Annonce
Danmark

Funding: Socialdemokratiets onde ånd viser igen sit ansigt

Thomas Funding. Foto: Michael Nørgaard
Det rev og flåede i Helle Thorning-Schmidts regering, og nu er emnet tilbage for at hjemsøge Mette Frederiksen. Dagpengene. Fagbevægelsen har indledt en offensiv mod Socialdemokratiet på emnet, og selv om det endnu ikke bider helt som under Thorning, er det stadig en af partiets ømme tæer.

Der er lidt Fætter Højben over Socialdemokratiet for tiden. Selv når en dårlig sag rammer, overdøves den af elendighederne i Venstre. Den sidste uges tid er et klasseeksempel på dette.

Det startede med en reklamekampagne fra en række af de gamle socialdemokratisk sindede fagforbund. De krævede, at politikerne - aka regeringen - gjorde noget ved det faktum, at dagpengene år for år mister værdi. Den arbejdsløse kan simpelthen, som årene går, købe mindre og mindre for sine dagpenge. I dag er dagpengesatsen 19.083 kroner om måneden før skat. Det er noget fra det, en topskattebetalende metalarbejder tjener.

Den store frygt i fagbevægelsen er derfor, at deres a-kasse-medlemmer på et tidspunkt stiller sig selv det simple spørgsmål: Giver det efterhånden mening at være medlem? Matcher det, man får udbetalt ved arbejdsløshed, forsikringspræmien? Det er underforstået, at flere fagbosser er nervøse for, at svaret på spørgsmålet er et nej, og at det derfor kan føre til medlemsflugt.

Effekten af fagbevægelsens kampagne blev, at medierne tog emnet op. Helt efter planen. Hvad sagde ministeren til kravet fra de gamle kampfæller i bevægelsen? En svær balancegang for beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen. På den ene side er det socialdemokratisk politik at forbedre dagpengesystemet, men på den anden side er det ikke et område, partiets ledelse har valgt at prioritere. Hummelgaard måtte derfor ud og slå knuder på tungen.

Ministerens forklaring blev noget i retning af, at han anerkendte problemet, og at han havde sympati med fagforbundenes budskab, men at han måtte forholde sig til den parlamentariske virkelighed, og den var, at der ikke er flertal for at forbedre dagpengesystemet. Det er altså de blå partiers - inklusive Radikale Venstre - skyld. Smart.

Men måske også lidt for smart. I hvert fald greb Dansk Folkeparti dygtigt bolden med det samme. Det ville DF'erne ikke have siddende på sig, og Kristian Thulesen Dahl gik ud og pandede Hummelgaard ned. DF var klar til at forhandle, ministeren kunne bare indkalde til et møde. Et efterhånden sjældent set eksempel på, hvad Dansk Folkeparti var eminent gode til, da partiet engang var på toppen.

Bukserne var blevet trukket af regeringens spin, og statsminister Mette Frederiksen måtte på et pressemøde i forbindelse med denne uges regeringsseminar tage ansvar for sagen. Dagpengene er ganske enkelt ikke en prioritet for regeringen lige nu. Der er andre ting, der er vigtigere. Helt konkret kommer retten til tidligere pension for Arne og de andre nedslidte foran dagpengene, og man måtte forstå på statsministeren, at hun ikke mener, man kan gøre begge ting på én gang.

Rent vælgermæssigt er det sikkert en klog prioritering af Mette Frederiksen. Der er langt større befolkningsmæssigt bundtræk i nedslidningsdagsordenen, end der er i dagpengespørgsmålet. Det er bare svært at forestille sig, at man kan fylde slotspladsen foran Christiansborg op med demonstranter, der vil kræve dagpengenes kompensationsgrad sat op.

Men det ændrer ikke på, at dagpengespørgsmålet er en øm tå for Socialdemokratiet. Det er nemlig noget, fagbosserne i de gamle LO-forbund går gevaldigt op i, og selv om det er mange år siden, at Socialdemokratiet og fagbevægelsen formelt klippede båndene, er der stadig store overlap i persongalleriet.

