Annonce
Danmark

Funding om Ellemanns power trip: En stærk reaktion fra en svækket leder

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.
Det var det helt store bat, Jakob Ellemann-Jensen fandt frem, da han fredag afstraffede Kristian Jensen for at bryde partidisciplinen. Avisen Danmarks politiske redaktør Thomas Funding peger på tre ting, der er værd at lægge mærke til.

1. Folk begyndte at se Ellemann som en svag leder

En leder kan ikke tåle at virke svag i politik. Gør han eller hun det, begynder folk at tvivle på lederskabet, og partidisciplinen falder fra hinanden.

Sådan har det lidt været i Venstre på det sidste. Snakken i partiet går, og den har handlet om, at Ellemann endnu ikke har manifesteret sig i den klassiske høvdingerolle, venstrefolkene er vant til, at deres leder udfylder.

Ellemann er i Forsvaret kaptajn af rang, men han har ikke formået at få orden i geledderne. Gruppemedlemmer har taget sig friheder, man normalt ikke tolererer i politik.

Uden at få mandat af partiets ledelse eller af folketingsgruppen har en række folketingsmedlemmer kommet med udtalelser, der har skabt tvivl om, hvad Venstres politiske linje er. Inger Støjbergs udtalelser om udlændinge og hendes forsvar for USA’s ret til at dræbe den iranske general Qassem Soleimani er blot to eksempler på dette.

Jakob Ellemann-Jensen har med andre ord været under pres for at sætte sig i respekt, og det blev altså Kristian Jensens interview i Jyllands-Posten, der var den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over.

Annonce

2. En stærk leder har ikke brug for at hævde sin autoritet

Det er tydeligt, at Jakob Ellemann-Jensen forsøger at bruge straffeaktionen mod partiets tidligere kronprins til at statuere et eksempel.

Ved både at udsende en pressemeddelelse og dele nyheden på sociale medier, forsøger formanden at sende et klart signal til sine egne. Folketingsgruppen skal forstå, at solorytteri ikke accepteres. Det straffes.

Og mon ikke det får en pædagogisk virkning på de gruppemedlemmer, der tidligere har følt, at de ikke behøvede at spørge om lov, før de gik ud og mente noget. Ellers har Ellemann nu sat en standard, han bliver nødt til at følge fremover.

Men magtdemonstrationen kommer med en pris. Venstreformanden får godt nok trukket en streg i sandet, men han kommer også ufrivilligt udadtil til at bekræfte billedet af en leder, der ikke har den fornødne respekt i sit eget parti.

Havde han været en stærk leder, var det aldrig kommet til dette. En stærk leder havde ikke haft brug for at hævde sin autoritet. Den er usagt, og folk indretter sig instinktivt efter den. Og gør de ikke, kan en let berøring ofte være lige så effektfuld som en syngende lussing.

Skåret ud i pap, så er Ellemann nødt til at spille med musklerne, fordi folk ikke tror, han har nogle. Hans reaktion er et resultat af, at folk har opfattet ham som svag.

3. Det kommer der til at ske nu

En anden ulempe ved Jakob Ellemanns power trip er, at det kommer til at sætte fokus på manglen på politisk projekt.

Balladen er nemlig langt fra slut. Det, der kommer til at ske nu, er, at der til næstkommende gruppemøde i Venstre vil stå en horde af journalister foran partiets mødelokale.

Her vil pressens gentlemen selvfølgelig forsøge at få Ellemann til at begrunde straffeaktionen, men hvad mere væsentligt er, så vil de spørge ind til, hvad han tænker om indholdet i det interview, Kristian Jensen gav, og som er baggrunden for hele miseren.

Er han enig i, at Venstre skal søge et samarbejde med regeringen om en økonomiske plan for de næste ti år? Siger han ja, virker det fjollet, at Kristian Jensen skal straffes, og siger han nej, vil det opfølgende spørgsmål blive. Hvad mener du så?

Og det er kernen af problemet. Hele det her forløb bunder i sidste ende i, at det er uklart, hvad Jakob Ellemann-Jensens politiske projekt er. Havde det stået tindrende klart, ville det også have været sværere for Kristian Jensen at give sit interview. En ting er således at forsøge at fylde et tomrum ud, noget andet er at udfordre partiformandens linje.

Og det er der, den her sag ender, når røgen har lagt sig. Kristian Jensen blev fyret for at opføre sig illoyalt og uden mandat forsøge at udstikke en politisk retning for Venstre. Men hvad mener partiets formand egentlig?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Skandale: Kan livet fortsætte uden Postnord?

Læserbrev: Hvordan har Postnord fundet af, at det kun er brevene, de taber på? De må have fundet løsningen på at skille koldt og varmt vand. Efter det er blandet... Meget fornuftigt har postbudene både breve og pakker med ud. Det er vel heller ingen ulempe for Postnord, at det er brevene, der er befordringspligt på. De har fået serveret en politisk malkeko. Det er ender vel med, at brevene må tage op til en måned om at komme frem... Allerede nu er det betydelig langsommere end med dagvognen på Christian Den Fjerdes tid. Hvem har fået problemerne? Politikerne. Hvem har skabt dem? Politikerne. Der er flere mistænkte. En af de hovedmistænkte er Kristian Jensen. Det passer med hans taktik fra skattevæsenet. De startede med at slagte aktiverne og fordele dem. Derefter trykkede de på digitaliseringsknappen. Så satte de sig ned. Undrede sig over, at svenskerne ikke løste problemet for dem... Man kan sige meget om svenskerne, men speciel dumme er de altså ikke... Det er en skandale med de milliarder, der allerede er pumpet i projektet. Senest har de sendt adskillige personer på permanent ferie, og har planer om at sende endnu flere samme vej. Bare rejsebureauerne har rejser nok til dem... Det er ren kukkeluk at bruge milliarder på det! Udbringning af pakker er der mange, der har kapacitet til. Skildpaddebrevene må kunne løses på anden vis. Quickbreve er næsten lige så dyre som pakker. Derfor kan man vel sende dem som en pakke? Anbefalede breve kan vel håndteres på samme måde? Udbringning af B- breve kunne for eksempel overdrages til kommunerne. Ved at tilføre flere ansatte kunne hjemmehjælperne sagtens løse opgaven. Der bliver hældt millioner/milliarder i Postnord, som kunne bruges til det. Samtidig kunne ældreplejen i eget hjem blive opgraderet. Hvis postbudet, ligesom i gamle dage, havde tjek på om alle var ok. på ruten. Sikken en tryghed, det kunne give. Skildpaddebrevene kunne måske alternativt distribueres sammen med reklamerne på ugebasis. Nu mener nogen i det politiske, at vi skal købe Postdanmark tilbage fra Postnord. Heldigt, at vi ikke har fået malet alle postkasserne endnu. Der bliver udgifter nok til biler, skilte, tøj og til svenskerne. Men big business for dem, der sælger maling og profiltøj. Kan livet fortsætte uden Postnorddanmark? Eller går det i stå?

Annonce