Annonce
Videbæk

Generationsskifte hos Johansen og Bliddal

Berit Holmstrøm har blandt andet ført mange sager om værditab i forbindelse med vindmøller. Arkivfoto.

Ny partner. Berit Homstrøm ind som partner - Paul Johansen fortsætter som ansat.

Advokatfirmaet Johansen og Bliddal har fået ny medejer.

Annonce

Paul Johansen, der fyldte 70 år i sommers, træder et skridt ned og bliver ansat i firmaet, mens Berit Holmstrøm bliver medejer af advokatfirmaet.

Berit Holmstrøm har været ansat i advokatfirmaet Johansen og Bliddal siden 2009, først som advokatfuldmægtig og siden 2012 som advokat. Inden ansættelsen i advokatfirmaet var Berit Holmstrøm afdelingsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi i Ringkøbing.

»Jeg befinder mig rigtigt godt i advokatbranchen og har det godt med at være tæt på kunderne. Min tilgang til arbejdet for kunderne er egentlig ydmyghed, for jeg ved godt, at der ofte er meget på spil. Ikke bare økonomisk, men også følelsesmæssigt. Derfor er jeg lidt til »livrem og seler«, når jeg rådgiver kunderne. Tingene skal være ordentlige«, siger Berit Holmstrøm.

Hun er 50 år og er gift med Mogens Gade. Sammen har de børnene Ulrik, Agnete og Lykke.

Berit Holmstrøms partner i advokatfirmaet er advokat Lotte Bliddal, som blev medejer af advokatfirmaet i 2006. Lotte Bliddal er datter af Paul Johansen. Ved Lotte Bliddals indtræden blev et generationsskifte og en modernisering sat i gang. Advokatfirmaet Johansen og Bliddal er siden 2006 blevet mere synlig i medierne og især på internettet. Og som et led i udviklingen fik advokatfirmaet i 2011 ejendomsmægler-afdelingen LeoBolig.

»Selvom generationsskiftet med Berit Holmstrøm nu er gennemført, så skal vi blive ved med at udvikle advokatfirmaet. Nogle siger, at forandringer er kommet for at blive, og det tror jeg er rigtigt. Vi vil jo gerne være advokater for områdets virksomheder og borgere, og så er vi nødt til at kunne løse de opgaver, som kunderne stiller os,« siger Lotte Bliddal.

Paul Johansen planlægger ikke at gå på pension.

»Men jeg arbejder lidt færre timer nu, så der bliver mere tid til golf og rejse,« fortæller Paul Johansen.

Johansen og Bliddal beskæftiger fire advokater, fem sekretærer og en ejendomsmægler.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce