munkebjerg ved Vejle med Nikolaj Møller Christiansen i spidsen var en oplagt kandidat til en stjerne. Alsik Hotel Syttende i Sønderborg og Restaurant Lyst i Fjordenhus i Vejle har også været nævnt som bejlere, selv om begge er ret nyåbnede. Endelig er der Falsled Kro på Sydfyn, som i flere år har fortjent en stjerne eller to. I hvert fald hvis man spørger Danmarks fornemste anmelderkorps.

Men nej. I stedet blev det værtslandet, der hev flest stik hjem. Fire ud af syv nye et-stjernede restauranter blev fundet i Norge. Tre af dem med adresse uden for Oslo. Man kan altså ikke klandre Michelin-inspektørerne for ikke at besøge provinsen. Det giver vel også mening, når nu Michelin har valgt at holde showet i Trondheim og ikke i Oslo.

Men hjemmebanefordelen er ikke altid garant for en stor stjernehøst. Sidste år foregik uddelingen i Aarhus og nogle mente, at det betød, at Wassim Hallal fra Restaurant Frederikshøj endelig ville få sin anden stjerne. Andre havde en forventning om, at flere restauranter i provinsen ville få en stjerne, når Michelin nu havde lagt showet uden for København for første gang. Ingen af de to forudsigelser holdt stik. Det eneste, man fik, var en lang næse og et tåkrummende show.

Helt så slemt var showet i år ikke. Måske Michelin har taget ved lære af sidste års fadæse. Jeg tror det næppe. Jeg vil heller ikke lægge for meget i, hvor uddelingen bliver holdt i 2021. Michelins veje er og bliver uransalige.

Der hersker ingen tvivl om, at stjernerne betyder overordentligt meget for de kokke, der modtager dem. Flere var synligt rørt ved mandagens ceremoni. Jeg er også ret sikker på, at man med Michelin Guide Nordic Countries i hånden kan få sig et væld af fantastiske spiseoplevelser rundt om i Norden, hvis ellers man har råd til det. I sidste ende handler det dog om at sælge dæk. Det er det, Michelin lever af, og med gourmetmad som en del af brandet får gummiringene et eksklusivt skær. En association, der er nemmere at sælge set fra et markedsføringsperspektiv. Og det må man give dækvirksomheden. Det er den ret god til.

Michelin-stjerner vest for Storebælt

Henne Kirkeby Kro - to stjerner.
Restaurant Frederikshøj, Aarhus - en stjerne.
Domestic, Aarhus - en stjerne.
Gastromé, Aarhus - en stjerne.
Ti Trin Ned, Fredericia - en stjerne.
Me Mu, Vejle - en stjerne.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Stemmer fra coronalandet: Såvejr, savn og mangel på svar

Leder For abonnenter

De hjælper bare for at hjælpe: Det er Danmark, når vi er bedst

Vi har jo oplevet anmeldere, der er kommet galt afsted ved at mene noget om bøger, de ikke har læst, og om koncerter, de ikke har hørt. Derfor denne varedeklaration: TV2’s ”Danmark står sammen” blev først sendt efter, at denne avis gik i trykken. Alligevel siger vi: Hvor var det godt. Det handlede nemlig om Danmark, når det er bedst, og om de danskere, der er bedst. Dem, der uden kold kalkule gør noget for deres medborgere. Vi har dem også til hverdag. Hundredtusindvis af frivillige i foreninger og socialt arbejde, men nu popper endnu flere op. Allermest selvfølgelig vores helte i sundhedssektoren suppleret af de tusinder af pensionerede læger og sygeplejersker, der sammen med medicinstuderende melder sig til tjeneste. De, der bringer mad til isolerede. Skolelæreren fra Varde, der kører rundt og hilser på sine elever. De, der arrangerer fællessang i baggårdene. Alle de, som på utallige måder hjælper bare for at hjælpe. Det er ikke bare godt. Det er også rørende, fordi det rammer lige i hjertet af det fællesskab, der trives i bedste velgående trods mange forfaldsmyter om, at vi lever i egoistiske tider. Og det er bare mere bevægende, når nogen gør og opnår noget sammen, end når det sker hver for sig. Vi kender det også fra sport. Det er enestående, når Viktor Axelsen og Mads Pedersen bliver verdensmestre med ketsjer og på cykel, men det giver ikke rigtigt en klump i halsen og fugt i øjenkrogen. Det gør det derimod, når vores håndboldmænd går amok i glæde over at være blevet verdensmestre, eller for den sags skyld, når et hold fodbolddrenge skriger glæden ud over at have vundet deres kreds i den laveste række. Fordi de hver især har gjort deres yderste for at vinde noget sammen. Sådan er det i hvert fald for denne skribent. Formentlig har mange andre det på samme måde. Det rører hjertet, når vi gør noget sammen og for hinanden. Derfor var det et fremragende program, TV2 sendte i aftes om et Danmark, der står sammen.

Annonce