Annonce
Videbæk

Giftgrundene: "Kommunens ingeniører burde have set den var helt gal"

Søren Jespersen på Guldregnallé-lommen, som er forurenet med klorerede opløsningsmidler. Foto: Lars Kryger

Kommunen vidste, at fem grunde på Guldregnallé blev udstykket på losseplads, siger Søren Jespersen, som byggede huset på nummer 15 og stødte ind i problemer med fundamentet.

Videbæk: Der var fart på parcelhusbyggeriet i 1970erne. Der blev bygget 100 nye huse hvert år i Videbæk dengang. I 1972 udstykkede Videbæk Kommune et areal i den nordlige del af byen, hvoraf en del af var blevet brugt som losseplads. Den nye parcelhusvej fik navnet Guldregnallé.

Søren Jespersen og Kaj Kristensen drev dengang et byggefirma og købte i 1976 grunden på Guldregnallé 15 og gik i gang med at opføre et parcelhus.

Året efter i 1977 opførte Søren Jespersen det hus, han stadig bor i på Guldregnallé 31, som ligger i lommen ved siden af nummer 15.

Han har i de seneste 40 år delt hæk med nummer 15 og 17 og har fulgt begivenhederne på nabolommen, siden chokket i 2013. Da begyndte Region Midtjylland at undersøge seks grunde for forurening og fastslog i 2015, at fem grunde er forurenet med klorerede opløsningsmidler.

- Jeg har fulgt Dagbladets artikler om sagen, og nu kan jeg ikke lade være med at blande mig. Jeg var sammen med Kaj Kristensen bygherre i 1976 på Guldregnalle 15, som sammen med Guldregnallé 17 er to af de mest forurenede grunde, fortæller Søren Jespersen.

Annonce
Denne kasse rummer ventilationsanlægget, som sørger for at holde klardampene væk fra indeklimaet i to huse på Guldregnallé. Foto: Lars Kryger

Hovedrystende

I Dagbladet tirsdag forklarede tidligere kommuneingeniør Erling Damgaard, at kommunen ikke kunne vide, at grundene var forurenede.

- Man tjekkede ikke for forurening af opløsningsmidler dengang, og der var ingen indicier for, at der skulle være forurening. Vi opdagede ingen spor efter noget, da vi kloakerede og etablerede veje, udtalte Erling Damgaard tirsdag.

Det bestrider Søren Jespersen.

- Da kommunen i begyndelsen af halvfjerdserne udstykkede grundene på den øverste stikgade til Guldregnalle, startede man med at grave kloakledning ned i cirka tre meters dybde. Derved kom man direkte ind i epicentret af det forurenede område, som vel er cirka 50 meter af det sidste stykke af vejen, siger han og fortsætter:

- De tilsynsførende ingeniører fra kommunen måtte have set, at her var noget helt galt. Men man dækkede kloakrørene til, og efterfølgende etablerede man vejen og asfalterede hen over det forurenede opfyld, som varierer i tykkelse helt ned til tre meter. Det er hovedrystende, siger Søren Jespersen.Som et resultat af, at vejen er anlagt oven på opfyldet, er der store fordybninger i vejen, hvor der står store vandpytter. Ud for nummer 17 er vejen ganske enkelt sunket.

Vejen synker, fordi den er er anlagt på opfyld, forklarer Søren Jespersen. Foto: Lars Kryger

Slog problemet hen

Søren Jespersen og Kaj Kristensen stødte på problemer, da de skulle bygge huset på nummer 15.

- Da vi gravede ud til fundamentet, var vi i det nordvestlige hjørne af huset nede i tre meters dybde, inden vi var ved fast bund. De første fem kubikmeter beton blev brugt i det hjørne. Det, der blev gravet op, var mest aske, men også andet affald, fortæller Søren Jespersen.

Han er barnefødt i Videbæk, er 81 år og husker godt byen i gamle dage.

- Det var vognmand Peter Nielsen, der med "stivvogn" før og under Anden Verdenskrig kørte affald op i området. På det tidspunkt havde alle jo komfur og mange kakkelovn, så det gav en masse aske. Efter sigende skulle der også være samlet affald fra Videbæk Maskinfabrik, som menes at have indeholdt rensevæsker med giftige klordampe, der senere skulle vise sig at være det store problem, siger Søren Jespersen.

- Vi gjorde kommunen opmærksom på det store forbrug af beton til fundamentet og fortalte, at vi byggede på en losseplads. De slog problemet hen og sagde, at vi kunne få noget muldjord, for det var der stort set intet af på grunden. Muldjorden lå ude på Fabriksvej og det skulle vi selv betale for at få fragtet hertil.

Søren Jespersen har draget sin konklusion.

- At kommunen var uvidende om de giftige klordampe kan man forstå. Men at kommunen afviser, at man kendte til det meget opfyld efter at have været nede i tre meters dybde med kloakrørene, er uforståeligt.

Rystet over behandlingen

Regionen fastslog i 2015, at fem grunde på Guldregnallé er forurenede med klorerede opløsningsmidler. For at hindre de sundhedsskadelige dampe i at komme ind har regionen etableret ventilation under fire huse.

Der er lagt rør ind under nummer 15 og 17, og ude på vejen står selve anlægget, der sørger for ventilationen til huset.

- Jeg bor selv nabo til Guldregnalle 15 og 17, og jeg er rystet over den behandling, de har fået af kommunen. De har haft talrige søvnløse nætter over at være havnet i denne situation. At der kører et ventilationsanlæg døgnet rundt, som sikrer, at der ikke siver giftige klordampe ind i huset, er vel ok. Anlægget kører jo ret lydløst. Men det er jo blot en afhjælpning af et alvorligt problem. Det er jo med til at begrænse prisen på huset, hvis de skulle sælge engang. Som ejerne af nummer 9 skriver, så er de jo stavnsbundne. Hvem vil købe de huse, når den tid kommer, siger Søren Jespersen.

Han har en opfordring til kommunen.- Jeg synes, kommunen skal komme herud og vurdere, hvad husene ville være værd uden forurening, og hvad de reelt er værd med forurening. Det vil cirka være halv pris, og det burde kommunen så betale. Så kan folk bo her i fred og ro, og så kan folk sælge til halv pris engang.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce