x
Annonce
Danmark

Fundings analyse: Tre centrale spørgsmål til at forstå balladen om udligningssystemet

Thomas Funding, politisk redaktør. Foto: Michael Nørgaard

.

1. Hvorfor gik det galt sidst?

Timing er alt i politik, det lærte den tidligere regering på den hårde måde. Oprindeligt havde Løkke-regeringen en ambition om at få lavet en ny udligningsordning i første halvdel af sidste valgperiode, men af forskellige årsager blev opgaven skubbet.

Da man endelig tog hul på forhandlingerne, var der kun omkring et år til folketingsvalget, og det gjorde alting mere bøvlet. Både Venstre og Socialdemokratiet var meget opmærksomme på ikke at lave en aftale, hvor de fik deres borgmestre på nakken. Hverken Løkke eller Frederiksen havde lyst til at stå i valgkampen og blive beskyldt for at være skyld i nedskæringer i kommunerne.

Læg dertil at den daværende VLAK-regering havde meget forskellige interesser, når det kom til udligning. Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har kerneland i de rigeste kommuner omkring hovedstaden, der stod til at skulle af med penge. Venstre står modsat stærkt i provinsen, hvor mange borgmestre forventede, at der var en check på vej til dem.

Onde tunger på Christiansborg vil mene, at det var det, der i sidste ende fik daværende indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille til at køre forhandlingerne i grøften. Simpelthen fordi han var bange for, at V og S skulle finde sammen om en aftale, der pelsede Liberal Alliances vælgere. Faktum er i hvert fald, at forhandlingerne i april 2018 brød sammen og blev udsat.

2. Hvorfor er politikerne så bange for at røre udligningen?

Udligningsordningen. Et ord, der kan få det fysiske ubehag frem hos de fleste politikere - og det særligt socialdemokrater og venstrefolk.

Det er en skal-opgave at få saneret ordningen, men for landets to største partier er det nærmest per definition en tabersag. Socialdemokratiet er repræsenteret i samtlige 98 kommuners byråd og kommunalbestyrelser, og for Venstres vedkommende er tallet 96. De to partier kan derfor ikke tage penge fra nogen, uden at de lægger sig ud med dele af deres egne baglande.

Anderledes forholder det sig for partier som Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. De to første har primært deres vælgerbaser i de rigeste kommuner - ofte bykommuner - og DF står klart stærkest i landkommunerne, der ofte også er de relativt fattigste. Disse partier kan derfor tåle at have en klarere kant i debatten.

Politikerne i S og V plejer at sige, at man har ramt den rigtige balance i udligningsordningen, når landets borgmestre er lige sure på en. Typisk vil de, der får penge, således mene, at de ikke har fået nok, og de, der skal betale, vil mene, at de betaler alt for meget.

3. Lykkes det denne gang?

Man plejer at sige, at tredje gang er lykkens gang, og det gamle ordsprog ser ud til at holde. Den tidligere regering gjorde således to mislykkede forsøg, men nu lader det til, at det lykkes.

Både Socialdemokratiet og Venstre er under massivt pres fra deres respektive kommunale baglande for at få lavet en aftale, og derudover er der i begge partier en reel erkendelse af, at man ikke kan fortsætte med det fejlbehæftede udligningssystem.

Timingen denne gang er desuden bedre end i sidste valgperiode. Der er - formodentlig - lang tid til det kommende folketingsvalg, og selv om kommunalvalget kun er godt halvandet år ude i fremtiden, er det stadig på fornuftig afstand.

Det mest sandsynlige scenarie virker til at være, at S og V bliver enige om det meste, og så får nogle af de mindre partier mulighed for at få småændringer igennem. Dog er det tvivlsomt, at DF, LA og Konservative går med. Dertil har de for store interesser i at stå udenfor.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Stemmer fra coronalandet: Såvejr, savn og mangel på svar

Leder For abonnenter

De hjælper bare for at hjælpe: Det er Danmark, når vi er bedst

Vi har jo oplevet anmeldere, der er kommet galt afsted ved at mene noget om bøger, de ikke har læst, og om koncerter, de ikke har hørt. Derfor denne varedeklaration: TV2’s ”Danmark står sammen” blev først sendt efter, at denne avis gik i trykken. Alligevel siger vi: Hvor var det godt. Det handlede nemlig om Danmark, når det er bedst, og om de danskere, der er bedst. Dem, der uden kold kalkule gør noget for deres medborgere. Vi har dem også til hverdag. Hundredtusindvis af frivillige i foreninger og socialt arbejde, men nu popper endnu flere op. Allermest selvfølgelig vores helte i sundhedssektoren suppleret af de tusinder af pensionerede læger og sygeplejersker, der sammen med medicinstuderende melder sig til tjeneste. De, der bringer mad til isolerede. Skolelæreren fra Varde, der kører rundt og hilser på sine elever. De, der arrangerer fællessang i baggårdene. Alle de, som på utallige måder hjælper bare for at hjælpe. Det er ikke bare godt. Det er også rørende, fordi det rammer lige i hjertet af det fællesskab, der trives i bedste velgående trods mange forfaldsmyter om, at vi lever i egoistiske tider. Og det er bare mere bevægende, når nogen gør og opnår noget sammen, end når det sker hver for sig. Vi kender det også fra sport. Det er enestående, når Viktor Axelsen og Mads Pedersen bliver verdensmestre med ketsjer og på cykel, men det giver ikke rigtigt en klump i halsen og fugt i øjenkrogen. Det gør det derimod, når vores håndboldmænd går amok i glæde over at være blevet verdensmestre, eller for den sags skyld, når et hold fodbolddrenge skriger glæden ud over at have vundet deres kreds i den laveste række. Fordi de hver især har gjort deres yderste for at vinde noget sammen. Sådan er det i hvert fald for denne skribent. Formentlig har mange andre det på samme måde. Det rører hjertet, når vi gør noget sammen og for hinanden. Derfor var det et fremragende program, TV2 sendte i aftes om et Danmark, der står sammen.

Annonce