Der er således ikke mange partiforeninger og kredsforeninger i Socialdemokratiet, der ikke har aktive medlemmer, der samtidig er ansat eller bestrider tillidshverv i fagbevægelsen. Flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer kan således berette om, hvordan de bliver konfronteret med dagpengespørgsmålet, når de er hjemme i deres baglande for at fortælle om arbejdet på Christiansborg. Hvorfor gør Socialdemokratiet ikke noget, bliver de spurgt om?

Men det, der for en uges tid så ud til at kunne have udviklet sig til en rigtig træls sag for Mette Frederiksen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen løb alligevel lidt ud i sandet. Lige som Dansk Folkeparti satte trumf på og erklærede sig klar til at forhandle, sprang Venstre nemlig i luften igen-igen, og mediernes fokus flyttede sig på få sekunder. Denne gang fordi Kristian Jensen var kommet galt af sted med et interview - igen - og Jakob Ellemann-Jensen besluttede sig derfor for at strippe ham for samtlige tillidshverv.

Men det får ikke fagbevægelsen til at give op. De vil blive ved med at presse på, og SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti lugter en god sag. Særligt fordi Mette Frederiksens argumentation har den indbyggede svaghed, at det bliver svært at nægte at gøre noget ved dagpengene, hvis den differentierede pensionsalder falder på plads i løbet af det næste halve års tid, som mange regner med.

Socialdemokratiets onde ånd fra Thorning-årene er med andre ord tilbage, og den kommer ikke til at gå væk bare lige sådan.

Fundings udvalgte citater fra ugen i politik

- Der synes jeg, regeringen går for vidt, og nu er det anden gang inden for en måneds tid, at regeringen indfører noget, hvor man sætter princippet om retskendelser ud af spil. Det er ikke kønt for retssikkerheden.

Retsordfører for SF Karina Lorentzen langede i Berlingske ud efter regeringen, efter den præsenterede en pakke med otte tiltag målrettet jihadister. Blandt andet vil regeringen tvangsfjerne terrordømtes børn

- Marie Krarup udtræder efter eget ønske af DF’s gruppebestyrelse for at hellige sig sine ordførerskaber og bruge mindre tid på organisatorisk arbejde.

Det var en lakonisk meddelelse, der blev sendt ud fra Dansk Folkeparti denne uge. Netmediet Altinget kunne dog senere fortælle, at Marie Krarup angiveligt var kommet i konflikt med resten af DF's ledelse og derfor har valgt at trække sig

- Det er en analyse, som bliver lavet med klimabriller på, men som selvsagt også tager hensyn til Danmarks økonomi og arbejdspladser. Der er valide argumenter for at aflyse den ottende udbudsrunde, ligesom der er argumenter for at opretholde den og give tilladelser.

Klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) besluttede i denne uge at udskyde en udbudsrunde, der skulle have givet mulighed for ny udvinding af olie og naturgas i Nordsøen. Ministeren fik dog prompte kritik fra støttepartier for ikke helt at annullere udbuddet

- Det er meget alvorligt, at der er de muligheder for at begå svindel på et område med så mange penge.

Rigsrevisionen kritiserede i denne uge, at Skat for at føre mangelfuld og svag kontrol med statens største konto på 1000 milliarder kroner, hvilket fik professor på Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh til at fælde denne dom overfor Berlingske

- I Venstre har vi ligesom i alle andre folketingsgrupper nogle interne spilleregler. De regler har Kristian Jensen overtrådt noget så eftertrykkeligt her i weekenden. Derfor har jeg besluttet, at han nu ikke har nogen ordførerskaber, og at han ikke er med i nogen udvalg.

Jakob Ellemann-Jensen, V-formand, tog ingen gidsler, da han tirsdag foran Venstres gruppeværelse forklarede pressen, hvorfor han har valgt at strippe Kristian Jensen for alle tillidshverv

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Jorden kalder: Det er nu, vi har pligt til at tænke nyt

Debat: Hvis vi vælger at se coronakrisen som et wakeupcall, hvad er det så for et budskab, planeten sender os? Og måske nok så interessant: Hvordan kan vi mennesker bedst lytte og tage ved lære? Alvoren gik for alvor op for de fleste af os anden uge i marts, og siden da har vi måttet vænne os til en ny virkelighed med skræmmende hast. Coronaen har ramt de moderne samfund og økonomier, hvor vi er allermest sårbare: Accelererende smittetal, dødstal - og ikke mindst arbejdsløshedstal, taler deres alt for tydelige sprog Jorden rundt. Vi vestjyder kan vælge at trøste os med, at vi bestemt ikke lever i den mest udsatte del af verden: Vores grundlæggende samfundsorden er uhyre stærk, vi er disciplinerede, og vi har i fællesskab bevist vores evne til at handle samlet og resolut. Uanset, at krisen uden tvivl bliver hård og omsiggribende, vender hverdagen i Danmark på et snarligt tidspunkt tilbage til noget, der ligner en normaltilstand. Samtidig bør vi dog også se coronakrisen som et wakeupcall, og gribe påskedagenes nedetid som en kærkommen anledning til at genoverveje, hvorfor vi i grunden lever og disponerer vores tid, som vi normalvis gør. Coronakrisen har ikke gjort hverken problemet med global opvarmning eller behovet for en gennemgribende, grøn omstilling mindre aktuelt. Til gengæld udstiller nedsmeltningen af arbejdsmarkedet på tydelig vis, hvor direkte vores moderne markedsøkonomi påvirker naturen omkring os: Allerede få dage efter nedlukningen af Danmark kunne man måle, hvordan luftkvaliteten i de større byer var blevet markant forbedret. Vi lever i et rigt og privilligeret samfund, hvor vi har alle muligheder for igen at få økonomien i gear og komme tilbage på fode. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er nu, i takt med at staten pumper uhørt massive investeringer ud i samfundet, vi også har en forbandet pligt til at tænke nyt? Spørgsmålet er, om det ikke er nu, mens krisen kradser, vi skal lægge fundamentet til en anderledes grøn, og bæredygtig økonomi? Det er oplagt at initiere de nødvendige hjælpepakker, så de virker som en gigantisk gulerod til fremme af bæredygtig business. Samtidig må vi udvise det nødvendige mod til at svinge stokken, og afgiftpålægge fossil energi, i en grad hvor det virkelig nytter (og flytter) noget. Som Klimarådet har vist, er der ingen vej udenom ubehagelighederne, hvis vi for alvor ønsker at leve op til vores egne ambitiøse 70 procents-reduktionsmål. Lad os derfor i slipstrømmen på coronakrisen stå sammen og tegne konturerne af en grøn økonomi, hvor lokale fødevarer og serviceydelser - og i det hele taget ting, der bliver skabt lokalt - er relativt billigere, og dermed konkurrencedygtige. Selv om vi så hver især måtte få færre penge mellem hænderne, vil den reelle, oplevede købekraft stadig være formidabel. Personligt drømmer jeg om små velorganiserede lokalsamfund i landsbystørrelse, med alt fra smede og slagtere, til sygeplejersker og sjælesørgere -og ikke mindst den uundværlige drømmer og tosse; en hverdag, og en verden, hvor vi ikke behøver at flytte hverken os selv eller vores varer over vanvittige afstande, og fint har tid til at dyrke vores grøntsager, passe vores husdyr, og lære vores børn at lære verden at kende; måske gå på jagt, eller fiske lidt på fjorden. Tænk Dunbars antal, og overvej et øjeblik hvordan det kan gøres: Tænk dig et byrum, indrettet på vores børns, og ikke hverken bilernes, eller ejendomsudviklernes og realkredittens