Annonce
Danmark

Funding: Klima smører bare bedst

Thomas Funding, politisk redaktør på Avisen Danmark. Foto: Michael Nørgaard
I to årtier har udlændingestramninger smurt den parlamentariske maskine på Christiansborg og sikret nogenlunde gnidningsfri fremdrift. Men det er slut nu. I stedet kan klima blive dansk politiks nye smøremiddel. Også selvom klimapolitikkens ubekymrede guldalder snart er slut.

Siden Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, har dansk politik primært været drevet af én ting. Udlændingestramninger.

Om finansministeren hed Thor Petersen, Claus Hjort eller Lars Løkke, så var det udlændingeområdet, der kunne lokke Dansk Folkeparti til forhandlingsbordet – også når det, der blev forhandlet om, var svært. Udlændingestramninger smurte de parlamentariske tandhjul og fik dansk politik til at snurre rundt.

Men sådan er det ikke længere. Vi har fået en socialdemokratisk regering, og den har brug for sit eget smøremiddel. Det er her klima kommer ind i billedet.

Vi så det allerede under regeringsforhandlingerne i sidste måned. Klima var det emne, man først forhandlede om. Og det var ikke noget tilfælde.

Socialdemokratiet havde brug for et lokkemiddel. En gulerod de kunne lægge på forhandlingsbordet. Morten Østergaard, Pernille Skipper og Pia Olsen Dyhrs tænder skulle løbe i vand i en grad, så selv de største kameler efterfølgende ville glide nemmere ned.

Helt så godt gik det dog ikke. Radikale Venstre, Enhedslisten og SF er ikke som Dansk Folkeparti. Deres politiske fokus er bredere end én sag. De insisterede på at få indflydelse på andre politikområder. Og fik det.

Men ikke desto mindre, var klimapolitikken med til at skabe fremdrift. Det var med til at smøre forhandlingsforløbet og var i sidste ende en afgørende faktor i, at Mette Frederiksen blev statsminister.

Og det leder os frem til denne analyses forudsigelse. Det bliver ikke sidste gang i denne regeringsperiode, at vi kommer til at se klima som politisk smøremiddel.

Enhedslisten, SF og Radikale Venstre kan kun få indfriet deres klimaambitioner med Socialdemokratiet. Det kan ikke lade sig gøre med blå blok. Her blokerer Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og i nogen grad også Venstre. Mette Frederiksen har med andre ord eneadgang til en forhandlingsvaluta, der er i høj kurs, og som hun kan tåle at give af.

Godt nok vil Socialdemokratiet ikke gå lige så langt på klimaområdet som støttepartierne, men skal man give indrømmelser – og det skal man i politik – så er det ikke det værste sted at gøre det alt den stund, at der for tiden er en mindst lige så stort vælgermæssig hype omkring klimaet, som der var om rosévin sidste sommer.

Det betyder dog ikke, at det er en gratis omgang. Det er det så lang fra. Havde denne analyses skribent for et år siden skrevet, at en kommende socialdemokratisk regering ville have forpligtiget sig til at sænke udledningen af drivhusgasser med 70 procent, ville analysen være blevet udsat for hån, spot og latterliggørelse.

Lige nu er vælgerne stemplet kollektivt ind på klimadagsordenen. I valgkampen reducerede medier og politikere emnet til et spørgsmål om, hvorvidt man ville redde planeten. Og hvem vil ikke gerne det. Diskussionen nåede aldrig et sted hen, hvor vælgerne blev oplyst om, hvad det så koster at redde planeten.

Det finder de imidlertid ud af i de kommende år, hvor Mette Frederiksen skal forsøge at gøre ambitioner til virkelighed. Skal man tro eksperterne, kan det blive afsindigt dyrt, og det er svært at se, at det ikke kommer til at påvirke vores allesammens dagligdag markant.

Da Emmanuel Macron for godt to år siden blev valgt til Frankrigs præsident, skete det ligeledes på løfter om en ambitiøs klimaomstilling. Da han efterfølgende forsøgte at levere på det, befolkningen havde givet ham opbakning til, blev begejstring vekslet til vrede.

Macron satte en klimaafgift på diesel, og det udløste det nærmest omgående 1500 vejafspærringer rundt om i Frankrig. Protesterne udviklede sig med tiden til det, vi i dag kender som ”de gule veste”.

Nu er Danmark selvfølgelig ikke Frankrig. Franskmændene bestiger hellere barrikaderne en gang for meget end en gang for lidt, og de gule veste handlede da også om meget mere end klimaomstilling.

Men ikke desto mindre venter der et opgør, når rød bloks klimaambitionerne skal implementeres. Der er forskel på by og land, og det vil man få at se, når tingene bliver konkrete.

Bor du i en af de større byer, er kollektiv trafik og cyklen et reelt alternativ, hvor lever du på landet, er bilen ofte uundværlig. På samme måde har man i byerne adgang til billig og miljøvenlig fjernvarme, hvor mange på landet hænger på deres olie-, gas- eller pillefyr.

Næste stadie af klimadebatten bliver med andre ord en diskussion om, hvordan man omstiller, uden at der bliver en geografisk og social slagside – og det er stadig et åbent spørgsmål, om det overhovedet er muligt.

Men det ændrer ikke grundlæggende på, at klimapolitik er gangbar valuta de næste fire år, når de politiske tandhjul skal smøres.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Lad centrene, der trækker borgerne i byen, blive i byen

Læserbrev: Indlægget “Lad der ikke gå sognepolitik i sagen” om Innovests husning af de kommunale arbejdspladser havde nogle gode pointer, der førte til den rigtige konklusion i et dilemma. Der savnes nogle tal på økonomien, og jeg kan betvivle, kommunalbestyrelsen har det vigtigste; det tabte skatteprovenu og følgeomkostningerne ved den mistede omsætning i detailhandelen. Butikkerne vil miste omsætning. Ikke blot til nabobyerne, men også til storcentrene i de større byer og til netbutikkerne udenfor kommunen. Det vil koste arbejdspladser, give tomme butikslejemål og tomhed i bymidten. Så på den måde et paradoks, når et erhvervscenter er omdrejningspunktet for at trække kunderne væk fra de små lokale erhvervsdrivende. Vi har jo lige fulgt kampen for købmanden i Stauning, og her er det så i større målestok. Du kan blot se til Esbjerg, hvad det har betydet i Kongensgade, at kontorer er flyttet på havnen. Og omvendt, hvad de gør i Billund for at trække folk til midtbyen. Så byrådet bør have det tabte skatteprovenu og følgeomkostningerne ved den mistede detailomsætning i kommunen med i ligningen. Det er ikke nok med en kort tilbagebetalingstid på investeringen i Excel-arket. Så jeg er enig med Jacob Agerbo i, at der ikke skal gå sognepolitik i sagen. For det handler ikke kun om finansiering og besparelser, men også om tabt detailhandel. Ikke “bare” i Skjern midtby. Men i kommunen. For der ingen garanti for, at omsætningen affødt af butiksdøden bliver i Skjern/Tarm, eller for den sags skyld i kommunen. Så derfor vedkommer det også borgerne udenfor Skjern ... Så herfra skal opfordringen lyde; lad centrene, der trækker borgerne i byen, blive i byen.

Skjern Håndbold For abonnenter

Kasper Søndergaard rundede 350 kampe – nu venter efterårets vigtigste opgør: Vi er ikke i god forfatning

Annonce