præmisser: Grønne rekreative arealer, med planter, insekter og liv, hvor der ellers bare er veje, asfalt og beton; snoede vandveje, og cykelstier og trailspor. Eltogene og de tilbageværende autostradaer så langt ude af byerne som muligt. Tænk dig tilsvarende samfundet indrettet til mennesker - ikke arbejdskraft og forbrugere - og hvordan det kan blive, den dag vi faktisk på alle niveauer bliver ansporet til at drømme og lege og finde på; hvor incitamentstrukturen tilgodeser selv de mindste små udbrud af virketrang og skaberlyst, og der er forretning i at konstruere tingene så gedigent og gennemtænkt, at de også holder og står om hundrede år. Tænk dig, at det er muligt at skabe en anstændig levevej som lokal skrædder, fordi systemet bonner de reelle omkostninger ved det stangtøj, vi ellers frejdigt har hentet hjem fra den anden side af kloden, og som nu med ét slag er ubetaleligt dyrt. Tænk dig, at det rent faktisk er muligt at leve af at reparere cykler i et lille hyggeligt værksted på havnen. Tænk dig, at dit eget surdejsbrød, bagt på mærkelige, lokale kornsorter, ikke bare er bedre, men også billigere end fabriksfremstillet bakeoff, hvor alle ingredienser skal trilles frem og tilbage over kontinentet i lastbil. Tænk dig, at det vrimler med små køkkener, hvor passionerede mennesker laver takeaway fra bunden, eller du bare kan slå dig ned ved et langbord - og hvor de folk, der sidder der i forvejen, gerne rykker sammen og kommer hinanden ved. Tænk dig, at det at pille Nordsø-rejerne i Marokko for at køre dem tilbage til Nordeuropa er lige så dyrt og besværligt, som det lyder absurd, og at vores husdyr må leve af lokale afgrøder, fordi idéen om at rydde regnskov i Sydamerika og sejle sojaen halvvejs rundt om Jorden er lige så omkostningstung, som den strider mod ethvert bæredygtighedsprincip. Tænk dig i det hele taget, at prisen for moderne, industrielt landbrug, og den ledsagende, og endnu mere sindssyge plantebeskyttelse, afspejler de miljømæssige konsekvenser én til én. Tænk dig, at genetisk modifikation er strafbart i samme grad som overtrædelser af patentlovgivningen, og krænkelser af kommercielle producenters ophavsret i øvrigt er det i dag. Tænk dig, at prisen på elektronik og plastic står i forhold til de blivende ar, minedriften og olieudvindingen efterlader på planeten; at olieselskaberne skal plante en hektar skov for hver tønde olie, de pumper op af undergrunden, og at mineselskaberne skal investere halvdelen af deres overskud i sociale projekter, der hvor de rekrutterer deres arbejdskraft. Tænk dig, at konkurrenceparameteret per excellence er at bruge mindst mulig energi og efterlade det mindst mulige impact på planeten - og nej - ikke bare baseret på noget så excentrisk gammeldags som etik og moral, men simpelhen fordi det er sådan, vi har valgt at konfigurere økonomien, og det er dét, der bedst betaler sig på både kort og længere sigt. Og mens du alligevel lader fantasien få frit slag, så tænk dig engang, hvor dejligt det ville være, at du ikke altid havde så f∙cking travlt, og evig og altid skulle tjekke din f∙cking telefon; at du var i stand til at unde dig selv lidt kreativ nedetid, kunne sove som et barn om natten, og vågne både veludhvilet og klar på en skøn, ny dag, med masser af heureka-øjeblikke og åbne muligheder. ... I virkeligheden alt det, der er indbefattet, når du forestiller dig paradislivet på en afsondret, tropisk ø - bare hér, hjemme i Naturens Rige, hvor årstiderne skifter, og vi kender og elsker hinanden, og hinandens mere eller mindre udtalte særheder. Jeg ville elske den hverdag - hands-on - ikke mindst fordi det, der trænger til forandring i vores moderne, naturfjerne hverdagsliv, er alt andet end vores dejlige naboer, horisonten og havet.

Annonce